Politikerne er vilde med at bruge penge fra Finansministeriets sorte boks, men der er flere potentielle problemer med den ide

Det er i det spæde efterår blevet lidt af et modefænomen blandt partierne på Christiansborg at finansiere nye politiske løfter ved at skære i “den offentlige investeringsramme”.

I regeringens finanslovsforslag lægger finansminister Nicolai Wammen eksempelvis op til at skære seks milliarder kroner på posten.

Venstre vil – sammen med hele den blå blok - sænke elafgifterne og finder ligeledes to milliarder kroner på mindre offentligt anlæg næste år. Senest foreslog Radikale Venstre som en del af partiets nye krisepakke at lade rammen finansiere et markant løft af fjernvarmepuljen.

Spørgsmålet, der melder sig, er, hvorfor alle partierne pludselig er blevet så glade for netop den finansieringskilde? To forklaringer virker nærliggende.

Den ene er, at det ikke er helt ufornuftigt at skære i anlægsinvesteringer i en periode med tårnhøj inflation, hvor materialepriserne er på himmelflugt, og hvor anlægsbranchen samtidig skriger på arbejdskraft. Det vil de fleste økonomer nok kalde ganske ansvarligt.

Den anden forklaring er, at politikerne på vej ind i en valgkamp ved at pege på mindre offentligt anlæg kan finansiere deres politik uden at udskrive nye skatter eller skære andre steder i den offentlige sektor, hvor det for alvor kan mærkes.

Gør ikke ondt at skære

Den offentlige investeringsramme dækker over både statslige investeringer i bygninger og infrastruktur, herunder blandt andet alle projekterne i Infrastrukturplan 2035, men også de kommunale og regionale udgifter til at opføre og renovere institutioner, skoler og sygehuse indgår i rammen.

Anlægsinvesteringer har det bare med ofte at blive forsinkede eller at skride i budget, og blandt andet derfor anses rammen blandt økonomer for at være lidt af en black box i Finansministeriet.

Det forekommer svært at finde nogen uden for Finansministeriet, der har det fulde overblik over, hvad der konkret ligger af projekter under rammen i de enkelte finansår.

Dertil kommer, at der typisk er et økonomisk råderum i rammen, og derfor kan partierne pege på mindre offentligt anlæg, uden at de er nødt til at fortælle, hvad det præcis er, de ikke vil bruge pengene på.

Under præsentationen af finanslovsforslaget svarede Nicolai Wammen da også, at der ikke bliver tale om aflysninger af konkrete projekter, selvom regeringen sparer seks milliarder kroner på posten, men at der til gengæld er nye projekter, som man ikke får mulighed for at sætte i gang, selvom ”det ville være dejligt”.

Retter man henvendelse i Finansministeriet er det heller ikke lige sådan at få svar på, hvad der helt konkret ikke skal bygges, når investeringsrammen snævres ind.

Det betyder, at millioner og atter millioner til inflationshjælp, fjernvarmeinvesteringer og afgiftslempelser kan finansieres helt uden, at det - i hvert fald umiddelbart - gør ondt på nogen.

Økonomer rynker panden

Det er bare ikke ensbetydende med, at det er komplet uproblematisk, at politikerne er begyndt at bruge den offentlige investeringsramme som et andet statsfinansielt pengetræ.

Blandt økonomer får dillen tværtimod panderynkerne frem, og det er der flere årsager til.

Først og fremmest er det et brud på det sunde kerneprincip i politik, at partierne som hovedregel svarer på, hvor pengene konkret og helt præcist skal komme fra, når de fremlægger ny politik.

Det er det tilbagevendende spørgsmål fra journalister, hver gang en politiker får en ny idé, og det får dem måske til at tænke to gange, inden de fremlægger deres rare forslag for danskerne.

Alle de mange inflationstiltag ser bare ikke lige så appetitlige ud, hvis man samtidig er nødt til at fortælle vælgerne, at der følger en højere skatteregning med eller at der alligevel ikke bliver bygget en ny svømmehal eller gennemført renoveringer på den lokale folkeskole.

Investeringerne i fremtidens infrastruktur, svømmehaller, sygehuse og skoler ligger i sagens natur ude i fremtiden, og så længe man holder sig fra rent faktisk at skære så meget i investeringsrammen, at man må aflyse allerede planlagte projekter, bliver ingen vælgere sure.

Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at mindre offentligt anlæg ikke har konsekvenser. Det er bare ikke nødvendigt for partierne at pege på, hvor de er.

Overholder de rammen?

Samtidig er der den risiko, at politikerne ikke evner at holde sig inden for rammen.

Det kan enten være, fordi de simpelthen beslutter at sætte gang i for mange og for dyre nye anlægsprojekter i løbet af året, men mere sandsynligt er det måske, at allerede besluttede anlægsprojekter pludselig stiger i pris.

Det skulle ikke være første gang, at et offentligt anlægsprojekt bliver dyrere end først antaget, og særligt i disse tider, hvor priserne på byggematerialer er på himmelfart og manglen på håndværkere er et alvorligt problem, virker det som en relevant bekymring.

Risikoen er selvfølgelig, at man ikke får gennemført de besparelser, man har budgetteret med, og ud over at der vil mangle penge i statskassen, vil det også betyde, at den inflationsdæmpende effekt af nedskæringen i investeringsrammen udebliver.

Endelig er der det isolerede problem, at de forskellige mulige forklaringer på, hvorfor investeringsrammen skulle blive overskredet, gør det svært at evaluere politikernes dømmekraft og troværdighed.

Hvis budgettet ender med at være overskredet, når året er omme, er det så politikernes fejl, eller er der tale om udefrakommende økonomiske faktorer, som ingen kunne have forudset?

Det spørgsmål kan være svært at svare på, og det svækker ikke politikernes incitament til at finansiere deres inflationstiltag ved at skære i anlægsinvesteringerne.

Alt i alt er det ikke svært at forstå, hvorfor politikerne i dette efterår velvilligt finansierer deres løfter til danskerne ved at skære i anlægsrammen.

Særligt ikke i en politisk sæson, hvor et truende folketingsvalg ikke ligefrem gør det lettere for partierne at præsentere vælgerne for hårde prioriteringer med reelle og håndgribelige konsekvenser.