Sygehuse bruger for meget donorblod

BLODTAB: Danske læger giver flere blodtransfusioner end nødvendigt. Det indebærer en risiko for patienterne og betyder spild af tid og penge. Sundhedsstyrelsen indskærper retningslinjerne.
Hvert år bliver der givet en halv million blodtransfusioner på sygehusene, og det er sandsynligvis alt for mange. Danske patienter får op til 50 procent flere blodtransfusioner end patienter i lande som Norge, Frankrig og Tyskland, viser Lægemiddelstyrelsens "Redegørelse for blodområdet 2008". Redegørelsen får Sundhedsstyrelsen til - igen - at indskærpe retningslinjerne.

Sundhedsstyrelsen reviderede i 2007 sin vejledning og anbefaler tilbageholdenhed med blodtransfusioner i "ikke-akutte situationer" og fraråder transfusion ved "nær-normal" blodprocent.

Overflødige blodtransfusioner giver ifølge Sundhedsstyrelsen en risiko for komplikationer og øget dødelighed. Styrelsen henviser også til undersøgelser, som peger på, at den gavnlige effekt ved blodtransfusion især ses ved større blødninger og meget lave blodprocenter.

Totalt er Danmark stadig verdens største forbruger af blod pr. indbygger. Brugen af blod svinger meget fra fra sygehus til sygehus og kan følges gennem den landsdækkende Transfusionsdatabase.

Dokumentation
 

0:000:00