Radikal revser "normstorm i et glas vand": Børnene har langt værre problemer

Sikke en normstorm i et glas vand, vi har oplevet denne sommer.

Jeg refererer naturligvis til debatten om organisationen Normstormerne, som har en kontrakt med Københavns Kommune om at lave dialogbaseret, normkritisk undervisning i de københavnske folkeskoler.

På den måde kan flere elever eksempelvis reflektere over, at ord som "betonlebbe" eller "bøsserøv" gør ondt på LGBT-mindretallet. Flere mener, at Normstormerne ikke har kommunikeret eksplicit nok om deres undervisning, og den holdning deler jeg.

Men det er totalt ude af proportioner, at Normstormerne er nævnt langt over 100 gange i mediedækningen i løbet af juli ifølge mediedatabasen Infomedia.

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti Finn Rudaizky har været én af de største og hyppigste kritikere. Af et svar fra børne- og ungdomsforvaltningen til Finn Rudaizky fremgår det imidlertid, at Normstormerne historisk blot har udført omkring 6,5 undervisningssessioner per måned. Undervisningssessionerne varer endda blot to gange 90 minutter. Med lidt held er Normstormerne altså ude med 180 minutters undervisning per københavnsk folkeskole per år.

Blevet en gladiatorarena for nationalkonservative
Normstormerne er primært i agurkesæsonen blevet en slags ufrivillig gladiatorarena for nationalkonservative værdikrigerne. Lærerne, som er med i undervisningen, betragtes af Niels Peder Ravn fra Nye Borgerlige blot som venstreorienterede, politiske aktører uden professionel distance.

Ingen har dokumenteret, at Normstormerne laver indoktrinerende, forskruet undervisning. Lærerne er endda godt tilfredse med dem. Men who cares. Værdidebatten kører om wokeness, identitetspolitik og "indoktrinering" – uden om lærerne.

Jeg har blandet mig med, hvad jeg opfatter som et nødvendigt modsvar. Ikke med stolthed, for jeg mener, at de 7,3 millioner kroner, vi giver over fire år til Normstormerne, ikke står mål med, hvor meget tid vi bruger på debatten. Børne- og ungdomsforvaltningen har på fire år til sammenligning med de 7,3 millioner kroner et budget på langt over 40.000 millioner kroner. 

Syv andre vigtige diskussioner er måske ikke woke. De er ikke stormfulde. Men det er til gengæld dem, der for alvor handler om Københavns børns fremtid

Emil Sloth Andersen (R)
Børne- og ungdomsordfører i Københavns Borgerrepræsentation

Det tragiske er, at de fleste vigtige diskussioner om realpolitik over sommeren – og længere tid endnu – i vidt omfang har undværet offentlighedens input. Så her kommer syv bud på de reelt vigtige diskussioner, der for alvor vedrører børnene i den københavnske folkeskole, fremadrettet. Lad os diskutere dem i den brede offentlighed, så alle for alvor får medindflydelse, hvor det batter. 

Problem et: Hver anden ung LGBT-person har haft selvmordstanker
Hvordan får vi bugt med intolerancen allermest effektivt? Skal vi satse på at efteruddanne lærerne bedre? Skal vi oprette et nyt og supplerende tilbud under åben skole-formatet, så vi når ud til flere elever?

Og bør vi indføre nye ensartede principper for offentlighed for fagene, så det ikke blot er en organisation med rødder i LGBT-miljøet – Normstormerne – der skal stå for skud?

Arbejdet for tolerancen for LGBT+-mindretallet er alfa og omega, for hver anden LGBT+-person i folkeskolen har haft selvmordstanker og udført selvskade.

Problem to: Hver fjerde elev mistrives i folkeskolen
Tal fra 2017 viser, at hver fjerde elev mistrives i folkeskolen. 34 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år har dårlig mental trivsel. Radikale Venstre ønsker at støtte PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) og give unge forebyggende coping-redskaber.

Vi skal give børn den mentale dannelse til at håndtere livets udfordringer – eksempelvis kropspresset, sociale medier eller begyndende lavt selvværd. Hvordan gør vi det mest effektivt? Det er en vigtig diskussion. 

Problem tre: Specialklasser mangler lærere med viden om diagnoser
For ikke lang tid tilbage besøgte jeg Kirkebjerg Skole i Vanløse, hvor man har specialklasserækker. Ofte kan man ikke rekruttere lærere med fagkompetencer inden for børn med diagnoser.

Fagviden gør ellers lærerne i stand til eksempelvis at se de rystende hænder på en elev, skabe ro og forebygge, før eksempelvis en voldshændelse – i elevens afmægt – skulle finde sted. Hvordan giver vi lærerne den viden? Det er en vigtig diskussion. 

Problem fire: Hver fjerde lærer er uden en uddannelse
En undersøgelse fra Cevea viser, at flere uddannede undervisere i skolen også betyder, at man løfter eleverne ud over det forventede. Men hver fjerde lærer i Københavns Kommune er uden en uddannelse. For nylig så vi, at optagene på læreruddannelsen tog et dramatisk dyk.

Til gengæld er der sult efter merituddannelserne – altså uddannelser for dem, der har anden erfaring forinden. Hvordan giver vi bedre vilkår for omskoling? Det er en vigtig diskussion.

Problem fem: Københavns Kommune for dårlig til efteruddannelse
Vilkårene for at tage efteruddannelse er dårligere i København ved siden af andre kommuner, hører jeg fra lærerne.

Det interessante er nu, at både problem et, to, tre og fire – altså LGBT-segmentets mistrivsel, dårlig mental sundhed, manglende viden om diagnoser og rekrutteringsudfordringer – kan imødekommes med gode vilkår for efteruddannelse. Lærerne skal kunne få den viden, som de mangler til at hjælpe børnene. Hvordan? Det er en vigtig diskussion.

Hvordan får vi udbredt sprogindsatserne tidligt? Det er en vigtig diskussion

Emil Sloth Andersen (R)
Børne- og ungdomsordfører i Københavns Borgerrepræsentation

Problem seks: Udsatte elev mangler solistlokaler
På UiU i Brønshøj går nogle af de børn i Københavns Kommune inden for specialkategorien, som har de allerstørste vanskeligheder.

Pladsmangel er en helt banal udfordring for mange specialspor med børn med diagnoser, som forværrer mistrivslen og fører til volds- og aggressionshændelser. Hvad skal vi potentielt spare på, så vi frigør anlægsmidler til bedre fysiske rammer for de mest udsatte børn? Det er en vigtig diskussion. 

Problem syv: Tosprogede børn halter stadig bagefter
Det syvende vigtige problem består i, at mange tosprogede børn halter bagefter i folkeskolen. De målrettede sprogindsatser løfter imidlertid børnene, siger forskningen.

Giver vi børn et sprog tidligt, lærer de at læse. Lærer de læsningen er porten åbnet til skolens andre fag. Så hvordan får vi udbredt sprogindsatserne tidligt? Det er en vigtig diskussion.

Det var syv væsentlige problemer for Københavns Kommunes børn. De berører tusinder og atter tusinder af mennesker, men har sammenlagt over sommeren ikke modtaget blot i nærheden af så meget opmærksomhed som Normstormerne, der med lidt held står for én undervisningsgang på hver skole per år – gennemsnitligt.

De syv andre vigtige diskussioner er måske ikke woke. De er ikke stormfulde. Men det er til gengæld dem, der for alvor handler om Københavns børns fremtid. Lad os tale om dem.