Nekrolog: Fhv. MEP Jens-Peter Bonde (73)

Jens-Peter Bonde var gennem mere end en menneskealder en institution i dansk EU-politik. I mange år som en flittig og arg modstander af det europæiske samarbejde, hvor hans gode pen og kommunikative evner styrkede gennemslagskraften. Siden som skeptiker - til sidst nærmere tilhænger af det grænseoverskridende samarbejde.

Han var mindst lige så meget publicist som politiker. På toppen fra sidst i 70'erne, 80'erne, 90'erne og ind i nullerne producerede Bonde den ene bog efter den anden og hundredevis af artikler i Folkebevægelsens avis Notat, som han grundlagde tilbage i 1974. En næsten stakåndet produktion, der varede ved til det sidste.

Selv om det mere officielle Danmark, der betragtede EF-medlemskabet som en forlængelse af Kongeriget, tog sig til hovedet, måtte man erkende, at Jens--Peter Bonde med lige dele frækhed, charme, kløgt, temperament og flid havde fat i vigtige politiske pointer.

F.eks. da han og ligesindede kørte hårdt på mod Fællesmarkedets bugnende overskudlagre, eller Europa-politikeres hang til i det nyvundne indre marked sidst i 80'erne at ville harmonisere krumningen på agurker, så forbrugerne vidste, hvor meget luft der var i dem, og så det var nemmere at eksportere. Modstanden sejrede - igen.

Skattebegunstigelse og overdådige, fugtige måltider til symbolsk pris i Strasbourg blev også skarpt forfulgt til almindelig miskreditering af den europæiske idé. Han og bevægelserne sejrede "ad helvede til", så man gerne i dag må forblive småsulten, når man er gæst i EU-institutionerne.

For slet ikke at tale om farven på et kommende fælles Europa-pas, der nedsættende blev kaldt "rødbede-farvet". I dag et skattet pas, de fleste bare gemmer i tasken, når de i normale tider rejser frit og grænseløst rundt på kontinentet.

Jens-Peter Bonde kunne et kneb, andre kan lære af: Han brugte fakta. Fakta i én, vedholdende strøm. Han kunne sine traktater og direktiver på fingerspidserne. I flere år konkurrerede han med de officielle informationskanaler om at publicere mest EU-information. Knebet bestod så i, at han krydrede fakta med egne holdninger og påstande, som det etablerede EU skyede som pesten.

Det hjalp også, at argumenterne blev formidlet af Aabenraa-drengen på klingende sønderjysk. Hvor EU udtales med tryk på U: EUU. Men sønderjysk var langtfra det eneste sprog, grænselands-europæeren Bonde magtede.

Han var tidligt på internettet og kunne træffes på sit indlysende domæne bonde.dk.

Så synlig var Jens-Peter Bonde, at han er blandt dem - måske den - der har betydet mest for at udbrede den danske EU-modstand og skepsis. En skepsis der er aftaget en del, men når den findes den dag i dag, kan det i stor grad tilskrives netop Jens-Peter Bonde. Angrede han det inderst inde, i sine hvad der skulle blive sidste leveår?

Modnede sit EU-syn
For på sine modne dage udvikledes Jens-Peter Bondes syn på EU sig, og han indså betydningen af et samarbejde over grænserne - ikke mindst indlysende på klimaområdet. Han vigtede sig også gerne af, hvor mange tidligere topkommissærer og regeringschefer, han kendte overalt i Europa.

Ved et indlæg på vennen, fhv. konservativt folketingsmedlem Kai Dige Bachs sommertræf i Herlev forrige år efter Europa-valget fremstod Jens-Peter Bonde næsten som en større europæer end de fleste danskere. Han var blevet klar over, at det indre marked faktisk virker og er med til at sikre europæernes beskæftigelse. Og at folkestyret bedst fremmes gennem europæisk samarbejde.

Så etableret og ét med systemerne var den gamle radikaler og kommunist blevet, at jakke og slips forblev hans uniform, da de fleste på Europas bonede gulve ellers havde knappet skjorten op.

Han betonede med slet skjult forfængelighed, at han i 2001 - som den første - blev kåret som "Årets Politiker" i Europa. Fra 2017 stammer hans ti bud på at redde Europa, så vores kontinent opleves gennemskueligt, nært og demokratisk af alle.

Selv sagde den cykel- og svømmeglade mand, at det var arbejdet for "miljø, klima og folkestyre i Danmark, EU og globalt," der motiverede ham. Jens-Peter Bonde fulgte med i hver en politisk udvikling til det sidste. 

Ildsjæl af de sjældne
Men forinden nåede Jens-Peter Bonde at tage hele turen rundt om EU i sin livstid. I 1972 gik han imod EF i Folkebevægelsen mod EF, i det Den europæiske Union EU. Så kæmpede han 1979-2008 mod unionen i Europa-Parlamentet først for Folkebevægelsen, så for JuniBevægelsen.

Partipolitisk har Jens-Peter Bonde også taget en lang rejse. I 1966 var han folketingskandidat i Aarhus for det Europa-positive parti De Radikale. Han trak sig dog som kandidat inden valget i september 1971 og kom ikke i Folketinget.

Samtidig var han i 1971-72 formand for Radikal Ungdom. Da danskerne så 2. oktober 1972 stemte ja til EF med næsten to af tre stemmer, tog han kampen op i Folkebevægelsen mod EF. Og han slap aldrig, hvad der efterhånden næsten udviklede sig til "sit" Europa.

I 1975 meldte Bonde sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Han sad i partiets ledelse og centralkomitéen. Han kandiderede siden ved folketingsvalget i 1990 for Enhedslisten, dog uden at blive valgt.

Efter nej’et til Maastricht-traktaten i 1992 forlod Jens-Peter Bonde DKP og Folkebevægelsen mod EF. Han stiftede JuniBevægelsen med Drude Dahlerup, Niels I. Meyer m.fl.

Det er ikke mere end 14 dage siden, at Jens-Peter Bonde skrev et indsigtsfuldt og smukt mindeord om MEP-kollegaen fra Folkebevægelsen Else Hammerich. "Det er en ildsjæl af de helt sjældne, der nu er brændt ud", skrev han. Ord der lige dele gælder ham selv, der døde efter nogen tids kræftsygdom.

Selvbevidst, grænsende til det selvoptagede, javel - men også med en empatisk side, hvor han havde blik for, hvordan andre har det. Derfor kom man til at holde af ham, politisk enig eller ej.

Jens-Peter Bonde efterlader sin tro væbner og ægtefælle siden 1986, udgiver og journalist Lisbeth Kirk samt fire sønner, født mellem 1970 og 1998.

Ildsjæl og kommunikator ja, men med et højere mål om at sætte præg: Først og sidst var Jens-Peter Bonde politiker. En af de store.