Lær af Albertslund Kommune: Sådan gøder du et sundt og trygt naboskab

Her er et paradoks: I Albertslund Kommune har man med succes nedbragt kriminaliteten, men de nedadgående grafer og tabeller lod sig ikke afspejle i borgernes følelse af at være trygge i deres egen gade eller den lokale park. På trods af den nedbragte kriminalitet krydsede helt almindelige borgere stadig vejen eller kiggede ned i jorden, når de mødte en person eller en flok, der på en eller anden måde trickede en følelse af utryghed. 

I kommunen kunne man aflæse kløften mellem den faktiske lave kriminalitet på den ene side og en voksende utryghed på den anden. Det vakte undren, fortæller Kasper Fisker, der er stabschef i Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) i Albertslund Kommune. 

“Som politiker eller embedsværk er det ikke altid den objektive kriminalitet, man bliver målt på. Tryghed handler om følelser, og der kommer vi til kort med vores normale styringsredskaber. For vi kan ikke med vores regneark og kommunale handleplaner implementere tryghed. Den oplevelse skal hjælpes på vej nedefra gennem opbyggende borgerprocesser.” 

Borgermøde: Hvad gør dig tryg?

I Albertslund blev løsningen, at man indkaldte borgerne til en dialog om, hvad der står i vejen for, at de i deres hverdag føler tryghed. Alle fik en åben invitation: Imamen, folkekirkepræsten, de unge på gadehjørnet, det store tavne flertal og facebookkrigerne, der har en tendens til at se skygger alle vegne. Borgmesteren bød velkommen og kommunens medarbejdere fik strenge ordre på at slå ørerne ud, hjælpe samtalen på vej og vigtigst at alt: at holde sig i skindet i forhold til egne gode ideer. 

“Det er en borgerstyret proces og det betyder, at borgerne skal være med til at formulere problemer og løsninger. Det handlede i første omgang at finde et rum, hvor alle parter kunne fortælle ærligt om, hvornår og i hvilke situationer, de føler sig utrygge,” forklarer Kasper Fisker. 

Efter første stormøde sad forvaltningen tilbage med en uredigeret brainstorm. På det næste stormøde handlede det om at identificere nogle klumper, der kunne grupperes. Hænger tryghed i parken sammen med mængden af affald, nye bænke uden graffiti og bedre belysning i skumringstiden? Hvad kan vi gøre for at dæmpe trafikken og oplevelsen af vanvidskørsel? Hvordan kan vi fremme samtalen mellem naboer, der frygter hinanden? 

Utryghed og kriminalitet går hånd i hånd 

En række arbejdsgrupper bestående af borgerne selv blev sat i gang for at finde løsninger på de problemer, der kom frem. Kommunen fungerede i starten som facilitator og sidenhen som en slags god fe, der kan sørge for forplejning, når en arbejdsgruppe eksempelvis mødes for at samle skrald, eller til andre helt lavpraktiske gøremål: 

“Arbejdsgrupperne fungerer stadig, men nu uden os som støttehjul. De kan bede om hjælp til at flytte en bænk, sætte trafikdæmpende blomsterkummer op eller finansiere pizzaer. Det er vigtigt, at vi leverer hurtigt. De skal se, at vi tager dem alvorligt og ikke kun støtter dem med ord, men også med handlinger.” 

For Kasper Fisker og Albertslund Kommune giver det rigtig god mening at bruge kræfter på at øge følelsen af tryghed. For utryghed og øget kriminalitet går nemlig hånd i hånd. Hvis fru Olsen sidder frygtsom i sin lejlighed, fordi hun ikke tør indtage gårdmiljøer eller parken, så vil andre “særlige typer” overtage fællesarealerne og det kan skabe grobund for ny kriminalitet. Det er et mønster, der skal bremses, for ikke at blive en selvforstærkende effekt. Derfor, argumenterer Kasper Fisker, er der rigtig god grund til at styrke fru Olsen i hendes mod på at være i parken og måske endda at hilse på dem, der tidligere gjorde hendes utryg. 

“Når vi begynder at sige hej til hinanden, så anerkender vi hinanden, og så har vi en ny ramme. Det er sådan, vi mennesker fungerer. Vi vil gerne sortere folk efter, om de er vores ven eller fjende. Det første hej kan være indgangen til, at man begynder at hjælpe hinanden og se hinanden som en ressource. Det er rørende, når det sker,” siger Kasper Fisker. 

Kriminalitetsbekæmpelse er og bliver statens ansvar 

At aktivere den del af civilsamfundet, der handler om et stærkt og trygt naboskab, er blot en af de strenge, en kriminalpræventiv indsats kan spille på. I Albertslund gør man også god brug af forældrenetværk og de lokale idrætsforeninger, hvor “problembørn” kan dyrke fodbold eller boksning og på den måde styre uden om risikoadfærd. 

Kasper Fisker byder alt det, civilsamfundet kan, velkommen. Men han er også stærk fortaler for, at det er og bliver statens ansvar at begrænse kriminalitet og tilbyde personer på kanten et alternativ til det kriminelle liv. Civilsamfundet er i den henseende et “forlængede led”. 

“Jeg er ikke fortaler for at bruge civilsamfundet til alt muligt, og jeg vil også gerne advare mod at lade civilsamfundet overtage kriminalitetsforebyggelsen,” siger han og uddyber: “Vi er rigtig glade for vores lokale fodboldhold, men det er også vigtigt, at det, der sættes i værk, foregår sammenhængende og som led i en større plan. Derfor er der brug for klare roller og at nogen i sidste ende påtager sig ansvaret. I det offentlige har vi jura og kontrolmekanismer, der beskytter borgerne. Så reguleret er civilsamfundet ikke, og derfor mener jeg, at civilsamfundet skal ses som en forlængende led i kriminalitetsbekæmpelsen.” 

Vil du gerne vide mere om projektet i Albertslund, og civilsamfundets potentiale i kriminalitetsforebyggelse i det hele taget, kan du læse mere her.