Debat

V-kandidat: Radikalt krav om at droppe en gasledning til Lolland er virkelighedsfjernt

Det koster noget at etablere gasledningen til Lolland og Falster. Men det koster mere for tilliden til politiske aftaler og den grønne omstilling at lade være, skriver Iben Krog.

Alle godkendelser er på plads, entreprenørerne er fundet, og gravearbejdet er i gang. I tirsdags kunne jeg så læse, at Radikale Venstre stiller det som et krav til regeringen, at gasledningen skal stoppes, skriver Iben Krog.
Alle godkendelser er på plads, entreprenørerne er fundet, og gravearbejdet er i gang. I tirsdags kunne jeg så læse, at Radikale Venstre stiller det som et krav til regeringen, at gasledningen skal stoppes, skriver Iben Krog.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Iben Krog
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På Lolland og Falster producerer vi syv gange mere strøm, end hvad vi selv kan bruge. Det var ud fra vores kyst, at vi opsatte verdens første havvindmøllepark. Vi bidrager til at gøre Danmark og verden grønnere takket være villige borgere, modige politikere og fremsynede lodsejere.

Jeg er født og opvokset på Lolland. Jeg kender vores mentalitet. Vi vil selv og kan selv. Her er intet blær. Bare flid. Måske er det netop fordi, vi tidligere ikke har råbt op og fremhævet egen eksistens, at vi er gået glip af store infrastruktur satsninger. Vi har ingen motorvej til og fra Nakskov, der er Lollands største by.

Der er kun 130 kilometer fra København til Nykøbing Falster. Alligevel er togtiden den samme som til Fredericia, der ligger 216 kilometer fra København. Jeg kunne blive ved, men på Lolland og Falster klager vi ikke. Vi klarer os.

Gas er en nødvendighed

Ret skal være ret. Vi blev endelig set, da Tyskland og Danmark i 2008 underskrev en statstraktat om at lave Femern-forbindelsen, der er danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Det kan mærkes for vores område, at vi nu bliver porten til Tyskland.

Gasledningen kommer ikke til at øge vores afhængighed af russisk gas

Iben Krog
Folketingskandidat, Venstre

Vi har en stærk vision om, at Lolland og Falster aldrig må blive et område, som du bare kører over. Vi vil være et sted, hvor man stopper bilen. Hvor man bor. Og hvor vi producerer grønne fødevarer og energiløsninger til verden.

Sidstnævnte er vi i fuld gang med, men vindmøller og solceller udgør ikke vores energisystem alene. Det sidste år har med al tydelighed gjort det klart, at vi har brug for gas for at kunne producere og leve med en stabil varmekilde. Vi har brug for et alternativ indtil, at vi formår at lagre den grønne strøm.

Gas er en nødvendighed, og den gas skal selvfølgelig ikke komme fra Rusland. Danmarks gasforbrug skal komme fra vores eget Thyra felt og biogas, hvilket godt kan lade sig gøre, hvis vi udvider biogasproduktionen som planlagt.

Derfor gav det kun mening, da et flertal i folketinget sidste forsommer besluttede at udvide det nationale gasnet, så vi på Lolland og Falster også bliver indbefattet. Det giver os mulighed for at levere en stabil varmekilde, der er grønnere end kul og olie, og gasrørledningen har været kickstarten til vores grønne eventyr 2.0.

Grøn overskudsstrøm

Siden det blev besluttet at etablere en gasledning til Lolland og Falster, er der planlagt grønne, private investeringer for over seks milliarder kroner. Alle de investeringer giver over 420 arbejdspladser på Lolland og Falster. Mennesker der vil bruge deres liv på at bidrage til den grønne omstilling.

Vi får blandt andet en række biogasanlæg, der kommer til at eksportere grøn gas til resten af Danmark via den kommende gasledning. Et power-to-x anlæg, der kan udnytte vores store mængde grøn strøm fra vindmøller. Et hvederaffinaderi, der kan lave bæredygtig plastic ud af hvedekerner fra den rige landbrugsjord på Lolland-Falster.

Læs også

Alle disse investeringer er alene kommet fordi, at vi på Lolland og Falster fremover både har overskud af vedvarende energi og et gasnet. Uden gasnettet ville biogasselskaberne ikke have opstået. Og uden den grønne overskudsstrøm ville Power-to-x anlæggene ikke have etableret sig.

De nye, grønne teknologier indgår i en symbiose med hinanden for at skabe et nyt energi-system. Et dansk ”vindmølle”-eventyr 2.0.

Radikales krav

Alligevel kunne jeg i sidste uge læse, at Radikale Venstre i deres klimatiltag til valgkampen ligefrem går til valg på, at gasrørledningen til Lolland og Falster skal droppes.

Gasrørledningen er som bekendt besluttet, alle godkendelser er på plads, entreprenørerne er fundet, og gravearbejdet er i gang. I tirsdags kunne jeg herudover læse, at Radikale Venstre stiller det som et krav til regeringen, at gasledningen skal stoppes.

Vi lever endnu ikke i en verden, hvor vi kan fungere alene på sol og vind

Iben Krog
Folketingskandidat, Venstre

Rasmus Helveg uddyber, at hvis ikke den kommende regering vil efterleve kravet, så vil han fortsætte kampen mod gasledningen og knokle for at samle flertal for et beslutningsforslag, der stopper gasledningen.

Onsdag aften toppede det med Sofie Carsten Nielsens Facebook opslag, hvor hun skriver: ”Men det er også afsindigt vigtigt, at vi hurtigst muligt gør os helt uafhængige af russisk gas. Og derfor virker det da helt sort, at vi lige nu er ved at bygge en gasledning til Lolland.”

Nu kan jeg ikke mere, og jeg er stået tidligt op for at komme til tasterne. Jeg har skrevet uendelig mange debatindlæg om vigtigheden ved denne gasledning – vigtigheden for mit område men i lige så høj grad for verdens og Danmarks grønne omstilling.

Så Radikale Venstre: Vil I ikke please godt læse, hvad jeg skriver? Vil I ikke please godt lytte til, hvad vi siger?

Fremtidens løsninger

Gasledningen kommer ikke til at øge vores afhængighed af russisk gas. Lolland og Falster kommer til at nettobidrage med grøn gas via vores biogasanlæg på samme måde som, at vi i mange år har bidraget med grøn el via vores vindmøller og solceller.

Vi lever endnu ikke i en verden, hvor vi kan fungere alene på sol og vind. Indtil vi gør det, så er det jer, der må komme ind i virkeligheden og tage imod en af vores mange invitationer om at besøge vores område.

Vi vil gerne vise, hvad fremtidens integrerede energisystem kan. Hvor vi kommer til både at have vindmøller, solceller, biogas og produktion af metanol. Det ene kan ikke stå uden det andet, og derfor har vi brug for gasledningen.

Lad os skabe fremtidens løsninger og fremtidens arbejdspladser. Gasledningen har allerede sikret, at private virksomheder har investeret over seks milliarder kroner i Danmarks og verdens kommende energisystem.

Ja, det koster noget at etablere gasledningen til Lolland og Falster. Men det koster mere for tilliden til politiske aftaler og den grønne omstilling at lade være.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Iben Krog

Public affairs-rådgiver med ansvar for fødevarer og landbrug, Rud Pedersen, medstifter af Tænketanken Frej, medlem af Madtanken under Madkulturen, bestyrelsesmedlem i Lollands Højskole, folketingskandidat (V)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2018)

0:000:00