Jeg savner lidt den tænkende Brinkmann og ikke bare ham, der vil have andre til at tænke

Svend Brinkmann er kendt for en række livsstilsbøger, hvor han velgørende ofte går imod strømmen og plæderer for et individuelt ståsted, der gør tilværelsen mere meningsfuld end blot det at følge med strømmen.

Bogen med titlen 'Stå fast' fra 2014 er et godt eksempel, og det er i hvert fald den af hans bøger (af dem jeg har læst), som jeg finder den hidtil mest vellykkede. Bare titlen er rigtig god og værd at tænke på i mange af livets situationer.

Karakteristisk for Brinkmann er, at han ikke bare, at han har mange gode pointer, og at han ved besked om lige det, han skriver om, men også at han ikke viger tilbage for at spille med sin viden om klassiske forfattere og filosoffer og en række ellers ikke helt let tilgængelige tænkere, som han får flettet ind i sin fremstilling.

På den måde får læseren ikke blot et budskab serveret, men i tilgift en god del filosofihistorie. Og at popularisere den på en acceptabel måde er en ikke så ringe bedrift i et land med læsere, der hverken i skolen eller i dagliglivet bliver forkælet med filosofisk viden.

Svagheden ved bogen er, at budskabet er så enkelt og indlysende, men at der ikke rigtig gives vejledning til, hvordan man nu skal få tænkningen gjort til en del af sin tilværelse, hvis den ikke er det

Ditlev Tamm
Professor emeritus

Brinkmanns nyeste bog har titlen 'Tænk' og budskabet her er det ret enkle, at det er en god idé indimellem at tænke lidt dybere over tingene for at få mere ud af tilværelsen. Det har han jo fuldstændig ret i, selvom for megen tænkning og grublen også kan vise sig som en hindring for at nyde livet.

Goethes tænksomme Faust konfronteres jo netop af Mefisto med det udsagn, at den, der spekulerer, kan sammenlignes med et dyr på en tør hede, der føres rundt af en ond ånd og ikke opdager de grønne marker omkring sig.

Handlingskraften og umiddelbarheden er ikke at foragte og al for megen tænkning kan – som historien viser – let føre på afveje. Men alligevel har Brinkmann jo ret i den forstand, at det er mere tilfredsstillende at kunne se, ane og fordybe sig i de mange dimensioner i tilværelsen, som åbner sig ved tankens kraft frem for bare at nyde.

Livet har en større mening end bare det umiddelbart at være, og det er glæden ved den erkendelse, som tænkningen giver. At væren og tænkning hører sammen.

For at nå frem til den enkle – men ofte oversete – sandhed, at et tænkende og reflekterende liv giver bedre mening, fører Brinkmann læseren igennem en række værker af ældre og nyere filosoffer, der netop har forbundet tænkning og tilværelse.

Brinkmann hører ikke til et bestemt filosofisk skole. Han kan jonglere med både engelske analytiske filosoffer, mere abstrakte tyske tænkere og de nyeste franske tænkere. En stor del af glæden ved den foreliggende bog er faktisk – mere end dens ret enkle budskab – at få et kvalificeret overblik over netop filosofiske overvejelser over forholdet mellem tænkning og eksistens.