Om  
Lars Bent Petersen
Kirsten Langkilde

Lars Bent Petersen er ny rektor for Kunstakademiet

Den udøvende kunstner, kunstkritiker og rektor på Det Fynske Kunstakademi er udpeget af Kulturministeriet som ny rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Lars Bent Petersen bliver ny rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Lars Bent Petersen overtager stillingen efter den tidligere rektor, Kirsten Langkilde, der fratrådte sin stilling midt i et politisk stormvejr om uddannelsen.

Det var både anklager om kritisable arbejdsforhold, identitetspolitiske uenigheder og balladen om busten af akademi-grundlægger kong Frederik V, som blev smidt i havnen af en institutleder for at sætte gang i en debat om Danmarks fortid som kolonimagt, der udgjorde bagtæppet for Langkildes exit.

Nu har kulturministeriet hentet Lars Bent Petersen fra Det Fynske Kunstakademi ind til at tage hånd om udfordringerne:

"Lars Bent Petersen skal som rektor sikre, at Kunstakademiet først og fremmest har fokus på at uddanne kunstnere. Og så har jeg naturligvis en klar forventning om, at han tager hånd om de grundlæggende udfordringer, som den uvildige undersøgelse har belyst," udtaler kulturminister Joy Mogensen i pressemeddelelsen.

En institution, der kan rumme forskelligheder
Den uvildige undersøgelse blev bestilt af kulturministeren efter buste-aktionen, der efterlod ministeren "målløs". Undersøgelsen fandt dog ikke, at der var større problemer på kunstakademiet, end der findes på andre uddannelser. Der var dog problemer med ledelsen, og dem skal den nye rektor være med til at rette op på.

Lars Bent Petersen udtaler selv, at han ser frem til at udvikle institutionen.

"Jeg glæder mig til arbejdet og håber, at jeg med min erfaring fra området kan medvirke til, i samarbejde med de studerende, Billedkunstskolernes og Kunsthal Charlottenborgs medarbejdere, at videreudvikle en samtidig og relevant institution, der kan rumme alle de mange forskellige, ofte modsatrettede, kunstsyn, praksisser, ideologiske og metodiske tilgange samtidskunsten har."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Bent Petersen

Rektor, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler
Billedkunstner (Det Kongelige Danske Kunstakademi, 1992)

Kirsten Langkilde

Professor, fhv. rektor, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler
Kgl. Danske Kunstakademi, skulptur, installation (1986)

0:000:00