Af Chresten Anderson
Direktør for Copenhagen Institute



Natten til fredag i sidste uge blev der nået et kompromis på EU's kemikalielovgivning (REACH), det mest omfattende lovgivningskompleks i EU. Desværre er REACH som så megen anden miljølovgivning præget af et fokus på midler frem for mål.

Som beskrevet tidligere bør det centrale element i miljøpolitikken være den private ejendomsret, foruden hvilken man ikke kan vurdere, om der er tale om forurening eller ej, ligesom man heller ikke kan vurdere om gevinsterne ved en given handling er større end omkostningerne.

Men der er naturligvis områder, hvor ejendomsretten er underudviklet eller den ikke respekteres. Derfor kan der være behov for en miljøpolitisk regulering. For at sikre det bedste miljø både for nuværende og kommende generationer, er det strengt nødvendigt at politikerne holder fokus på klare målsætninger i stedet for specifikke paragraffer, som er midler til at opnå disse målsætninger.

Substitutionsprincippet 
I for eksempel REACH sammenhæng har man indført det såkaldte substitutionsprincip. Dermed skal "farlige" stoffer erstattes af "mindre farlige", når det er muligt. Problemet med princippet er dog, at uden ejendomsret kan man ikke vurdere klart om et stof er mere eller mindre farligt.

I for eksempel REACH sammenhæng har man indført det såkaldte substitutionsprincip. Dermed skal ”farlige” stoffer erstattes af ”mindre farlige”, når det er muligt. Problemet med princippet er dog, at uden ejendomsret kan man ikke vurdere klart om et stof er mere eller mindre farligt.

Chresten Anderson
Direktør, Copenhagen Institute

Et af de nuværende stoffer er muligvis mere hormonskadeligt end et langt dyrere alternativ. Det dyrere alternativ øger prisen for de produkter, som det skal indgå i.

Det er måske rimeligt nok, men dertil kommer andre miljøomkostninger i forbindelse med produktionen. Det dyrere alternative stof kan være mere ressourcekrævende at anvende, ligesom det måske er mere energikrævende at anvende. Da EU's miljøpolitikere over en kam alle er tilhængere af Kyoto-protokollen, er det rimeligt at antage, at de alle mener, at der kommer store miljømæssige problemer som følge af øget brug af energi.

Substitutionsprincippet tager ikke højde for dette i tilstrækkelig grad, og det illustrerer blot det politiske fokus på regulering og midler frem for det langsigtede mål om et bedre miljø.