Højteknologifonden får sine penge tilbage

FINANSLOV: Regeringen foreslår - helt efter planen - at øge Højteknologifondens uddelinger fra 280 mio. kr. i 2009 til 520 mio. kr. i 2010.
Uffe Laursen
Efter et par år med 240 millioner kroner i den store kummefryser, tør regeringen nu pengene op til investering i højteknologiske forskningsprojekter.

I sit finanslovsforslag for 2010 har regeringen udbetalt de to gange 120 mio. kr., der blev indefrosset i 2008 og 2009 for at undgå en økonomisk overophedning af samfundsøkonomien.

De ialt 240 mio. kr. er sluset ind i fondens budget for 2010, så der i alt er 520 mio. kr. at spendere på nye projekter til næste år.

Stor efterspørgsel
"Det er vi selvfølgelig vældigt tilfredse med," siger Carsten Ohrt Gaarn-Larsen, direktør i Højteknologifonden, der er glad for, at regeringen har valgt at overholde køreplanen for fonden.

"Der er stor efterspørgsel på det, vi har med at gøre, og vi har masser af projekter, der venter på pengene," siger han.

0:000:00