Af Thinne Nielsen-Tjørnfelt
Konstitueret sekretariatschef, Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO)

Regeringen og flertallet bag, har stærke forbehold over for private daginstitutioner og deres formodede adgang til at skabe private formuer via offentlige midler. 

Det er til stor undren for os, som har indsigt i området. Økonomien til at generere en stor privat formue er nemlig slet ikke til stede i sektoren. 

Det er til gengæld en stærk tro på frihed til fællesskaber og det civile engagement.

Men når politikerne udtaler sig, får man indtryk af en sektor fyldt med private aktører, der alene etablerer sig for at tilegne sig profit af de offentlige midler. Lad os genbesøge den forestilling fra en anden vinkel.

Daginstitutionsområdet er reguleret af national lovgivning, men udmøntes i kommunerne, hvor man i kraft af det kommunale selvstyre definerer serviceniveauet.

Når der faktisk kan føres tilsyn, regnskab og revision med både midler og normering, kan det være svært at få øje på nødvendigheden af at udelukke børnene i disse daginstitutioner fra adgang til bedre normeringer.

Thinne Nielsen-Tjørnfelt
Konstitueret sekretariatschef, Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO)

Hvor kommunerne ikke finder det rentabelt eller strategisk klogt at drive daginstitution, har borgerne i kraft af loven ret til selv at skabe rammen om et fællesskab, deres børn kan have adgang til. Det giver fordele for både kommunen og for borgerne.

Udfordringer med finansiering
For kommunerne er det en gevinst, at der faktisk er daginstitutioner til børnefamilierne i de områder. Samtidig er kommunen fritaget fra initiativ, risiko og ansvar for etablering, økonomi og drift. 

For borgerne, der savner et dagtilbud, er gevinsten åbenlys. Der er dog en udfordring, som går igen for de aktører, der ønsker at etablere en daginstitution, nemlig finansieringen. 

Der er flere måde at oprette en privat daginstitution, herunder selvejende eller privatejet. Den selvejende ejerform karakteriseres ved, at en gruppe initiativtagere, oftest forældre, der savner en daginstitution, samles og definerer en vedtægt, der skal sætte rammen for driften og det juridiske ejerskab. 

Det er historisk set en meget udbredt måde at drive daginstitution på. Med tiden har betingelserne for den ejerform imidlertid ændret sig markant. 

Omkostningerne ved at etablere en daginstitution er store. Man skal finde midler til bygninger, depositum og driftsgaranti, foruden indretning, inventar, redskaber materialer mm. 

I DLO møder vi ofte de forældregrupper, der ønsker at starte en daginstitution, og erfaringen taler sit tydelige sprog: Ingen pengeinstitutter vil låne penge til en samling af forældre med en god ide. 

Umuligt at dræne profit 
Derfor ender det oftest med, at en enkeltperson optager et etableringslån, hvor pengeinstituttet sikrer sig finansiel sikkerhedsstillelse med garanti i vedkommendes private værdier. Vedkommende kan altså holdes personligt til regnskab. 

Den private ejerform bliver altså valgt, fordi det er den, der er mulig - ikke nødvendigvis fordi den kunne give profit. 

Virksomhedsformen har givet anledning til svær modstand blandt nogle af partierne bag aftalen om minimumsnormeringer. En modstand, der bunder i forestillingen om, at den private investor bruger ejerformen til at dræne profit fra de offentlige midler, og således er vi her tilbage ved dette indlægs begyndelse. 

Lad os derfor slå fast, at det netop er en forestilling. For selv hvis det skulle være den private ejers intentioner, tillader omstændighederne simpelthen ikke, at det sker i en virkelig verden.

Det er sådan ved lov, at grundbeløbet, som følger barnet efter devisen om forældrenes frie valg, altid er udgjort af et gennemsnit af den udgift, det ville koste kommunen selv at stille en dagstilbudsplads til rådighed. 

Hverken mere eller mindre. Hvis grundbeløbet således øges ved hjælp af midler til bedre normeringer, vil kravet om at levere samme minimumsnormering, tilsvarende bestå.