Dansk Psykiatrisk Selskab: En tryggere og mere sikker psykiatri kræver lovændringer

Dansk Psykiatrisk Selskab har sammen med vores retspsykiatriske interessegruppe for nylig udsendt en række anbefalinger til, hvordan vi kan øge sikkerheden i psykiatrien, særligt retspsykiatrien.

Anbefalinger, som er baseret på vores ønske om at forbedre kvaliteten af behandlingen i psykiatrien. Anbefalinger, som skal være med til at forebygge at psykiatriske patienter begår personfarlig kriminalitet. Anbefalinger, som bygger på den opfattelse, at rettidig behandling af høj kvalitet styrker patienternes autonomi, og kan være med til reducere brugen af tvang og forebygge voldelige episoder.

Vi har set, hvordan utilstrækkelig behandling kan føre til vold og endda drab i psykiatrien

Bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab

Baggrunden for vores anbefalinger er desværre barsk. Vi har set, hvordan utilstrækkelig behandling kan føre til vold og endda drab i psykiatrien. Derfor er det afgørende, at vi som samfund handler proaktivt for at forebygge sådanne tragedier. 

Tvang bør være en mulighed tidligere i forløbet

Når nogle af vores anbefalingerne ikke kun handler om retspsykiatrien, men om psykiatrien som sådan, er det fordi retspsykiatrien er en del af en større løsning, som også inkluderer en velfungerende almen psykiatri.

Vi foreslår blandt andet, at det bliver lovligt at igangsætte behandling med tvang, straks efter en patient er blevet tvangsindlagt.

Som det er nu, skal der ske en selvstændig beslutning om at indlede en behandling med tvang. Hvis patienten vil klage, vil behandlingen næsten altid blive udsat, indtil der kommer en afgørelse fra det Psykiatriske Patientklagenævn.

Vi taler om patienter, som er så alvorligt syge, at de må indlægges med tvang. Patienter, som sjældent kan overskue konsekvenserne af at modsætte sig den behandling, som kan hjælpe dem.

Ofte går der mindst to uger, før en tvangsindlagt patient i en sådan situation modtager tilstrækkelig behandling. Selvfølgelig skal patienten have mulighed for at klage over at skulle i behandling; men klageadgangen skal ikke udsætte behandlingen, som det er nu.

Ligesom det er vigtigt for os at slå fast, at tvangsbehandling altid er en sidste udvej og ikke noget, vi tyr til, så længe vi som fagfolk har bare den mindste fornemmelse af, at vi kan opnå en alliance med patienten. Samtykke og samarbejde om behandlingen er altid det mest ønskværdige.