Til landsmøde med Radikale Venstre: "Jeg har hørt en sige, at der findes pest, kolera eller Jakob Ellemann"

Det virker jo egentlig lidt mystisk.

Hvis der var valg i dag, ville Radikale Venstre miste fem mandater. Hvis der var valg i dag, kunne blå blok mønstre et flertal uden om partiet. Hvis der var valg i dag, behøvede ingen at lytte til partiets ultimative krav om at droppe et asylcenter i Rwanda.  

Partiet, der altid var indenfor, er i dag udenfor. Man vil gerne ind, men med de betingelser, man stiller, smækker man døren i hovedet på sig selv. 

Alligevel er der opbakning til partilinjen i det radikale bagland, da partiet mødes til det årlige landsmøde på Hotel Nyborg Strand, der symbolsk nok ligger midt i Danmark. 

Men hvorfor er der egentlig det i et parti, som historisk har set sig selv om et magtparti, der vil have indflydelse og kan samarbejde over midten?

I et parti, hvor den politiske leder, da hun overtog posten, afgav et løfte om at anlægge en mere kompromissøgende linje end sin forgænger?

Og i et parti som altså risikerer at stå på den forkerte side af døren oven på det valg, som Radikale Venstre vil tvinge statsminister Mette Frederiksen (S) til at udskrive senest på Folketingets åbning 4. oktober.

Det er ikke os, der vælter regeringen. Det er en egenrådig regering, der vælter sig selv.

Abbas Razvi
Folketingskandidat

“Det er ikke os, der vælter regeringen. Det er en egenrådig regering, der vælter sig selv,” lyder det fra Abbas Razvi, som Altinget møder i en pause med spørgsmålet om, hvorfor Radikale egentlig har væltet regeringen. 

Han er folketingskandidat i Københavns Omegn og tidligere suppleant i Folketinget – og så har han været medlem af Radikale Venstre i 25 år.  

“Vi har været meget tålmodige med regeringen, og vi har sagt igen og igen, at der skal sidde flere rundt om det bord, hvor beslutningerne bliver taget. Men det har fru Mette ignoreret den ene gang efter den anden. Og nu er nok nok,” siger han.

Som et ekko af den radikale forklaring, siden beslutningen blev truffet, opsummerer Lukas Lunøe, der er tidligere landsformand i Radikal Ungdom og folketingskandidat på Sjælland:

“Efter tre år med en ekstremt lukket regering, der politiserer embedsværket, lukker folk ude af beslutningsprocesserne og opfører sig ekstremt magtfuldkommen, så virkede Mette Frederiksen kun pikeret over, at Minkkommissionen valgte at give hende kritik. Derfor valgte vi at vælte regeringen.” 

Er det værd at gå fra 16 til 11 mandater? 

I Altingets seneste snit af målinger fra slutningen af august står Radikale Venstre til at få 11 mandater i Folketinget. Det er fem færre end de 16, som partiet fik ved folketingsvalget i 2019. Og ser man på styrkeforholdet mellem de to blokke, er et overbevisende forspring til rød blok nu vendt til et truende valgnederlag, hvor Radikale risikerer at ende helt uden for indflydelse.

Derfor er det påfaldende, at det slet ikke er noget, der fylder i Sofie Carsten Nielsens tale til de fremmødte lørdag formiddag. 

Hun lancerer nye klimakrav, taler om generationskrise, trivselskrise og velfærdskrise, og hun gentager klassiske radikale budskaber om, at der er brug for at gøre op med blokpolitik, at politik er gået i stykker, og at det er tid til at tænke nyt, ikke mindst.  

Men måske endnu mere påfaldende: Der er heller ingen bemærkninger fra talerstolen eller de radikale medlemmer, som Altinget møder, der tyder på, at baglandet vakler.  

