Debat

Direktør: Regeringens besparelser på gymnasiers markedsføring er baseret på en stråmand

Det vil forringe de unges muligheder for at tage oplyste uddannelsesvalg, hvis vi tager markedsføring ud af ligningen, skriver Charlie Stjerneklar.

Hvis det er ministerens holdning, at reklamer er totalt overflødige og uden effekt, så kan det jo undre, at samtlige af Folketingets partier præger siderne på busserne i øjeblikket, skriver Charlie Stjerneklar.
Hvis det er ministerens holdning, at reklamer er totalt overflødige og uden effekt, så kan det jo undre, at samtlige af Folketingets partier præger siderne på busserne i øjeblikket, skriver Charlie Stjerneklar.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Charlie Stjerneklar Zacher Tibu
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen lægger i dette efterårs finanslovsudspil op til at prioritere FGU og VEU – blandt andet ved at spare 0,8 procent på de gymnasiale uddannelser.

Socialdemokratiet forslår, at pengene blandt andet skal komme fra gymnasiernes såkaldte markedsføringsbudgetter.

Det er i virkeligheden det ældste trick i bogen – man kan jo ”bare” reklamere mindre, for hvilken værdi har reklamerne egentlig i det store billede? Den stråmand er ikke ny.

Man maskerer en spareøvelse over for gymnasierne og forklæder, hvad der reelt er en omprioritering inden for det samlede uddannelsesområde, som et rent løft, hvor markedsføring og reklamer igen smides under bussen som et unødvendigt onde.

Tomas Kepler, formand for GL siger i et debatindlæg i Altinget, at man må ”spørge, om gymnasiers såkaldte markedsføring altid er et udtryk for den overflødighed, som regeringen altså foregiver at være forarget over – eller om der er plads til lidt nuancer?” Ja. Lad os endelig tale lidt om de nuancer.

Legitimt at markedsføre

Antagelsen om, at man endnu engang kan skære i markedsføringsbudgetter uden, det får betydning, er ved at være en farce.

For det første har gymnasierne i forvejen stramme budgetter, hvor der ikke bliver fråset – ej heller med markedsføringsmidlerne.

Hvis det er en spareøvelse på gymnasierne, som regeringen ønsker, så lad os få kortene på bordet

Charlie Stjerneklar
Direktør, Kreativitet & Kommunikation

Der er bestemte tidspunkter på året, hvor det er absolut essentielt at kunne få de unge i tale.

Her planlægger gymnasierne skræddersyede kampagner sammen med blandt andet mine medlemmer i brancheforeningen for indflydelsesindustrien, reklame- og mediebureauerne, som formår omkostningseffektivt at ramme gymnasiernes målgruppe. Det bidrager til, at de unge kan tage oplyste valg om videre uddannelse.

Selvfølgelig er der behov for, at gymnasier kan markedsføre deres profiler, kvaliteter og tilbud – det er et helt centralt værktøj på vejen mod Danmarkshistoriens bedst uddannede generation, og det var, sidste jeg tjekkede, stadig en politisk ambition.

For det andet navigerer gymnasierne i dag på en form for markedsvilkår. Vilkår som politikerne selv har været med til at indrette.

Inden for denne ramme er det selvfølgelig helt legitimt at markedsføre sig såvel som alle andre virksomheder med kommerciel ytringsfrihed.

At børne- og undervisningsministerens holdning til gymnasiernes markedsføringsbudgetter lyder: ”Det er jo penge, der bliver brugt på busreklamer. Det er efter min mening totalt overflødigt,” er i sig selv et interessant udgangspunkt.

For hvis det virkelig er ministerens holdning, at den type reklamer er totalt overflødige og uden effekt, så kan det jo undre, at samtlige af Folketingets partier præger siderne på busserne i øjeblikket.

Hvorfor? Fordi reklamer er en central del i at kunne oplyse, profilere sig, differentiere sig og dermed give befolkningen mulighed for at tage oplyste valg. Det gælder valg af uddannelsesinstitution såvel som valg af parti.

Hvis det er en reel spareøvelse på gymnasierne, som regeringen ønsker, så lad os få kortene på bordet.

Men lad vær med at underkende værdien af, at uddannelsesstederne har en reel mulighed for at markedsføre deres tilbud og få de unge i tale.

Det er en eklatant politisk fejllæsning af det landskab, som moderne uddannelsesinstitutioner og deres målgruppe navigerer inden for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlie Stjerneklar Zacher Tibu

Partner, Grace Public Affairs
B.Sc. polit. (Københavns Uni. 2007), HD(O) (CBS, 2010)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00