Kommentar af 
Svend Elberg Thomsen

Lave priser på solceller er omstillingens største håb. Men der lurer farer i den skinnende horisont

Billige solceller kommer til at omforme den grønne omstilling og danskernes liv, inklusiv vores sommerferier, skriver klimachef i Norlys, Svend Elberg. 

Allerede om få år kan en ren solcellepark ikke betale sig at etablere. Det kommer til at gøre ondt på regeringens ambitioner om en firdobling af grøn strøm på land, skriver Svend Elberg.
Allerede om få år kan en ren solcellepark ikke betale sig at etablere. Det kommer til at gøre ondt på regeringens ambitioner om en firdobling af grøn strøm på land, skriver Svend Elberg.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Svend Elberg Thomsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Solceller er billige, og derfor kommer solenergi i de kommende år til at fylde meget mere i Danmarks, og resten af verdens, energisystemer. Rigtig meget mere.

Altså får billig solenergi også stor betydning for vores klimaplaner, resten af samfundet – og måske endda for danskernes sommerferie.

Prisen på solceller er sandsynligvis det største håb, vi har for at løse klimakrisen. For det vil næsten uundgåeligt give forbrugerne adgang til uanede mængder af billig, grøn strøm - og dermed skubbe fossile energikilder ned i driftstimer. Og til sidst måske helt ud af verdens energisystemer, hvis vi formår at kombinere den billige solenergi med energilagring.

Prisen på solceller er sandsynligvis det største håb, vi har for at løse klimakrisen.

Men har vi gjort os nogen tanker om, hvad store mængder billig, grøn strøm vil betyde for samfundet? Har politikerne tænkt over det? Og hvad betyder det, at den billige strøm er koncentreret om sommeren og i dagstimerne?

Forestil dig et scenarie: din arbejdsgiver ringer til dig og siger, at du skal komme på arbejde. Det er godt nok sommerferie, men energien er lige nu så billig, at det er nødvendigt for fabrikkens profit eller konkurrencesituation eller overlevelse.

Det kan blive virkelighed i de meget energitunge industrier.

Læs også

Særligt efterhånden som flere af de tunge fabrikker kapper gasforbindelsen og investerer i en varmepumpe.

Så bliver el en væsentlig del af omkostningen til varme (lavtemperatur), småkager (mellemtemperatur) eller måske endda isolering (højtemperatur).

Kigger du på elprisen på din app? Det gør en større del af danskerne efter energikrisen, særligt dem med elbil.

De fleste har så nok bemærket, at elprisen før i tiden var billigere midt på dagen og lidt billigere om natten. En såkaldt ”and”, fordi kurven hen over døgnet lignede en and.

Du har måske også bemærket, at andens ”mave” ryger længere og længere ned. Fordi prisen på el midt på dagen falder. Vi er kun i marts, hvor kun få af solens stråler når os jordboere på den nordlige halvkugle og andekurven kan allerede ses tydeligt. Hvordan mon det ser ud til juli? Og hvad med næste sommer og sommeren efter?

Snart ligner kurven over energipriser sandsynligvis en ”halfpipe” om sommeren. Altså en skatebord-bane, hvor midten er helt flad omgrænset af en høj mur om morgenen, hvor kaffemaskinen tændes og en tilsvarende mur sidst på eftermiddagen, hvor folk tænder komfuret.

Det første vi vil bemærke, når solskin slår bunden ud priserne bliver, at der ikke bliver stillet flere solceller op.

Solceller på en stor, flad mark er billige at sætte op. Der vil være en business case lidt endnu, simpelthen fordi prisen på solcellepaneler sætter nye rekorder. Og en lav afregningspris midt på sommeren gør ikke så meget, hvis omkostningen også var lav, og der stadig tjenes penge om foråret og efteråret.

Men allerede om få år, så kan en ren solcellepark ikke betale sig.

Den eneste måde at få økonomien ind i et solcelleprojekt er at kombinere solcellerne med PtX.

Det kommer til at gøre ondt på regeringens ambitioner om en firdobling af grøn strøm på land. Selv billige solceller kan ikke tjene sig selv hjem, hvis afregningen ligger tæt på 0.

Den eneste måde at få økonomien ind i et solcelleprojekt er at kombinere solcellerne med PtX. Eller hvis der mirakuløst dukker et brintrør op, som kan transportere den grønne strøm hele vejen ned til det sultne, tyske marked i molekyleform.

Solceller på huse er typisk lidt dyrere, men til gengæld ret små. Solceller på tage eller facader er nærmest et krav, hvis der skal bygges grønt. Men prisen for at sætte solceller op på huse er typisk højere, fordi der skal lejes en kran og måske forstærkes nogle konstruktioner.

Business casen i kroner og øre bliver yderst tvivlsom. Og afregning i ren grøn glæde findes (endnu) ikke.

I et større perspektiv, så er er energipriser en vigtig forudsætning for at have tung industri.

Den ellers berømte tyske industrimotor hakker mere, end den plejer. Det kan ikke undre, når gasprisen er langt højere end konkurrenternes i andre verdensdele.

Alt for længe har Europa fået masser af billig, russisk gas. Åbenbart for billig. Særligt de energitunge producenter bliver nu ramt. De kinesiske fabrikker får stadig billig russisk gas, mens de amerikanske har adgang til billig hjemmeproduceret gas.

Læs også

Kuren mod høje energipriser er mere vedvarende energi. Vejen ud af industrikrisen er at overgå fra gas til varmepumper, som kan drives af billig strøm. Det hjælper så i øvrigt også klimaet.

Energi former verden. Vores måder at arbejde på, holde fri på, vores måder at være sammen på. Og nu kommer prisen på solceller til at ændre tingene igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00