Der er lidt mere end 500 delegerede samlet i, hvad der mest af alt ligner en lille håndboldhal: Lyse, lakerede parketgulve, røde murstensvægge og brede dobbeltdøre i metal. ’Tænk nyt’, står der på de magentafarvede bannere og valgplakater, der hænger rundtom på væggene. Men parolerne, der møder Altinget, minder mest af alt om noget, vi har hørt fra Radikale før: Ultimative krav, nej til symbolpolitik og en analyse af, at politik er gået i stykker.

Idealist eller realist? 

Uanset om man køber ind på, at partiet tænker nyt eller ej, er det et faktum, at der inden længe skal ske noget nyt. For om bare et par uger tyder alt på, at vi skal til valg. Men hvad mener de radikale egentlig om, at man presser regeringen til at udskrive det på et tidspunkt, hvor meningsmålingerne er nedslående læsning?  

Spørger man eksempelvis hovedbestyrelsesmedlem Clara Halvorsen, er det en nødvendighed. For “da vi væltede regeringen, der stod vi i en situation, hvor der blev nødt til at blive draget en politisk konsekvens. Den er vi nødt til at tage, også selvom vi får en anden regering”, forklarer hun. 

72-årige Niels Christian kalder det på klingende jysk – trods sit to år gamle medlemskab af partiets lokale forening i Roskilde – “ærgerligt”, at opbakningen blandt vælgerne er faldende. 

"Men når der bare er lukket for al indflydelse for Radikale som støtteparti, ville jeg også miste tålmodigheden. Det er jo utåleligt.” 

Det var i hvert fald ikke værd at fortsætte med den regering, der er nu.

Maria Sloth
Formand for Radikal Ungdom

Er det prisen værd at udløse et valg, hvis I ender med at miste en tredjedel af jeres mandater, lyder Altingets spørgsmål til Radikal Ungdoms formand, Maria Georgi Sloth:  

“Jeg tror ikke, der var noget alternativ. Det hjælper heller ikke noget at sidde med en masse mandater, hvis ikke der er mulighed for at få lavet langsigtet politik. Hvad er de så værd? Det er sådan, spillet er i politik. Men vi håber jo virkelig meget, vi ikke bliver sat uden for indflydelse,” svarer hun. 

Men det har været det værd?  

“Ja. Eller det var i hvert fald ikke værd at fortsætte med den regering, der er nu.” 

Det er Abbas Razvi enig i. 

“Det handler vel om, om man er idealist eller realist. Men jeg vil sige klart ’ja’. For det drejer sig om demokratiske principper. Hvis vi giver køb på dem, så er vi uden værdier.”  

”Det er regeringen, der er ekstreme. Ikke os” 

Mens Radikale med sin Rwanda-linje umiddelbart gør det svært at se partiet i regering med Socialdemokratiet, Konservative eller Venstre, er det samtidig et af de emner, der høster flest – og størst – bifald i Nyborg. 

“Det er regeringen, der er ekstreme. Ikke os,” siger Zenia Stampe, mens publikum overdynger hende med klapsalver. 

“Vi er pragmatiske idealister. Det er I allesammen. Det er derfor, I er her.” 

Sagen får sågar et medlem, der er på landsmøde for 20. gang, til at indtage talerstolen for første gang:  

“Nu vil jeg gerne sige mange tak for den klare melding om Rwanda. Hvis der er noget, der ville kunne få mig til at gå, så ville det være Socialdemokratiets løsning i Rwanda,” lyder det.

Vi er pragmatiske idealister. Det er I allesammen. Det er derfor, I er her.

Zenia Stampe
Folketingsmedlem

Samme toner lyder fra Radikal Ungdoms formand:  

“Når det kommer til sådan noget som Rwanda, er der også godt at kende sine grænser. Vi taler om en diktaturstat, hvor ubevæbnede flygtninge er blevet skudt, fordi de demonstrerede mod fødevaremangel. Jeg synes, det er et godt sted at sætte den røde streg,” istemmer Maria Georgi Sloth. 

Eller som Sofie Carsten Nielsen selv udtrykker det foran den skrigende magentafarve på væggen bag talerstolen: 

“Jeg er overbevist om, at Radikale Venstre aldrig kommer til at støtte en regering, der vil gå enegang og føre planerne om et dansk asylcenter i Rwanda ud i live”, siger den politiske leder.

