Dagens mantra: Stik mig en national handlingsplan

Vi må have en national handlingsplan! Det ønske er ved at brede sig som en steppebrand som svaret på alting, og sæt bare alle mulige temaer ind som årsag til, at vi må have flere af dem. Der må brede sig en vis træthed i embedsmandskredse over netop den sætning, der snart bruges som politisk aktivistråb til et hvilken som helst kompliceret problem.

Fra den aktuelle og dybt problematiske krise omkring ældresektorens bemanding, når der ikke er tid til at hjælpe de ælde ud af sengen om morgenen, til overblikket over PFAS-forureningen af vores drikkevand og manglen på kommende generationers med lyst til at gå ind i dansk frugtavl, hvis vi fortsat skal kunne købe danske æbler og pærer. Og vi skal selvfølgelig også have en national handlingsplan til at bekæmpe digital ulighed. For nu bare at nævne nogle af den seneste uges eksempler.

Og noget er der om snakken. Vores samfund er blevet så sammenhængende og komplekst, at det er svært at løse et problem et sted uden at skabe et nyt et andet sted. Intet lader sig rigtigt flytte på kort sigt, men alt kræver det berømte lange seje træk, selv om problemet er påtrængende og akut.

Afmagten i forhold til at dreje de store politiske tandhjul for at finde dybgående løsninger er mere og mere åbenlys. Og så kalder vi på den der nationale handlingsplan. Så bliver der nedsat et udvalg, der kommer med 32 punkter til handlinger, som ingen kan overskue, om de nogensinde bliver gennemført. Men så er den sag lukket ned, indtil problemet dukker op igen.

Et af de tilbagevendende og tiltagende strukturelle problemer er indretningen af vores uddannelsessystem og manglen på arbejdskraft i nogle sektorer og overproduktion af uddannede i andre områder, der måske ikke er så samfundskritiske at bemande. Vi har prøvet småjusteringer i årevis, men alle har selv i halvblinde kunnet se, hvad der er ved at ske.

At vi med fuldstændig usvigelig sikkerhed nu og i de kommende år frem til efter 2030 ser ind i mindre ungdomsårgange og derfor en akut mangel på arbejdskraft til at holde både velfærdssamfundet og Produktions-Danmark i gang.

I årevis var målsætningen, at Danmark skulle være den mest veluddannede nation fyldt med kloge hoveder, der ville kunne konkurrere med hele verden på innovation og nye ideer, og der blev åbnet for sluserne til landets gymnasier, så vi i den anden ende kunne få flere ind på universiteterne.

Så kom manglen på faglært arbejdskraft på dagsordenen, og nu kæmpes der om større respekt for erhvervsuddannelserne og sendes flere penge til velfærdsuddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske, for nu er det der, manglen på arbejdskraft udgør en desperat krise med udsigt til en forværring til orkanstyrke om nogle få år. Det værste er, at vi faktisk kunne forudse det.

En reform af det samlede uddannelsessystem skal lige fra folkeskolen og op igennem systemet sikre, at der bliver skabt bedre forbindelse mellem læring og praksis.

Lisbeth Knudsen

Så råber it-branchen, ingeniører og virksomhederne på medarbejdere med STEM-kompetencer (STEM er en samlet betegnelse for uddannelser indenfor naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik), og vi måler og vejer for hvert eneste studieoptag, hvordan det nu går med at skaffe tekniske og naturvidenskabelige kompetencer nok til de kommende år.

Produktions-Danmark går i stå uden et stort antal yderligere medarbejdere på dette område. Digitaliseringen og den grønne omstilling er dybt afhængig af kompetencerne her. Det samme gælder forskningen, som også råber på flere dygtige hænder og hoveder til at sikre Danmarks fremtid og nye innovative løsninger.

Sagen er, at ingen rigtigt har modet til at tage livtag med indretningen af vores samlede uddannelsessystem og lave den reform, der både hænger sammen i bunden – det vil sige fra folkeskolen – og op igennem systemet til erhvervsuddannelser, gymnasier, professionsuddannelser og universitetsuddannelser. Og vel at mærke en reform, der også kan prikke de unge i den rigtige retning af uddannelser med gode efterfølgende jobmuligheder.

