Lektor og professor: Vi kender allerede omfanget af forskningstyveri i Danmark

Det er længe siden, at der har været så stort fokus på forskningspraksis i Danmark. At der skrives kronikker og laves kampagner for at forbedre forholdene for forskningen – og for forskerne ikke mindst – er prisværdigt og vidner om, at forskningen og forskerne på mange måder er kommet tættere på samfundet.

Der er dog, efter vores mening, brug for, at debatten om problemerne – og de løsninger som forhåbentlig følger i kølvandet på denne debat – skærpes og nuanceres, for at undgå spild af ressourcer og for at optimere chancerne for faktisk at ændre forskningssystemet til det bedre.

I dette indlæg vil vi argumentere for, at vi er nødt til at adskille diskussionen om ”forskningstyveri” og tvivlsom forskningspraksis fra universitetslovens hensigtsmæssighed og behovet for revision – ikke mindst for at begge diskussioner eller problemer kan finde deres egne løsninger.

#PleaseDontStealMyWork

Lad os først vende os mod den første diskussion, som for alvor kom frem i lyset efter bevægelsen #PleaseDontStealMyWork offentliggjorde omkring 120 vidnesbyrd fra unge forskere om forskellige typer af uansvarlig forskningspraksis, rangerende fra tyveri af originale idéer til tvivlsomme forfatterskabspraksisser.

Samlet betegnes disse som ”forskningstyveri”. Der er ingen tvivl om, at initiativet er prisværdigt og både personerne bag kampagnen og de unge forskere, som har indsendt deres historier, fortjener ros for at sætte fokus på de – til tider meget alvorlige og uhensigtsmæssige – praksisser, som eksisterer i et hierarkisk og kompetitivt system, som det videnskabelige.

Som følge af denne bevægelse, og efter et møde med bevægelsen ”Sæt forskningen fri”, har uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen varslet, at omfanget af forskningstyveri i Danmark skal kortlægges.

Igen et prisværdigt tiltag, men vi vil dog gerne stilfærdigt minde om, at en sådan kortlægning faktisk allerede er foretaget – endda finansieret af ministeriets egne penge, som en del af en pulje af forskningsmidler øremærket til at undersøge forskningsintegritet og ansvarlig forskningspraksis i Danmark.

I denne undersøgelse skelnes der mellem forskellige typer af uansvarlige eller tvivlsomme praksisser, hvor forskningstyveri ligger tættest op ad, det vi normalt kalder plagiering – altså, at man tager noget, som andre har skabt, det være sig en tekst, en idé eller andet, og fremstiller det som ens eget.

På linje med internationale undersøgelser

Så hvor udbredt er plagiering så i Danmark? Omkring ti procent af respondenterne i en spørgeskemaundersøgelse blandt alle forskere (ph.d.-studerende undtaget) på de danske universiteter i 2018 indrømmede, at de fornyligt havde plagieret en kollegas upublicerede idé.

I en tilsvarende undersøgelse blandt forskere på udenlandske universiteter var resultatet 11 procent. Der findes dog mange former for plagiering, og det er ikke altid lige let at afgøre, hvornår noget kan siges at være plagiering, og slet ikke hvis der er tale om upublicerede idéer.

Meget tyder på, at uredelighed og tvivlsom forskningspraksis skal modvirkes lokalt

Lise Degn og Jesper Wiborg Schneider
Hhv. lektor og professor, Århus BSS

Umiddelbart er de danske tal ikke overraskende og ligger nogenlunde på linje med internationale undersøgelser. Men i #PleaseDontStealMyWork vidnesbyrdene ser vi også eksempler på andre praksisser, som måske ikke nødvendigvis er forskningstyveri, men som nærmere falder under det, man i litteraturen og dansk lovgivning kalder tvivlsom forskningspraksis.

Forskningspraksisser illustreres ofte som et kontinuum med ansvarlig forskningspraksis i den ene ende og uredelighed i den anden ende. Inde mellem disse to modpoler finder vi forskellige ”shades of grey” eller tvivlsomme praksisser.

Tvivlsom skal i denne forstand forstås bogstaveligt, da praksisser opfattes forskelligt i forskellige grene af videnskaben. Nogle praksisser kan ses som problematiske i en given situation af nogen, men måske ikke af andre. Andre praksisser kan opfattes som skadelige uanset situationen.

Tvivlsomme praksisser kan for eksempel være vildledende og selektiv rapportering af resultater, data manipulering, manglende gennemsigtighed i forhold til mulige interessekonflikter, spin, unfair fagfællebedømmelser, tvivlsom citeringspraksis, og ikke mindst forfatterskabstvister.

Udbredelsen af nogle af disse praksisser er også kortlagt i Danmark, eksempelvis gæsteforfatterskaber, som nævnes flere gange i #PleaseDontStealMyWork. Omkring 49 procent af respondenterne i spørgeskemaundersøgelsen blandt forskere på de danske universiteter indrømmede, at de fornyligt havde inkluderet forfattere, som ikke havde bidraget tilstrækkeligt til at fortjene et forfatterskab.

Det tilsvarende resultat for forskere ved udenlandske universiteter var 45 procent. Og gennemsnittet i andre internationale kortlægninger er 48 procent.

Revision af kodeks for integritet i forskning

En vigtig pointe i forhold til forskningspraksisser synes at være, at ganske få forskere er involveret i decideret uredelighed. Lidt flere indrømmer forhold vedrørende plagiering. Mens næsten alle har været involveret i tvivlsomme praksisser.

I undersøgelsen skulle respondenterne forholde sig til ni praksisser ud af en pulje på 25, hvor 88 procent indrømmede nylig involvering med én praksis, hvor halvdelen havde brugt tre ud af de ni praksisser.