Debat

Enhedslisten: En grønnere mobilitet kræver et opgør med bilismen og en styrket bustrafik

Det store flertal på Christiansborg har gennem 30 år hakket den offentlige transport i stykker. Det er på tide, politikerne stopper med at dyrke bilismen og i stedet giver den offentlige transport og især bustrafikken et løft, hvis vi skal nå vores CO2-mål, skriver Henning Hyllested og Lasse Schelde.

Vi skal løse klimakrisen. Det er uforeneligt med at køre bil, hver gang et individ skal på arbejde, om det er en elbil eller ej. Derfor skal vi have langt flere over i den offentlige transport, især i bus og især i landdistrikterne, skriver Lasse Schelde.
Vi skal løse klimakrisen. Det er uforeneligt med at køre bil, hver gang et individ skal på arbejde, om det er en elbil eller ej. Derfor skal vi have langt flere over i den offentlige transport, især i bus og især i landdistrikterne, skriver Lasse Schelde.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lasse Schelde
Henning Hyllested
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den mobilitet, vi vælger, former vores samfund. Formålet må være at skabe en mobilitet med høj tilgængelighed for de fleste – en retfærdig, billig og CO2-lav mobilitet.

Vi er som samfund i en omstillingsfase, hvor vi om meget få år skal udlede langt mindre CO2. Det kan kun opnås ved gode kollektive løsninger. Selv godstogstransporten vil få et come back. Vent og se.

Den mobilitet, vi fremmer, er afgørende for udformningen af (by)samfund og landskaber. Vi kan enten skære naturen op, skabe store barrierer for både dyr, samfund og mennesker og bruge masser af CO2. Eller vi kan samle vores trafikløsninger om det, der kommer flest til gavn.

Christiansborg har gennem 30 år gjort deres for at nedbryde den offentlige transport. Opskriften er den samme hver gang. Hak den i stykker, og udbyd den bid for bid.

Henning Hyllested og Lasse Schelde
Henholdsvis transportordfører og fagpolitisk rådgiver for transport, EL

Christiansborg har nedbrudt den offentlige transport

I dag er der ikke balance i mobiliteten i Danmark. De sidste mange regeringer har dyrket bilen, som det næsten eneste svar. Men bilen er ikke svaret på, hvordan vi flytter flest mennesker rundt i Danmark med lavt CO2-forbrug.

I Enhedslisten er vi også bekymrede for trafikselskaberne, der efter corona har haft svært ved at få tingene til at hænge sammen med vigende passagertal og lavere indtægter. Det er en dødsspiral, og den lyder sådan her: færre passagerer, færre penge, færre afgange. Gentag.

Det er først i det øjeblik, at man forstår, at man er nødt til aktivt at investere i offentlig transport for at få flere passagerer, at man kan bryde den onde cirkel. Det er først der, den bliver valgt til.

Kan organiseringen af den kollektive transport blive bedre i Danmark? Ja, det kan den.

Det store flertal på Christiansborg har gennem 30 år gjort deres for at nedbryde den offentlige transport. Opskriften er den samme hver gang. Hak den i stykker, og udbyd den bid for bid. På den måde tabes stordriftsfordele og sammenhæng, og vores fælles penge havner i "private" virksomheder. Efterfølgende er alle pludselig enige om, at det offentlige må være drevet for dårligt.

Mange bevæger sig mod den offentlige transport, fordi brændstofpriserne er blevet så dyre. Det bør netop ses som en unik mulighed til at styrke den kollektive trafik.

Henning Hyllested og Lasse Schelde
Henholdsvis transportordfører og fagpolitisk rådgiver for transport, EL

Styrk bustrafikken

Vi har en bunden opgave. Det er at løse klimakrisen. Det er uforeneligt med at flytte et til to ton bil, hver gang et individ skal på arbejde, om det er en elbil eller ej. Derfor skal vi have langt flere over i den offentlige transport, især i bus og især i landdistrikterne. Den skal styrkes i kvalitet, og den skal styrkes i antal afgange.

Hvorfor, kunne man så spørge? Fordi 72 procent af transportsektorens emissioner kommer fra vejtransporten. Det være sig både i anlæg og i drift.

Og ja, prisen skal være rigtig og rimelig for passagerer og skatteborgere. Det bliver den kun ved ikke at udbyde den kollektive transport, men tværtimod at styrke den og investere i den. Det havde både Radikale, Konservative og Venstre muligheden for at gøre i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 – men gjorde det ikke.

Mange mennesker bevæger sig i stigende grad mod den offentlige transport, fordi brændstofpriserne er blevet så dyre, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.

Dette bør netop ses som en unik mulighed til at styrke den kollektive trafik – ikke mindst bustrafikken, som har de største udfordringer. Vi kommer til at få meget mere brug for den i fremtiden, hvis vi skal i mål med klimamålsætningerne. Se budgetforliget på Bornholm, hvor det lykkedes Enhedslisten at sikre BAT fremadrettet og afsætte penge til den nødvendige omstilling til elektriske busser.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00