I den skriftlige version af talen, som Altinget får udleveret, står ordet “aldrig” endda med versaler: ALDRIG. 

”Det får alle til at kravle længere op i træet” 

Da Sofie Carsten Nielsen blev partileder oven på Morten Østergaards exit for to år siden, der næsten fik partiet til at splintre indefra, bebudede hun ellers, at Radikale nu skulle have “en mere kompromissøgende stil”.   

“Jeg synes, eftertanken er til, at vi lige skruer lidt ned for truslerne og op for samarbejdsiveren,” lød det dengang fra Sofie Carsten Nielsen i et interview i Politiken.  

Hun tog dermed afstand fra de talrige mere eller mindre ultimative krav, der blev fremsat af hendes forgænger på posten, som blandt andet svømmede fra øen Lindholm for at demonstrere partiets ultimative krav og afstandtagen til Løkke-regeringens symbolpolitik på udlændingeområdet. 

Men nu er der allerede fremsat to: For ud over en aflysning af en dansk asyllejr i Afrika kræver partiet samtidig, at Mette Frederiksens S-regering afløses af en flerpartiregering. 

Selvom de fleste, Altinget møder, bakker op om den genopstandne linje, findes der da også stemmer i Nyborg, som er mindre begejstrede for de seneste ugers udvikling.  

Lukas Lunøe er blandt dem. 

Det er ærgerligt, at vi begynder at fremsætte ultimative krav. Det håbede jeg, vi var på vej væk fra.

Lucas Lunøe
Folketingskandidat

“Det er ærgerligt, at vi begynder at fremsætte ultimative krav. Det håbede jeg, vi var på vej væk fra. Det får alle til at kravle længere op i træet. Situationen bliver mere anspændt. Det skaber en dårligere forhandlingssituation, og hele debatten kommer til at handle om det,” uddyber Lukas Lunøe, som til det forestående valg stiller op i Sjællands Storkreds. 

Men da Altinget efterfølgende fanger Zenia Stampe for at spørge, hvorfor kravet om Rwanda er så vigtigt, at det gøres til et ultimativt krav, står hun helt fast.  

”Jeg ved godt, at der er nogen, der siger: ’Nu parkerer de deres mandater i afmagt’. Jeg synes faktisk, det er at bruge sine mandater aktivt. Og ja, det kommer jo med en risiko for, at der er nogen, der danner en regering uden om os, men jeg har svært ved at se, hvem Socialdemokratiet skulle indgå et samarbejde med, hvis det ikke er os.” 

“Problemet er ikke vores politikere. Problemet er, når magten tager over” 

Da det bliver frokosttid, bevæger Altinget sig mod buffeten, der både rummer en vegansk chili sin carne og flæskesteg.  

“Læg mærke til, at der ikke er oksekød på menuen. Det er første gang,” bemærker en af landsmødedeltagerne i køen, der gik efter stegen, som imidlertid var udsolgt.  

Men det er da også oplagt, at den CO2-tunge ko er væk fra menuen på et radikalt landsmøde, konstaterer Altinget. 

“Arh, ja, nok er jeg radikal. Men jeg er jo også fra Jylland.” 

Efter frokosten – undertegnede valgte fisk og den veganske chili – får vi Niels Christians bud på, hvad han synes om Sofie Carsten Nielsens ultimative krav. 

“Den har hun nok skåret lidt mere skarp, end almenbefolkningen har,” siger den pensionerede læge. 

Men frygter han ikke, at partiet mister indflydelse? 

“Vi er jo et lille parti, så at vi alligevel kan få indflydelse, synes jeg, er stort. Hvis man får 14 mandater, skal man jo huske, at der også er andre, der har 14 mandater. Man skal ikke føle sig som konger, for man står på skuldrene af andre partier. Det skal vi huske. Og det synes jeg også, andre partier burde huske på.” 

