I foråret blev Heunicke spurgt til prisen for psykiatriplanen. Et halvt år senere venter partierne fortsat på svar

For seks måneder siden blev Sundhedsministeriet bedt om at oplyse prisen for Sundhedsstyrelsens 37 anbefalinger til en psykiatriplan. Men beregningerne er stadig ikke blevet præsenteret, og det møder kritik fra V og EL.

Det vækker mistanke hos Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at Sundhedsministeriet stadig ikke har præsenteret beregningerne for tiårsplanen.
Det vækker mistanke hos Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at Sundhedsministeriet stadig ikke har præsenteret beregningerne for tiårsplanen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Simon LesselMarie Schønning Jensen

Et halvt år.

Så længe har Enhedslisten og resten af Folketingets partier ventet på svar fra Sundhedsministeriet på, hvad Sundhedsstyrelsens 37 anbefalinger til en tiårsplan for psykiatrien hver især koster.

Og ventetiden fortsætter, for partierne har stadig ikke set beregningerne.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bekendtgjorde ellers i et folketingssvar fra juni, at ministeriet var i gang med at regne på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og at de forventede at have vurderingerne klar til psykiatriforhandlingernes begyndelse.

Men da partierne mødte op til forhandlinger i august, var der ingen tal på bordet. Og det har der fortsat ikke været trods flere forhandlingsmøder.

Jeg er med på, at det er svært at regne på, og at der er mange ubekendte, men det havde været rart med en kategorisering af, hvilken økonomiramme de forskellige initiativer ligger i.

Peder Hvelplund

Ventetiden på beregningerne møder kritik fra både Venstre og Enhedslisten.

“Jeg har efterspurgt tallene i ministeriet, og jeg kan forstå, at de har haft rigtig svært ved at regne på det præcist, og de derfor har været tilbageholdende med at give tal, som de ikke var sikre på, de kunne stå på mål for,” siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).

Han havde dog foretrukket upræcise beregninger fremfor ingen.

“Jeg er med på, at det er svært at regne på, og at der er mange ubekendte, men det havde været rart med en kategorisering af, hvilken økonomiramme de forskellige initiativer ligger i,” siger han.

Vækker mistanke hos Venstre

I folketingssvaret fra juni skriver Magnus Heunicke, at Sundhedsministeriet er “gået i gang med at se på, hvordan anbefalinger fra det faglige oplæg vil kunne gennemføres og omsættes til konkrete initiativer, herunder mulige omkostninger forbundet dermed”.

Ministeren skriver fortsat, at arbejdet på daværende tidspunkt ikke er “tilendebragt”, men at man forventede at have det klart til de politiske forhandlinger om tiårsplanen.

Det vækker mistanke hos Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, at ministeriet stadig ikke har præsenteret beregningerne.

“Jeg var helt sikker på, at når man skriver sådan i et svar, så er det, fordi man nærmest er gået i gang. Medmindre regeringen kommer med en rigtig god forklaring, kan jeg ikke tolke det anderledes, end at der allerede ligger et stykke arbejde ovre i Sundhedsministeriet, som man bare ikke vil præsentere for os," siger Martin Geertsen.

Læs også

Der har været bred utilfredshed med, at regeringen ved de første forhandlingsmøder troppede op med en række målsætninger for psykiatrien, uden også at tale økonomi.

“Det giver ingen mening i mit hoved, at man bare skal drøfte målsætninger uden at drøfte, hvordan man kommer frem til at indfri målsætningerne,” siger Martin Geertsen.

Ikke en umulig opgave

Det er ikke urimeligt, at ordførerne kræver at se beregninger på Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det mener Jakob Kjellberg, professor og sundhedsøkonom hos Vive.

Han har selv foretaget lignende beregninger og er kommet frem til, at det samlet set vil koste 4,5 milliarder kroner i ekstra årlige driftsomkostninger at indføre Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Derfor mener han heller ikke, at det er umuligt at regne på de enkelte tiltag.

Det er ikke nemt, og det kræver, at Sundhedsministeriet bliver konkret på, hvordan anbefalingerne skal etableres i virkeligheden, forklarer han.

“Udfordringen ved Sundhedsstyrelsens ellers glimrende faglige oplæg er, at det ikke er super konkret. Der er behov for en konkretiseringsproces, hvis man skal videre. Men hvis man kan blive enige om, hvad man mener med eksempelvis et lavtærskeltilbud i børne- og ungdomspsykiatrien eller nogle af de andre forslag, så er det som sådan ikke vanskeligt at give et overslag på, hvad den type tilbud koster,” siger Jakob Kjellberg.

Han understreger, at det er embedsværkets opgave at tilvejebringe beregningerne.

“Det er ikke fair, at politikere som eksempelvis Peder Hvelplund, selvom han ved meget om sundhedsvæsenet, skal kunne konvertere en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen til et antal sengepladser eksempelvis. Der må være nogen, der i embedsapparatet sørger for at konkretisere, hvad de mener, det kræver at leve op til det, som Sundhedsstyrelsen skriver i det faglige oplæg,” siger Jakob Kjellberg.

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsministeriet og sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men de er ikke vendt retur på vores henvendelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Hvelplund

MF (EL), gruppeformand
fritidspædagog (Hjørring Seminarium. 1993)

Martin Geertsen

Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet, Primetime, fhv. MF og regionsrådsmedlem (V), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

Jakob Kjellberg

Professor i sundhedsøkonomi, Vive
cand.scient. i matematisk planlægning (Aarhus Uni. 1997)

0:000:00