Forfatteren Carsten Norton skildrer en klar kronologisk historie om, hvordan LTF blev skabt, hvordan organisationen blev drevet, hvilke konflikter der opstod, og hvordan politikere, politiet og andre kriminelle forsøger at håndtere dette monster, som Shebi fik skabt på kort tid.

Et monster, der til sidst bliver gjort forbudt og dermed skrevet ind i danmarkshistorien som den første af sin slags.

På visse tidspunkter sidder man tilbage som læser og tænker: "Er det her Chicago, der skildres?" Men hurtigt læser man sig frem til, at det hele handler om krig, brutalitet og rå vold direkte på åben gade i København og Århus.

Et stykke danmarkshistorie

På den måde ender vi tilbage ved den konklusion, at Carsten Norton med sin bog "Bandekrigerne fra Blågårds Plads" har tilføjet et kapitel til danmarkshistorien, som vi nok alle gerne ville ønske, ikke var danmarkshistorie.

Et kapitel, der fortæller om unge drenge med minoritetsetniske baggrunde, der – under ledelse af den karismatiske og brutale leder Shebi – vælger at udfordre den danske underverden, retsstaten og hele forståelsen af, hvad organiseret kriminalitet egentlig er i Danmark.

Tag ikke fejl – efter at have læst bogen, vil du se Blågårds Plads på en ny måde. 

Ali Aminali

Men er det så også godt det hele? Er det en bog, som virkelig sætter skub i en eller sætter refleksioner i gang i forhold til kriminalitet, forebyggelse, indvandring eller retsfølelser? Til det er svaret et klart nej, og jeg er også sikker på, at det ikke er det, forfatteren Carsten Norton går efter.

Det, forfatteren gør med sin bog, er at give læseren en letlæselig historietime i, hvordan en kriminel ung mand med store ambitioner og forkærlighed for latino-gadebander formåede at ryste alle.

Derfor kan jeg også koldt og kynisk konkludere, at bogen ikke gør så meget andet end det. Men det er heller ikke dårligt. Faktisk er det en af styrkerne i bogen. Selvom den ikke sætter de største refleksioner i gang, giver den stadig et indblik i en verden, der både fascinerer mange, men også skaber foragt.

Derfor kan man ikke andet end at rose forfatteren for den historiske gennemgang af en af Danmarks mest brutale bander og give ham fem stjerner.

Det kan godt være, at bogen er let, systematisk og på visse tidspunkter monoton. Men det er præcis sådan, en bog som denne skal være, så den ikke ender med at "hylde" dem, den handler om.

For tag ikke fejl – efter at have læst bogen, vil du se Blågårds Plads på en ny måde. En plads, der syder af mangfoldighed, skulpturer og kulturarv, men også som fødestedet til en brutal bande, som vi ikke har set det sidste af.