Hvorfor vil Socialdemokratiet ikke også kæmpe for Arnes ret til kultur?

Mange har helt opgivet Socialdemokratiet, når det kommer til kulturpolitik. Efter tre år virker regeringspartiet unægtelig noget halvhjertet, fodslæbende og nedslidt, når det kommer til kulturen.

Men det er værd at erindre, at det faktisk var Socialdemokratiet, der oprettede Kulturministeriet i 1961. Og at Niels Matthiasen i 1970’erne som kulturminister gennemførte betydelige udvidelser og reformer af den offentlige kulturstøtte og bragte den i øjenhøjde med ungdomsoprøret.

I folkemunde blev han simpelthen kendt som 'Kultur-Niels'. Også Jytte Hilden formåede i 1990’erne at bringe politisk og folkeligt fokus på kulturen. Den Sorte Diamant og kunstmuseet Arken i Ishøj er blandt de blivende tiltag fra hendes periode som kulturminister.

Det kan være, man skal skele lidt bagud, når man overvejer, hvordan Socialdemokratiet kan komme tilbage på sporet og måske igen sætte den kulturpolitiske dagsorden. Sommetider må man gå to skridt tilbage for at komme et frem.

’Kultur til alle’ lød overskriften på en invitation til en socialdemokratisk konference 29. marts 2019, altså kun et par måneder før valget i juni 2019. "Op imod en tredjedel af befolkningen deltager slet ikke eller kun i meget begrænset omfang i samfundets kultur- og fritidstilbud", lød det dengang.

Det fremgik af undersøgelsen, at kulturoplevelser var med til at gøre Danmark til et godt sted at bo, og at det netop var kulturen, der bandt os sammen som nation.

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

"Socialdemokratiet accepterer ikke denne urimelige ulighed, der særligt rammer de socialt og økonomisk dårligst stillede", fortsatte indbydelsen. "Vi vil ikke leve med, at den negative sociale arv påvirker muligheden for kulturoplevelser", understregede formanden for Socialdemokratiets kulturudvalg, Leif Max Hansen, og kulturordfører Mogens Jensen, der begge underskrev indbydelsen.

Både partimedlemmer og kulturliv mødte talrigt op til konferencen, der blev afholdt i 3F's lokaler i København. Her redegjorde Danmarks Statistik for deres Kulturvaneundersøgelse, der i efteråret 2018 kunne afsløre, at 26 procent af danskerne slet ikke benyttede sig af klassiske kulturtilbud som besøg på biblioteker, biografer, museer, teatre eller koncerter.

Tænketanken Mandag Morgen fremlagde en undersøgelse, hvis konklusion var, at mere end halvdelen af danskerne mente, at det offentlige skulle finansiere en stor del af kunst- og kulturlivet.

Det fremgik også af undersøgelsen, at kulturoplevelser var med til at gøre Danmark til et godt sted at bo, og at det netop var kulturen, der bandt os sammen som nation. Derfor var – og er - det naturligvis et problem, hvis hver tredje er sat udenfor det nationale fællesskab.

En evaluering af Kulturby 2017 i Aarhus, som forskningsleder Louise Ejgod Hansen fremlagde, viste, at især opsøgende begivenheder rakte ud til dem, der ikke var tilbøjelige til at opsøge kultur.

Ejgod Hansen understregede, at opførelse af opera i en almen boligblok ikke skulle måles på, om publikum efterfølgende købte koncertbilletter til Koncerthuset. Mere interessant var det, om folk i boligblokken havde haft en positiv oplevelse.

"Besøg på det lokale egnsteater er ikke et middel til at få folk til efterfølgende at besøge Det Kongelige Teater. At tegne og male behøves ikke nødvendigvis føre til flere besøg på kunstmuseer", betonede Louise Ejgod Hansen.

Fra Kulturby 2017 tog hun nogle erfaringer med til den socialdemokratiske konference. Nemlig at:

• Gratis events tiltrækker flere unge og flere med kort uddannelse.
• Begivenhederne skal kommunikeres ud i en klar, tilgængelig og overskuelig form.
• Publikum er primært lokalt, så det er helt afgørende med regional spredning af tilbuddene.
• Ændring af folks kulturvaner tager tid.

