Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Ingen af de utilfredse SVM-vælgere vil lege med Lidegaard. Og det er tankevækkende

Mens midterregeringen styrtbløder, står Danmarks traditionelle midterparti bomstille i meningsmålingerne. Så i stedet for kække ordspil på de sociale medier om behovet for en radikal plan B, skulle Martin Lidegaard måske hellere få lavet en plan A, der handler om politik, skriver Simon Emil Ammitzbøll.

Det er tankevækkende, at utilfredse vælgere i de tre kriseramte regeringspartier slet ikke ser til De Radikales side, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Det er tankevækkende, at utilfredse vælgere i de tre kriseramte regeringspartier slet ikke ser til De Radikales side, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Der er brug for en plan B."

Sådan lyder sloganet fra De Radikale i reklamer på de sociale medier for tiden.

Et kækt ordspil med partiets listebogstav. Problemet er bare, at ingen ud over partiets egne medlemmer, politiske nørder og medborgere født før Anden Verdenskrig fanger denne lille detalje.

Hvad værre er, så kommer man uvægerligt til at overveje, hvad der skete med plan A?

Det første, der falder mig ind, er deltagelse i en regering hen over midten. Det var det, partiet gik til valg på i 2022. Det var det, de næsten havde forhandlet på plads, da modet svigtede Martin Lidegaard, eller måske var det den radikale folketingsgruppe, der svigtede ham. Det står lidt tåget hen.

Under alle omstændigheder gik det galt med denne plan A, som ellers var målsætningen for det langtrukne mistillidsvotum hen over sommer og efteråret 2022.

Selvom vælgerne i al almindelighed lystigt har skiftet parti siden valget, så er der ikke rigtigt nogen, der har skiftet til De Radikale.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Måske handler plan B om, at medlemmerne af partiet vendte tommelfingeren ned for at gøre den tidligere klima- og udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen til spidskandidat til sommerens Europa-Parlamentsvalg.

Det radikale bagland pegede i stedet på den tidligere RU-formand Sigrid Friis, der også er kendt som medinitiativtager til #EnAfOs-kampagen, der genstartede MeToo-diskussionen i Danmark.

Måske tog hun partiets nye slogan lige langt nok i en annonce med overskriften ”Gennemsnitsalderen i Europa-Parlamentet er 53 år” med tilføjelsen: ”Der er brug for en plan B”.

Det er i hvert fald et modigt slogan, når man har en spydspids, Martin Lidegaard, der med sine 57 år er den næstældste partileder på Christiansborg, kun overgået af lederen af det andet, nyere og større midterparti, Moderaterne, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Altså ham, der kunne opfylde plan A om deltagelse i en regering hen over midten.

Læs også

Sigrid Friis og De Radikale burde fortælle om deres politik i stedet for om kandidatens alder. Der er ingen, der stemmer på hende, fordi hun er ung, men der er måske nok nogen, der vil stemme på hende, fordi hun er flittig, dygtig og fuld af gode idéer.

Jeg husker selv tydeligt, hvordan en – i øvrigt radikal – folketingskandidat ikke talte om andet end sin ungdom, da jeg som gymnasieelev blev udsat for et politikerpanel under valgkampen i 1994. Han vandt ingen stemmer, men tabte en del til den dengang 77-årige forhenværende partiformand for det hedengangne midterparti Centrum-Demokraterne, der skrabede stemmer ind blandt de fremmødte teenagere.

Tilbage på Christiansborg sidder Lidegaard med meningsmålinger, der er kørt fast. Selv om vælgerne i al almindelighed lystigt har skiftet parti siden valget, så er der ikke rigtigt nogen, der har skiftet til De Radikale. Partiet er ganske enkelt ikke attraktivt i øjeblikket.

Sigrid Friis og De Radikale burde fortælle om deres politik i stedet for om kandidatens alder. Der er ingen, der stemmer på hende, fordi hun er ung.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Det er tankevækkende, at utilfredse vælgere i de tre kriseramte regeringspartier slet ikke ser til De Radikales side. De må også skal vække bekymring hos Lidegaard.

Det siges, at De Radikale varmer sig ved tanken om, at meget først afgøres i selve valgkampen. Og det er også rigtigt, som man kunne se af den store valgundersøgelse af folketingsvalget i 2022, der udkom tidligere på året. Men for det første er det alt andet lige bedre at flyve ind under fremgang, og for det andet er der jo ingen garanti for, at man får fat på de løse vælgere.

Lidegaard har ellers på mange måder et godt udgangspunkt. Efter udenrigsministertiden har han haft gode stemmetal, hvilket ellers ikke lå i kortene, da han i første runde på Christiansborg slæbte sig rundt med sjældent få personlige stemmer.

Han er veltalende og god til at finde på politiske løsninger. Forslag mangler man aldrig med ham på holdet.

Op til partiets landsmøde i september udgav han bogen 'Generationskontrakten'; måske skule det udfoldes lidt mere? Hvordan sikrer vi indtjening, uddannelse og et godt klima i fremtiden. Og hvad med retsstaten og minoriteterne? De har altid kunnet stole på De Radikale.

Der er en motorvej så bred at spille på for partiet. Midtervælgerne har fortjent bedre end SVM, der alligevel ikke ser ud til at bruge deres flertal på de store forandringer. Så drop plan B. Og se så at få lavet en plan A, Martin Lidegaard.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00