Aki-Matilda Høegh-Dam: Sandheden om koloniale strukturer skal frem uden pynt og omsvøb

I foråret 2022 krævede et samlet grønlandsk parlament, Inatsisartut, at der skulle igangsættes en historisk udredning for at afdække sandheden om den koloniale historie mellem Grønland og Danmark fra Anden Verdenskrig frem til i dag.

Hvordan kan man lave en udredning om en knap 100 år lang historie mellem Grønland og Danmark? Hvad bør kommissoriet for udredningen indeholde?

Og vigtigst af alt, hvordan kan en udredning af fortiden hjælpe os med at forstå vores nutid?

Har ført Grønland bag lyset

Da det grønlandske parlament i foråret havde en længere debat i salen, om hvorfor en udredning af historien var nødvendig, var der primært to ting, der skinnede igennem.

For det første var det spiralskandalen, som DR belyste i en podcast tidligere på året. Efter en politisk beslutning fra Danmark i 1960'erne har danske læger sat primitive spiraler op på over halvdelen af de 9.000 fødedygtige kvinder og piger helt ned til 13-årsalderen – oftest uden samtykke.

Mange blev efterfølgende sterile. Lignende skrækhistorier om tvangssterilisering, børnebortførelser og systematiske overgreb har ofte haft genklang i grønlandske inuit-hjem. Man ønsker nu sandheden frem i lyset.

Det andet, som prægede debatten i salen, var kolonihistorien. Eller rettere den del af historien, hvor Grønland i forbindelse med grundlovsændringen i 1953 blev anerkendt som et dansk amt.

FN besluttede sig for at afkolonisere verden, og derfor var kravet til alle medlemslande det samme – man skulle give de tidligere kolonier mulighed for selvstændighed.

I 2021 udkom bogen 'Imperiets Børn', som blandt andet forklarer, at Danmark ikke har overholdt sine forpligtigelser og har ført Grønland bag lyset for at bevare sin sidste koloni.

En form for apartheid

Det 20. århundrede er markeret som den tid i verden, hvor mange, hvis ikke de fleste, kolonier befriede sig selv fra tidligere koloniale magter. Af den grund bliver det ofte udtrykt, både af tidligere kolonier og kolonimagter, at kolonialismen i dag er noget, som hører fortiden til. Sandheden er dog en helt andet.

Man skal blot kradse overfladen for at se, at livet i Grønland i de år, som kommissionen skal udrede, var en form for apartheid.

Aki-Matilda Høegh-Dam (SI)
MF

Kolonialismen er noget, som for alle i verden stadig eksisterer. Det kommer oftest til udtryk i de mest banale hverdagsting, som de fleste ikke engang tænker over. Det er i det institutionelle, i samfundet og i hjemmet. Det har ikke alene påvirket vores idéer om historie, men i den grad også om, hvordan nationer verden over tænker om race, køn, seksualitet, klasse, ægteskaber og kultur.

Kulturarven fra koloniseringerne verden over fortsætter med at inficere synet på vores verden. Alt fra landegrænser, immigration, arbejdsforhold, handelsaftaler, international udviklingsbistand, uddannelse, diplomati, turisme, kunst og meget mere.

Som en, der er vokset op i Grønland, er jeg førstehåndsvidne til den indvirkning, som kolonialismen har på landet. Jeg har set venner og familie, der ikke mente deres liv var noget værd, fordi de følte sig forkerte i deres eget land. Og på trods af, at jeg selv har været privilegeret nok til at have en tryg barndom, har kolonihistorien altid lagt sig som en tung dyne over familien.

Min bedstefar, som var veluddannet maskinmester fra Danmark, måtte ikke tjene det samme som en dansker på grund af fødestedskriteriet. Som barn skulle min mor i en separat ”grønlandsk klasse” i folkeskolen, fordi man skulle separere danskere fra grønlændere. Mine nære familiemedlemmer skulle enten sendes til Danmark som børn for at blive assimileret eller tvangssteriliseret fra en alder af 13 år. Andre familiemedlemmer skulle tvangsflyttes fra deres hjem, fordi den danske stat ikke mente, deres by var profitabel nok længere.