Iwgia: En sag om samer og norske vindmøller kan ruste os til fremtidens grønne konflikter

I Norge har samerne og staten endelig nået en aftale efter en langvarig konflikt om vindmøller. Vejen har været bumpet, men erfaringerne kan danne grobund for fremtidens grønne infrastrukturprojekter. Både i nord og syd, skriver Helle Løvstø Severinsen.

<div>Aftalen mellem samerne og den norske stat har været undervejs i årevis og ført til flere demonstrationer, blandt andet med støtte fra klimaaktivist Greta Thunberg.<br></div> — Aftalen mellem samerne og den norske stat har været undervejs i årevis og ført til flere demonstrationer, blandt andet med støtte fra klimaaktivist Greta Thunberg.
Foto: Cornelius Poppe/AP/Ritzau Scanpix

Helle Løvstø Severinsen

Policy- og engagementsmedarbejder, IWGIA

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nogle gange er der interessante sammenfald mellem problematikker i udviklingslande og nogle helt tæt på hjemme. Det er tilfældet i denne sag fra Norge, som på mange punkter ligner en sag fra Kenya. Det giver anledning til læring.

I perioden 2016-2018 år blev 151 Vestas-vindmøller opsat på områderne Roan og Storheia på Fosen-halvøen i det vestlige Norge af norske Statkraft og Fosen Vind. Vindmøllerne og infrastrukturen til projektet blev placeret således, at de umuliggjorde for samernes rensdyr at bevæge sig hen til deres vintergræsningsområder.

Samerne anlagde en retssag mod staten, som blev afgjort 11. oktober 2021. Højesteretsdommen var skelsættende. Vindmøllerne blev dømt ulovligt opsat, dommen var klar i teksten om, at vindmøllerne truede samernes ret til kultur. Norges love er tydelige omkring det. Det var en vigtig sejr, men den norske stats efterfølgende 877 dages nøl virkede uendelig.

Det allervigtigste er dog løsningen, som kom for ganske nylig. Den er yderst interessant og værd at notere sig for at få succes med fremtidens grønne infrastrukturprojekter.

Lande, der ikke har havet lige ved hånden, må finde plads til vindmøllerne på land. Og så opstår problemerne. Særligt når projekterne går hen over hovedet på folk.
Helle Løvstø Severinsen
Policy- og engagementsmedarbejder, Iwgia

Kampen om vindmøllerne

Vind er en vinder. Vores klode har desperat brug for løsninger på vores stadigt stigende forbrug, og hvor grønningen af vores energisystemer ikke giver et formindsket forbrug, så gør det dog forbruget mindre co2-udledende. Men hvor skal vindmøllerne stå?

Det har skabt forsinkede projekter og endda retssager rundt omkring i verden, hvor oprindelige folk er begyndt at bruge retssalen som sidste udvej i deres forsøg på at få en stemme i beslutningerne om brugen af deres jord.

Det bliver en bremse for de grønne projekter, som det har været svært at se en vej udenom, så længe virksomheder og stater ignorerer oprindelige folks ret til at være medbestemmere. Men med den seneste udvikling i Norge er der sket et skred. Vejen har været bumpet – men erfaringerne kan forhåbentlig bruges til at overholde oprindelige folks rettigheder ved at inkludere dem, og dermed lette processerne fremover. I både nord og syd.

Herhjemme kender vi godt følelsen af ikke at have lyst til at have en vindmølle i baghaven – vindmøller kræver plads.

Så vi er blevet glade for havvindmøller, men ikke alle lande har havet lige ved hånden og må finde plads på land. Og så opstår problemerne. Særligt når projekterne gennemføres hen over hovedet på folk.

Læs også

Forskere: Ny Afrika-strategi kan ikke kun handle om grøn energi – Danmark må samarbejde om olie og gas

Dialog med oprindelige folk

Oprindelige folk står med unikke kollektive rettigheder over den jord, de bebor, men det betyder ikke nødvendigvis, at rettighederne bliver overholdt.

"Vi ser igen og igen, at oprindelige folk ikke respekteres. I nord og i syd. Hverken af deres regeringer eller af de virksomheder, som finder på at lave investeringer på oprindelige folks jord. At ikke engang en sejr i retten kan ændre praksis, er svært at se som andet end diskrimination", siger Iwgia’s viceforperson, Rune Fjellheim.

Sagen i Norge kunne have været endnu en i rækken, som viste, at mangel på inddragelse af oprindelige folk i processerne forud for et grønt infrastrukturprojekt ville betyde fastlåsning af situationen og mangel på løsninger. Men det gik anderledes.

Oprindelige folk står med unikke kollektive rettigheder over den jord, de bebor, men det betyder ikke nødvendigvis, at rettighederne bliver overholdt.
Helle Løvstø Severinsen
Policy- og engagementsmedarbejder, Iwgia

Først er det værd for både investorer, virksomheder og stater at spidse ører for at forstå, hvad der går galt igen og igen. Hvordan kan et land som Norge løbe ind i en situation, hvor de først gennemfører et gigantisk vindmølleprojekt, dernæst bliver slæbt i retten af samerne for selvsamme projekt, og til sidst taber sagen i Højesteret?

"Norge, som har været kendt for at holde menneskerettigheder højt, bør gå foran med at sætte høje standarder til sig selv. I stedet viser Norge det internationale samfund, hvordan en stat kan overskride oprindelige folks rettigheder, selv efter at have tabt i Højesteret" sagde Eirik Larsen, leder af Samerådets menneskerettighedsafdeling i forbindelse med de allersidste og endelige forhandlinger om en løsning for samerne to et halvt år efter dommen.

Derfor kommer vi nu til det rigtigt spændende: Hvad var løsningerne, og hvordan nåede vi derhen?

Den endelige aftale

Løsningerne er bestemt værd at bære med videre til kommende projekter.

Det kan kun anbefales at springe direkte til løsningerne og undgå den langstrakte stilstandsperiode og efterfølgende demonstrationer, ny retssag på den baggrund, nu for demonstranternes vedkommende efter okkupation af Olie- og energidepartementet, besøg fra Greta Thunberg, audiens hos den norske konge, en offentlig undskyldning fra den norske stat til samerne og i det hele taget en masse kritisk medieomtale.

Løsningen som til slut blev fundet, faldt i fire dele:

Aftale om alternative vintergræsningsområder af samme kvalitet som de tabte.
Aftale om økonomisk kompensation på syv millioner norske kroner årligt med tilbagevirkende kraft fra 2018 og frem til 2043, hvor perioden for møllerne udløber.
Herefter skal samernes stemme tages i betragtning, når der skal besluttes om vindmøllerne fortsat skal være i drift eller tages ned.
Udover den fastsatte kompensation vil samernes rensdyrdrift få del i udbyttet fra elproduktionen, nemlig 0,1 øre per kilowatt-time. Det svarer til omkring to millioner norske kroner årligt.

Elementerne i denne løsningsmodel bør ligge klar i værktøjskassen, når virksomheder og stater forhandler med oprindelige folk om opsætning af grønne infrastrukturprojekter på deres jord.

Politik har aldrig været vigtigere