Juraen sætter grænsen for, hvornår kunstig intelligens kan erstatte menneskelig arbejdskraft

Et af eksemplerne på overflødiggørelse af arbejdskraft er radiologerne, som ser mange skanninger hver dag – en opgave der allerede i høj grad automatiseres ved hjælp af kunstig intelligens.

Men et er beregningerne af, hvor mange radiologer der kan undværes i fremtiden. Noget andet er, hvordan det udfolder sig i virkeligheden på arbejdspladsen.

Brugen af kunstig intelligens kan bidrage til nye kompetencebehov og opgradering af arbejdet.

Anna Ilsøe og Bertil Rolandsson
Lektor ved Københavns Universitet og professor ved Göteborg Universitet

Et studie fra Sverige viser, at det ikke blot handler om erstatning af arbejdskraft med kunstig intelligens. I praksis sker der det, at den kunstige intelligens ser på skanningerne først, hvorefter en radiolog gennemgår resultatet og justerer hvor det er nødvendigt.

Altså en kombination af kunstig intelligens og menneskelig dømmekraft.

Flere andre studier peger på samme praksis i andre brancher. Kunstig intelligens erstatter måske noget menneskelig arbejdskraft, men ikke det hele, og den menneskelige dømmekraft får nye og måske mere interessante funktioner.

I praksis bruges kunstig intelligens ikke til at erstatte, men til at komplementere menneskeligt arbejde. Det betyder, at frygten for jobtab langt fra er så stor som først antaget. Det betyder også, at brugen af kunstig intelligens kan bidrage til nye kompetencebehov og opgradering af arbejdet.

Men hvorfor ser vi denne tendens? Hvad er rationalet bag, og hvad driver den?

Man kan argumentere for, at der simpelthen er behov for menneskelig dømmekraft, da kunstig intelligens kan tage fejl, og kun et erfarent menneske kan rette fejlene. Her er argumentet behovet for menneskelige kompetencer.

Man kan også argumentere mere normativt ud fra behovet for, at menneskelige værdier spiller en rolle for de beslutninger, der tages. Her taler man om behovet for "a human in the loop," der kan sikre, at der tages hensyn til bestemte værdier, medinddragelse af brugere eller lignende.

Ser man nærmere på nogle af de arbejdspladsstudier, som har kigget på mekanismerne bag, så træder der imidlertid endnu en årsag frem.

Og måske er det en af de vigtigste drivere bag udviklingen. Hvis der sker fejl, og man skal klage over eller sagsøge dem, der har lavet fejlen, så kræver det, at et menneske har været involveret i beslutningen. Dette viste det tidligere nævnte studie af radiologerne.

Det er den menneskelige beslutning, der kan klages over, og derfor må et menneske være involveret.

Anna Ilsøe og Bertil Rolandsson
Lektor ved Københavns Universitet og professor ved Göteborg Universitet

Det er i dag svært at sagsøge kunstig intelligens eller andre automatiserede systemer. Ofte er juraen sådan indrettet, at det er den menneskelige beslutning, der kan klages over, og derfor må et menneske være involveret et eller andet sted i beslutningsprocessen.

Det betyder, at der de facto er en juridisk bremse i forhold til, hvor langt man kan gå i forhold til at erstatte menneskelig arbejdskraft med kunstig intelligens.

Der er behov for yderligere studier af, hvordan denne mekanisme fungerer, og hvilken effekt den juridiske bremse har for udviklingen af et arbejdsmarked med udbredt brug af kunstig intelligens.

På den ene side kan man se den som produktivitetshæmmende, da man måske kunne opnå større produktivitetsgevinster uden behovet for at involvere et menneske i de beslutninger, som kunstig intelligens når frem til.

På den anden side kan man se den juridiske bremse som et redskab til at skabe en mere graduel udvikling, hvor andre perspektiver inddrages løbende – herunder etiske perspektiver og principper for medinddragelse af relevante grupper i beslutningerne.

Endelig har den betydning for, hvilke kompetencer og opgaver, som mennesket kommer til at udføre i fremtiden. Hvis hovedopgaven bliver at efterprøve beslutninger taget af kunstigt intelligente systemer, så skal uddannelser og kompetencer målrettes derefter.

Selv hvis den juridiske bremse er årsagen til, at menneskelig dømmekraft skal involveres, kan den altså også have vigtige sideeffekter, som bør studeres nærmere.

Endelig kan der være nogle der argumenterer for, at det er juraen selv, der har brug for en opdatering i takt med udviklingen af kunstig intelligens. Bør det i højere grad være muligt rent juridisk at stille kunstig intelligens til ansvar for beslutninger? Og hvad vil være fordele og ulemper ved en sådan tilpasning af juraen?

Den nye europæiske AI Act har været med til at starte denne diskussion, fordi den også stiller store krav til udbydere og udviklere af AI-løsninger.

Det bliver spændende at følge forskningen på området – ikke mindst også i lyset af sideeffekterne af den juridiske bremse, som også må tages i betragtning, hvis juraen skal ændres.

Den juridiske bremse har betydning for behovet for menneskelig arbejdskraft og dermed også betydning for, hvordan manglen på arbejdskraft, kompetencebehov og produktiviteten vil udvikle sig i fremtiden.