Sagen er, at de to ministerier på området naturligt nok tænker i hver deres siloer og ansvarsområder, uddannelsesinstitutionerne styres efter silotankegang, og ingen kan rigtigt overskue, hvordan vi kan tænke i helheder og tilmed indbygge en større fleksibilitet i systemet. Hver gang der røres ved et lille hjørne, er der nogen, der råber højt og får opmærksomhed nok til at forpurre de helt store forandrende livtag.

DA har lige offentliggjort en analyse, der viser, at der i dag er langt flere børn af ufaglærte, der forlader folkeskolen uden at have tilegnet sig grundlæggende kompetencer i dansk og matematik end tidligere. Vi har altså et uddannelsessystem, som cementerer tilstedeværelsen af ulighed og social arv i stedet for at give nye muligheder.

Ved afgangseksamen i 2020 bestod næsten 14 procent af børn med ufaglærte forældre ikke dansk og/eller matematik. Det er næsten hvert syvende barn, og andelen er mere end seks gange så høj som for børn med akademiske forældre, hvor kun to procent i 2020 ikke bestod dansk og/eller matematik.

Når eleverne ikke består dansk og matematik, opfylder de ikke kravene til at blive optaget på en ungdomsuddannelse. De her tal er en skamplet på vores uddannelsessystem. Og problemet vokser jo videre ind i den problemstilling, at alt for mange unge slet ikke får hverken en ungdomsuddannelse eller et job, samtidig med at vi mangler dem på arbejdsmarkedet.

Hvad skal der til? En reform af det samlede uddannelsessystem skal lige fra folkeskolen og op igennem systemet sikre, at der bliver skabt bedre forbindelse mellem læring og praksis. At vi ikke efterlader så mange unge på perronen.

Vi må og skal have gjort noget ved både starten på vores uddannelsessystem og slutningen i form af den livslange læring.

Lisbeth Knudsen

Reformen skal sikre fleksibilitet til at stige af og på uddannelsesstigen flere gange undervejs i livet og mulighed for at veksle mellem job og uddannelse. Allerede de nuværende unge generationer kan se ind i et arbejdsliv med tre-fire egentlige karriereskift og måske seks- otte forskellige ansættelsesforløb. Det burde være et system, med incitamentstrukturer til langt mere tværgående fagprofessionelt samarbejde og tværgående forskning.

Der skal selvfølgelig en uddannelsesplanlægning til, der rækker flere år frem i tiden, og som sker på baggrund af efterspørgsel og udbudsprincipper. Ja, du læste rækkefølgen rigtigt. Først en kortlægning af behovet for efterspørgsel efter bestemte kompetencer i rullende 5-års sigt og dernæst en tilrettelægning af dimensioneringen af uddannelserne på baggrund af denne rullende kortlægning. En kortlægning der også skal afsløre nye kompetence behov.

Den nuværende uddannelsesdimensionering sker på basis af historiske tal og ikke baseret på et blik på fremtidens efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Til trods for at uddannelserne jo skal tænke fire-fem år frem, når de skal fintune det faglige indhold til de studerende, som skal ud i arbejdslivet efter endt studietid.

Utopi – ja måske. Det er nemt at få øje på snubletrådene, barriererne, organisationsstrukturerne, magtforholdene, styringsmodellerne, bevillingssystemet og dimensioneringsværktøjerne, som fastholder et solidt greb om det nuværende system. Men vi kan ikke bare lade stå til. Hverken i folkeskolen, på erhvervsuddannelserne, professionshøjskolerne eller universiteterne. Så rammer vi ikke skiven for fremtidens arbejdsmarked.

Hvordan skal vi nu så gribe en forandring an, som både sikrer en bedre sammenhæng mellem fremtidens udbud af job, fremtidens uddannelsesdimensionering og fremtidens efteruddannelsesindsats. Vi skal tænke i helheder.