Martin Lidegaard formulerer det lidt anderledes: 

“De fleste lytter til den første sætning vi siger, altså at vi ikke kan se os selv i den model, som regeringen forfølger lige nu. Det er sjældent, man kommer til den anden linje, nemlig at vi sådan set gerne finde en anden model.” 

“Så vi håber og tror på, at vi sagtens kan finde en anden løsning sammen med de andre partier”, siger han. 

Og hvem er det så, de radikale vil samarbejde med, når hverken Socialdemokratiet, Konservative eller Venstre afviser et asylcenter i Rwanda? Det kommer an på, hvem man spørger.

Spørger man de vælgere, som overvejer at sætte kryds ud for liste B ved det kommende folketingsvalg, hvem de ser som mulige regeringspartier, er der sket en markant ændring: Mens et markant flertal pegede på Socialdemokratiet i 2019, er det kun 30 procent ifølge en ny måling for Epinion. Samtidig kan langt flere vælgere se muligheder hos både Venstre og især Konservative end for godt tre år siden.

Samme fornemmelse får man på landsmødet. 

Set med den radikale næstformand Martin Lidegaards øjne, er der et bredt udvalg: 

“Som udgangspunkt de partier, der deltog i et nationalt kompromis, og dem, der har deltaget i de store, grønne aftaler." 

Søren Pape Poulsen, Jakob Ellemann-Jensen eller Mette Frederiksen?  

“Åh, jeg må jo konstatere, at Mette lige nu er den eneste, som har rakt hånden ud, men jeg håber sådan, at Søren og Jakob også vil være villige til at samarbejde med os,” svarer Martin Lidegaard. 

Jeg håber sådan, at Søren og Jakob også vil være villige til at samarbejde med os.

Martin Lidegaard
Politisk næstformand

Hos en anden radikal folketingsprofil, Samira Nawa, lyder svaret socialdemokraternes formand: 

“Nu har vi jo samarbejdet med S i denne valgperiode – og i øvrigt de seneste 30 år – og så er det jo hende, der har sagt, at hun gerne vil samarbejde med os, så min pil peger i den retning." 

På landsmødet virker det i det hele taget, som om Radikale er klar over, at Socialdemokratiet traditionelt – og måske især nu – er partiets bedste chance for at komme til magten. Og omvendt. 

Det er svært at forestille sig, at S kan opnå efter flertal uden magenta mandater, og det er mindst lige så svært at forestille sig, at Radikale kan komme i regering uden socialdemokraternes hjælp.  

Men det virker også, som om de radikale ved, at de har brug for et troværdigt alternativ til SR-konstellationen. Ellers kan truslen mod Socialdemokratiet og Mette Frederiksen let komme til at virke tom. 

Det er da også det altoverskyggende budskab i landsformand Mikkel Irminger Sarbos tale, hvor han slår tonen an på landsmødet. 

“Det er gode folk. Mange af de blå har jeg også kæmpet side om side med. Vi tog mod øst og kæmpede for demokrati i Ukraine og Belarus. Det er gode folk,” gentager han. 

Og slår så essensen af det radikale argument fast:   

“Problemet er ikke vores politikere. Problemet er, når magten tager over.” 

Pest, kolera eller Jakob Ellemann 

Thomas Rohden, som er folketingskandidat i Københavns Storkreds og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden, mener heller ikke, der er noget i vejen for at kigge mod de blå. Det foretrækker han faktisk. 

“Partier, der har forskellige holdninger, kan jo alligevel ende med at arbejde sammen,” siger han.  

Hvem vil du helst i regering med?  

“Jeg har hørt en sige, at der findes pest, kolera eller Jakob Ellemann. Det tror jeg egentlig, jeg abonnerer på,” siger han.  

Betyder det, at du helst vil i regering med Jakob Ellemann?  

“Det betyder, at hvis man ser på ham som person, så er han den af de tre statsministerkandidater, der er tættest på Radikale.” 

Så du vil helst i regering med Jakob Ellemann?  

"Hvis man ser på ham som person, så er han den statsministerkandidat, der politisk er tættest på Radikale,” gentager han.