Debat

Danske Bank: Ensomme ulve får det svært som iværksættere - og det skal vi lære de unge

Hvis vi vil være verdens bedste iværksætterland, er det afgørende at give dem et retvisende billede af, hvad det kræver at stable en virksomhed på benene. Det er regeringens kommende iværksætterstrategi en kærkommen mulighed for at sætte fokus på, skriver Danske Banks børne- og ungechef Anne Juel Jørgensen.

Men jeg ved, at det er nødvendigt at ændre unges indstilling til samarbejde. For hvis vi skal nå regeringens mål om at blive verdens bedste iværksætterland, har vi brug for en stærk generation, der har lyst til at kaste sig ud i iværksætteriet, skriver Anne Juel Jørgensen. Arkivfoto.
Men jeg ved, at det er nødvendigt at ændre unges indstilling til samarbejde. For hvis vi skal nå regeringens mål om at blive verdens bedste iværksætterland, har vi brug for en stærk generation, der har lyst til at kaste sig ud i iværksætteriet, skriver Anne Juel Jørgensen. Arkivfoto.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Anne Juel Jørgensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Luk lige øjnene et øjeblik og tænk på, hvordan en iværksætter, der har klaret sig godt, ser ud.   

Jeg tør godt gå planken ud og gætte på, at dine tanker har kredset om en Jesper Buch-type fra Løvens Hule. En person, som er kendt for stærkt lederskab og en rigtig god idé.

Det er en forestilling, som går igen hos unge mellem 15 og 20 år.

De vurderer lederskabsevner og idéudvikling som de vigtigste kompetencer for at klare sig som iværksætter, viser en ny undersøgelse foretaget for Danske Bank og Fonden for Entreprenørskab.

Hvis unge går ud i verden med en misforstået idé om, hvad det kræver at lykkes, kan iværksætterdrømmene ende som mareridt.

Anne Juel Jørgensen
Børne- og ungechef, Danske Bank

Spørger man derimod en række anerkendte iværksættere og investorer, er samarbejde, robusthed og afprøvningsevner de vigtigste kompetencer. Men alle de tre kompetencer skraber bunden i de unges rangering.

Der skal en hel flok ulve til at lykkes 

Om ovenstående skyldes, at eksempelvis samarbejdsevner ikke umiddelbart er en kompetence, der fremhæves i Løvens Hule, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at det er nødvendigt at ændre. Hvis vi skal nå regeringens mål om at blive verdens bedste iværksætterland, har vi brug for en stærk generation, der har lyst til at kaste sig ud i iværksætteriet.

Og hvis unge går ud i verden med en misforstået idé om, hvad det kræver at lykkes, øges risikoen for, at iværksætterdrømmene ender som mareridt.

Så når SVM-regeringen snart nedkommer med sin længeventede iværksætterstrategi, er mit håb, at den vil male et mere virkelighedsnært portræt af iværksætteren.

Ja, der skal være en god idé at bygge virksomheden på, og ja, det kræver godt lederskab at drive forretning. Men det kræver i særdeleshed, at man er god til at arbejde sammen med andre og kan rejse sig igen og igen, når tingene ikke lykkes.

Læs også

En god iværksætter er ikke en ensom ulv, men skal kunne indgå i ulveflokken for at nå hele vejen.

Som jeg ser det, kan vi give vores yngre generationer de kompetencer på to måder: Vi kan undervise dem, og vi kan hjælpe dem ud i situationer, hvor de naturligt lærer dem.

Unge føler, de mangler kompetencerne 

Fonden for Entreprenørskab arrangerer allerede iværksætterforløb på tværs af uddannelsessystemet, hvor eleverne lærer at tænke innovativt og kreativt i fællesskab.

Man kan også slå to fluer med et smæk og kombinere det med en bredere undervisning i økonomi.

Ifølge undersøgelsen oplever de unge ikke at mestre de finansielle kompetencer, som iværksætteri i deres øjne kræver. Og tidligere undersøgelser har vist, at elever i 4. til 9. klasse efterspørger mere undervisning i privatøkonomi.

Det synes jeg, vi skal lytte til.

Elever i 4. til 9. klasse efterspørger mere undervisning i privatøkonomi. Det synes jeg, vi skal lytte til.

Anne Juel Jørgensen
Børne- og ungechef, Danske Bank

Ved at styrke elevernes finansielle forståelse og undervise dem i eksempelvis indtægter og udgifter, budgetplanlægning og grundlæggende godt købmandskab, øger vi deres forudsætninger for at lykkes som iværksættere, og giver dem samtidig grundlag for at komme godt ind i voksenlivet.

Fritidsjob kan skabe de næste iværksættere

Vi bør også tale mulighederne for at tage et fritidsjob op. Unges entré på arbejdsmarkedet har allerede fyldt i den offentlige debat den seneste tid, men i min optik bør vi tale endnu mere om det.

Jeg ser en positiv sammenhæng mellem det at have et fritidsjob og chancen for at lykkes som iværksætter. Det skyldes, at robusthed og afprøvningsevner fremhæves som to af de vigtigste kompetencer.

Når man får sit første fritidsjob, er man sjældent verdensmester i arbejdet. Men i udviklingen af evnerne til at løse jobbet som kassemedarbejder, tjener eller avisbud ligger en vigtig læring: Når noget ikke går som håbet, er der kun tilbage at prøve igen.

Selvom det for mange kan føles som en stor udfordring, er det afgørende for både de unge og for os som samfund, at de mærker sejren i at lykkes.

Innovation er født af at overkomme uoverkommelige udfordringer. Når unge lærer at rejse sig igen ved at arbejde på tværs af forskelligheder, udgør det grobunden for fremtidig innovation.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00