Her er en fortælling:

Et spædbarn findes efterladt i en kurv på trappen til et børnehjem. Lagt der af en forælder, der af økonomiske eller kulturelle årsager har set sig nødsaget til at give barnet bort. Fordi en opvækst i et økonomisk trygt hjem med forældre, der mere end noget andet ønsker sig et barn, er den bedste løsning for alle. 

Forskellige varianter af den fortælling har de fleste – hvis ikke alle – adopterede børn i Danmark fået om deres ophav, siden international adoption i 1960’erne blev udbredt.

Den her slags transaktioner er med til at underbygge strukturelle uligheder og forværre relationerne mellem det globale syd og det globale nord. Uden at det er indsatser, der adresserer de grundlæggende årsager til fattigdom og ulighed

Adam Moe Fejerskov
Seniorforsker, DIIS

Men hvor den aktuelle debat i Danmark har handlet meget om administration af adoptioner og det vanskelige i at sikre, at adoptionerne er foregået frivilligt, har langt mindre opmærksomhed været på den implicitte præmis i prototypefortællingen: Nemlig at adoption er med til at løse strukturelle problemer i udviklingslande.

Problemer, som i høj grad stadig findes.

Men hvordan virker adoption så, set med nutidige, udviklingsfaglige briller i forhold til de problemer, som den gamle og stort set uændrede fortælling bygger på?

Spørger man Adam Moe Fejerskov, seniorforsker på DIIS med særlig ekspertise inden for blandt andet global ulighed, er fortællingen meget langt fra spørgsmålet om, “hvorvidt adoption gør noget godt i en større sammenhæng, eller om det i virkeligheden er med til at reproducere global ulighed mellem lande og mennesker.” 

Adam Moe Fejerskov beskriver international adoption som ‘en vanskelig størrelse’ netop på grund af den afstand.