Af Chresten Anderson,
direktør, Copenhagen Institute, COIN

I sidste uge indgik EU's fiskeriministre en aftale om torskekvoterne i Østersøen. Det er næsten uhørt tidligt, men desværre er aftalen som sædvanlig præget af den generelt manglende forståelse for, hvordan naturressourcer optimeres.

Fisk er dybest set ikke forskellige fra køer eller grise. En lang række fiskearter er dog truede, i hvert fald hvis man spørger diverse miljøorganisationer. I blandt de såkaldt truede arter er torskebestanden i Østersøen.

Kvoterne medfører to problemer, dels ulovlige fangster og dels det forhold, at når kvoterne er brugt op, så kan fiskerne alligevel risikere at fange fisk, som de så skal smide døde tilbage i havet.

Den bedste måde at sikre torskebestanden, ganske som at sikre andre naturressourcer, er ved at udvide den private ejendomsret. Og heldigvis er det således, at vi med moderne teknologi og den udvidede forståelse for fiskestimernes vandring vil gøre det muligt at gøre øget brug af markedet.

Chresten Anderson
Copenhagen Institute

En lignede situation står man ikke med, når det gælder køer eller grise, ligesom man heller ikke står med det problem, at grisene på eksempelvis Sjælland er ved at uddø. Den simple årsag skydes ejendomsretten.

Kvoter: Fisk smides væk
Der er nogen, der har ejendomsret over grisene, men ikke nogen, der har ejendomsret over torskene i Østersøen. Derfor er der ikke nogen, som søger at optimere den langsigtede værdi af torskene i Østersøen.

I stedet har EU valgt et system med kvoter. De selv samme kvoter, som medfører at fiskerne må stå og smide en del af fangsten over bord.

Man kan kun alt for levende forestille sig, hvor ubehageligt det må være for den enkelte fisker at stå og smide månedens afdrag til kreditforeningen eller børnenes nye cykel over bord, hver gang han skal smide torsk over bord, samtidigt med at han ved, at fisken, han smider tilbage, ikke bidrager til en stærkere fiskebestand.

Privatiser fiskestimer
Som forbruger kan man så stå nede i supermarkedet og takke EU-systemet for den lidt højere pris på torsk og andre fisk. Heldigvis synes markedet at være så internationaliseret, at EU's regulering kun i begrænset omfang øger prisen. Forbrugerne kan nemlig stadig købe fisk, der er fanget uden for EU.

Den bedste måde at sikre torskebestanden, ganske som at sikre andre naturressourcer, er ved at udvide den private ejendomsret. Og heldigvis er det således, at vi med moderne teknologi og den udvidede forståelse for fiskestimernes vandring vil gøre det muligt at gøre øget brug af markedet. Selvom privatisering af fiskestimer kan lyde absurd, er det trods alt præcist det, som der er behov for.

Det, som alle ejer - ejer ingen
Dybest set er problemet med overfiskning nemlig, at der ikke er nogen konsekvens af overfiskningen for den, som overfisker.

I det nuværende system er der ingen sammenhæng mellem overfiskning og en eventuel udryddelse af en fiskebestand i Nordsøen og så fangsten af fisk.

Sagt på en anden måde - den enkelte fisker nyder ikke nogen fordel af at lade fisk forblive i Nordsøen, men høster alle fordelene ved at fange fiskene. Det, som alle ejer, er der ingen, der ejer. Og heri ligger problemet - også når det gælder fisk.