Det er uhyggeligt spændende, om museumsreformen bliver blød og tilgivende eller ambitiøs og handlekraftig

Tilbage til, hvorfor kampen om museumsreformen er en god historie. Konflikten er til at få øje på, for betyder et ændret system så, at Brandts i Odense skal gå på hugst i Arkens kasser? Det er grimt, at kollegaer skal bekrige hinanden.

Sensationen ligger også og putter sig lige under overfladen. Endnu et eksempel: Landets absolut bedst kendte og elskede museum Louisiana modtager på den gode side af 30 statsmillioner. De penge kommer selvfølgelig med en række krav.

Et af dem er, at statsanerkendte museer skal bedrive forskning. Det gør Louisiana ikke eller kun i meget undseelig grad. Jamen, betyder det så, at Louisianas tilskud helt forsvinder?

Aktualitet og væsentlighed kan tage hinanden i hånden, for museerne er selvfølgelig væsentlige som vogtere om vores fælles nationale historie og hukommelse.

Og aktualiteten banker på, hver gang et museum laver en udstilling, et debatarrangement eller et forskningsprojekt, som lægger til vores forståelse af det at være mennesker med forbindelse til historien.

Hvordan pengene bliver fordelt, er den cliffhanger, som gør, at historien slet ikke er færdig endnu.

Jane Mylenberg

Her finder vi også identifikationen. Tillad mig endnu et eksempel. På Moesgaard i Aarhus møder figurer af fortidens mennesker os, når vi går ind i museet. Vi kan stå skulder ved skulder med meget livagtige voksfigurer, som gør fortidens mennesker til historiske sidemænd, vi kan se direkte i øjnene.

Den oplevelse gør det meget tydeligt, hvad vi kommer af. Hvorfor vi er blevet, som vi er.

Det er med andre ord ikke underligt, at historien om reformen er en, som både museumsfolk og medier har lyst til at fortælle.

Når ministeren i mål med reformen, som den er skitseret på nuværende tidspunkt, så lykkes han også med at skære selve hjertet ud af et de mest sejlivede argumenter, som museumsfolk bruger, når de skal skabe opmærksomhed om deres institutioner.

Nemlig det om, at der skal flere penge til sektoren, fordi det er en del af den kommende reform, at der tilføres markant flere penge til museerne.

Hvordan de penge ender med at blive fordelt er den cliffhanger som gør, at historien slet ikke er færdig endnu. For vi ved stadig ikke, hvordan de huller, som reformen givetvis vil slå i nogle af vores mest publikumspopulære museers driftsøkonomi, vil blive lappet.

Vi ved heller ikke, om ministeriet skærper krav og måske allermest interessant tilsyn og konsekvens, hvis museerne ikke indfrier dem. Det sidste har hængt i bremsen i den gældende reform.

I dag tjekkes museerne cirka hvert femte år af Slots- og Kulturstyrelsen, som laver meget grundige og konstruktive kvalitetsvurderinger med anbefalinger til, hvordan mangler kan rettes op. Her peges altså på, hvad der ikke er godt nok.

Rigtig mange opmærksomhedspunkter er blevet peget på gennem årene i de kvalitetsvurderinger uden, at noget museum er blevet frataget hel eller delvis statsstøtte.

Det skal blive næsten uhyggeligt spændende at se, om den nye reform har tænkt sig samme bløde og tilgivende tilgang, eller om det bliver her, vi ser det sidste aftryk af en ambitiøs og handlekraftig kulturminister.