Enhedslisten: En udbygning af minimumsnormeringerne topper to-do listen i en ny valgperiode

Da det i det fælles forståelsespapir, der blev indgået forud for regeringsdannelsen i 2019, blev aftalt at indføre lovbundne minimumsnormeringer i daginstitutionerne, var der tale om en betydelig politisk landvinding.

Kravet havde været rejst af personalets og forældrenes organisationer gennem en lang årrække, og de store forældredemonstrationer forud for valget løftede med deres spørgsmål "Hvor er der en voksen?" minimumsnormeringerne helt op på den politiske dagsorden.

Det skulle være slut med en hverdag i daginstitutionerne, hvor pædagogiske medarbejdere igen og igen skulle opleve at være alene på stuen med rigtig mange børn.

Oplevelsen af en pædagogisk hverdag, der ikke hænger ordentligt sammen, behøver man ikke undre sig over, hvis man ser på, hvordan normeringerne havde udviklet sig, siden kommunerne overtog ansvaret for daginstitutionsområdet for mere end 40 år siden.

En omfattende analyse af udviklingen, foretaget af Bureau 2000 i sommeren 2019, viste en konstant nedadgående kurve i antallet af personaletimer per barn både i vuggestuer og børnehaver i en periode fra først i 80'erne til 2018.

Det var den udvikling, det lykkedes at få brudt med aftalen om minimumsnormeringer, men det betyder på ingen måde, at vi er ved at være i mål.  Aftalen vil først være fuldt implementeret i 2024, og selv når det sker, vil der fortsat være behov for store forbedringer af normeringerne.

Derfor vil en udbygning af normeringsforbedringerne være en helt central prioritet for Enhedslisten i den næste valgperiode.

Normeringerne skal måles i børnehøjde

Enhedslisten stillede ved forhandlingerne om minimumsnormeringer krav om, at disse skulle fastlægges på institutionsniveau. Hvad nytter et godt kommunalt gennemsnit børn og ansatte i den vuggestue, der ikke kan dække åbningstiden ordentligt ind med personale?

Det kunne der desværre ikke skabes enighed om mellem partierne, ligesom vi heller ikke kunne enes om, at der ved beregning af minimumsnormeringerne alene skulle medregnes det pædagogiske personale, der faktisk indgår i det daglige pædagogiske arbejde med børnene.

Hvad nytter et godt kommunalt gennemsnit børn og ansatte i den vuggestue, der ikke kan dække åbningstiden ordentligt ind med personale? 

Jakob Sølvhøj (EL)
Børneordfører

Det er vigtigt for os, at vi får indført minimumsnormeringerne på institutionsniveau. Det vil vi presse hårdt på for, når vi som aftalt skal drøfte det spørgsmål mellem aftalepartierne. Vi vil samtidig arbejde for en ændring af opgørelsesmetoden, så minimumsnormeringerne kommer til at afspejle det faktiske forhold mellem børn og voksne i institutionernes hverdag.

Vi skal have minimumsnormeringer i børnehøjde, og det skal selvfølgelig ikke være sådan, at den sygemeldte pædagogiske medarbejder og lederen på kontoret tælles med, når normeringerne gøres op.

SFO skal inkluderes

Et lovfastsat loft over antallet af børn pr voksen skal efter Enhedslistens opfattelse også indføres for de større børn. Skolefritidsordninger og fritidshjem skal også omfattes af minimumsnormeringer.

En pædagogisk hverdag med 20-30 børn per voksen er under al kritik, og erfaringerne fra daginstitutionsområdet har klart vist, at det bliver svært at rette op på uden en ændret lovgivning.

Enhedslisten ønsker et loft på ni børn per voksen i fritidsordningerne. Det må ligesom på daginstitutionsområdet indføres over en årrække, og et af de første skridt skal være etablering af en brugbar normeringsstatistik, så vi får et samlet overblik over problemets omfang og et redskab til fastlægge et normeringsloft.

Enhedslisten ønsker et loft på ni børn per voksen i fritidsordningerne

Jakob Sølvhøj (EL)
Børneordfører

Det er i den forbindelse helt centralt at få opgjort, hvor mange af de budgetterede personaletimer, der faktisk anvendes i SFO'erne.

BUPL har ved flere lejligheder påvist, at der er kommuner, der udhuler fritidsordningernes normering ved at flytte personaletimer over i undervisningen. Det er ikke acceptabelt. Personaletimer, der i de politisk fastlagte budgetter er placeret i SFO'erne, skal naturligvis ikke administrativt kunne flyttes over til andre opgaver i skolen.

Regningen for en massiv opnormering af fritidsordningerne må ikke kunne tørres af på forældrene. I modsætning til dagtilbuddene sætter lovgivningen ikke grænser for forældrebetalingen.

Hvor børnehaveforældrene højst må betale 25 procent, betaler SFO forældrene mellem 80 og 100 procent af de samlede omkostninger i hver femte af landets kommuner. Indførelsen af et lovfastsat loft over forældrebetalingen må derfor gå hånd i hånd med en udrulning af minimumsnormeringerne til også at omfatte skolebørnene.

Aftalen om minimumsnormeringer var et historisk brud med årtiers laden stå til på daginstitutionsområdet, men vi er langt fra i mål. Vi skal videre.