Dødsfald: Fhv. S-viceamtsborgmester, bibliotekar Inger Vestergaard (93)

Forhenværende viceamtsborgmester og bibliotekar Inger Vestergaard (S), Helsingør, er stille sovet ind, 93 år gammel.

Redaktionen

Inger Vestergaard blev uddannet bibliotekar i 1949 og ansat i sit fag i Aalborg, Århus og endelig i sin senere hjemby Helsingør.

Hér ledede hun Helsingør Kommunes Bibliotekers afdeling for opsøgende virksomhed på sygehuse og plejehjem.

Inger Vestergaard startede tidligt i politik. Hun var nemlig 1962-64 medlem af sognerådet i Hasle ved Århus. Men det blev i Nordsjælland, at hendes politiske karriere foldede sig ud.

Hun var nemlig i årene 1978-93 medlem af Frederiksborg Amtsråd, herunder viceamtsborgmester 1982-86 og formand for amtets socialudvalg.

1994-2001 var Inger Vestergaard formand for Helsingør Domsogns Menighedsråd, og det var under hendes formandskab, domkirken gennemgik en omfattende restaurering, som i sin samtid blev diskuteret for sin arkitektur.

Derudover var Inger Vestergaard formand for en børneinstitution, medlem af bestyrelsen for Kommunernes gensidige Forsikring samt af flere faglige udvalg i bibliotekssektoren.

Inger Vestergaard, der var mor, svigermor, bedstemor og oldemor, bisættes fra Skt. Olai Kirke (Helsingør Domkirke) tirsdag 16. februar kl. 10.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00