Arbejdsmarkedet forandrer sig dramatisk i de kommende år. Hvordan indretter vi os, så vi hele tiden har de rette kompetencer? Et Nationalt Kompetenceråd efter vismandsmodellen kan hjælpe os til at få fat i den vigtige og i dag manglende brik til arbejdet med at indrette vores uddannelsesstrukturer mere sammenhængende og meningsfuldt. Ryger der noget selvstændighed og nogle magtbastioner undervejs? Ja. Men nødvendigt.

Hvordan foregår det? Det Nationale Kompetenceråd ledes af et formandskab på tre særligt udpegede personer med forskellige kompetencer lige som de økonomiske vismænd. Med henblik på at sikre størst mulig bredde og faglige input til Rådets rapporter etableres et repræsentantskab (lige som vismandsinstitutionen har det) med deltagelse af alle relevante interessenter.

Derudover skal Rådet arbejde med at inddrage andre med særlig ekspertviden hos de centrale aktører eller uden for – herunder udenlandske initiativer, som kan nyttiggøres i en dansk kontekst. Rådet vil desuden skabe stærk kontakt til lederne af de forskellige uddannelser herhjemme, som kan bidrage med relevant inspiration og viden. 

Meningen kunne være, at repræsentantskabet samles til to årlige heldagsmøder. Et hvor temaerne for årets analyser drøftes og besluttes. Og et hvor udkastet til den årlige rapport fra Rådet fremlægges og drøftes, inden den endelige udgave overleveres til politikerne og offentligheden. Målet er at analysere og forstå fremtidens arbejdsmarked og komme med anbefalinger til, hvordan vi indretter os bedst muligt for at komme udviklingen i møde.

Hvad skal Kompetencerådet så bidrage med?

• At kortlægge gennem årlige omfattende surveys til blandt andet både offentlige og private arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner, hvad der er de vigtigste udviklingstendenser og drivkræfter for fremtidens jobmarked i Danmark og hvordan disse tendenser spiller sammen? Hvad er behovet for kompetencer på udvalgte områder de næste fem år? Er der nye kompetencer, der skal tages højde for eller steder, hvor strukturerne måske kan forenkles, så uddannelsestilbuddene bliver mere overskuelige?
• At levere forslag til, hvad de nye (og gamle) kompetencebehov betyder både fagligt og i geografisk fordeling for indretningen af vores uddannelsessystem? Hvor er der behov for hvilke uddannelsestilbud, hensigtsmæssig længde af dem og afprøvning af nye uddannelsesstrukturer og formater.
• At levere forslag til, hvordan vi indretter vores uddannelsestilbud, så dimensioneringen på de enkelte uddannelser passer til den forventede efterspørgsel både på mellemlangt og langt sigt. Dimensioneringsmodellen bygger på de rullende årlige surveys, der viser fremtidens arbejdskraftbehov.
• At levere temarapporter med forslag til strukturelle og organisatoriske modeller for et mere sammenhængende uddannelsessystem. Kunne også være forslag til incitamentstrukturer til at få de unge til at søge derhen, hvor vi mangler arbejdskraft om tre eller fem år. Eller incitamentstrukturer til at få flere på opkvalificering og efteruddannelse.

Rådet hører ligesom de økonomiske vismænd under et ministerium og får sine bevillinger til arbejdet via finansloven. Det skal være udstyret med et kompetent sekretariat og være bemandet med folk med stor gennemslagskraft og mod til at tænke nyt.

Ambitiøst? Ja, men vi må prøve noget nyt. Vi må og skal have gjort noget ved både starten på vores uddannelsessystem og slutningen i form af den livslange læring.

Rådet i sig selv er jo bare leverandør af nogle værktøjer og analyser til politikerne at arbejde med men dets eksistens og status vil understrege, at uddannelsen af vores børn og unge, at udvikling af både efter- og videreuddannelse og forskningsindsatsen er noget, vi prioriterer højt og ikke begraver i forældede strukturer, men tør skabe nye rammer for.