Som bevis på den sidste pointe nævnte Louise Ejgod Hansen, at "de lavfrekvente kulturbrugere udgjorde omkring 10 procent af publikummerne, mens de udgør 30 procent af den regionale befolkning". Ved Kulturbyåret var der som helhed en overrepræsentation af højtuddannede kvinder over 55 år.

Thomas Bloch Ravn mente derfor, at danske kulturinstitutioner bør 'undgå alt, som lugter af kulturelle og sociale skranker'.

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

I et indlæg gjorde direktøren for Den Gamle By i Aarhus, Thomas Bloch Ravn, op med forestillingen om, at gratis adgang er vejen frem til kultur for alle.

Bloch Ravn tog udgangspunkt i et citat fra en norsk kollega: "Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne - alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum".

Thomas Bloch Ravn mente derfor, at danske kulturinstitutioner bør "undgå alt, som lugter af kulturelle og sociale skranker". Han pointerede dernæst, at "langt den største barriere er, at mange mennesker ikke føler, at museerne er noget for dem."

Undersøgelserne er utvetydige: Der er primært tale om kulturelle skranker, ikke om økonomiske". Museumsdirektøren henviste til en række undersøgelser, der alle viste, at gratis adgang ikke førte til, at flere forskellige mennesker mødte frem, men at de samme, som hele tiden var kommet, bare besøgte museerne oftere.

De danske kulturinstitutioner må gøre op med de usynlige, lukkede døre.

Niels Frid-Nielsen
Journalist og kulturkommentator

"Gratis adgang giver ikke mere mangfoldighed, ikke mere diversitet, men flere gæster fra samme gruppe", understregede Bloch Ravn og henviste til de kvindelige gymnasielærere over 50, der udgør stampublikummet i dansk kulturliv.

For at nå bredere ud havde Den Gamle By derfor sat relevans på dagsordenen. Thomas Bloch Ravn nævnte nogle eksempler på relevans, der stadig er ganske inspirerende:

• I telefonkiosken kan man ringe med en telefon, der har ledning, ligesom dengang mor og far var børn.
• I en lejlighed fra 1974 kan man opleve, hvordan seks tyrkiske fremmedarbejdere blev stuvet sammen på 48 kvadratmeter.
• I museumsrestauranten serveres tarteletter, stjerneskud og frikadeller, som dengang bedstemor var ung.

På den måde har Den Gamle By gjort brugerrelevans til ledetråd i sin formidling og kommunikation med publikum. Det har fået besøgstallene til at eksplodere, selvom billetpriserne også er vokset.

Men brugerrelevans er ikke nok. Attitude er nok så vigtig. "Vi må være velkommende og inviterende", sagde Bloch Ravn, da han skitserede vejen til en bredere rekruttering af besøgende til museerne.

De danske kulturinstitutioner må gøre op med de usynlige, lukkede døre, forsøge at se tingene fra gæsten, borgeren og kundens side, hvis man vil ud til flere.

I dag kan vi se, at kulturkonferencen i 2019 pegede frem mod den kamp mod ulighed, som kom til at præge Mette Frederiksens regering med Arnereform og det hele. Bare ikke på kulturens område.

Her har regeringen stået stille, og det er kun blevet til et forsigtigt medieforlig med et kulturbidrag fra de grådige techgiganter.

Dagsordenen fra 2019 peger frem mod den kulturelle virkelighed her på den anden side af pandemien. Det er en mere kompleks virkelighed, end dengang Kulturministeriet blev til, og målet var at bringe kulturen ud til folket.

I dag er det ikke økonomien, der forhindrer familien fra Brøndby i at gå i Det Kongelige Teater. Det er de lukkede døre, der får familien til at føle sig forkert på de bonede gulve og får de unge, gamle og udsatte til at blive hjemme. Men det er ikke for sent at række hånden frem, åbne dørene og byde indenfor til store oplevelser.

Det er måske vejen frem for et Socialdemokrati, der snart sagt har glemt kulturen.