Mindeord: Fhv. Europa-parlamentariker Else Hammerich (84)

Da Folkebevægelsen mod EF havde samlet stillere nok til at stille op til det første direkte valg til EF-Parlamentet i 1979, begyndte vi at annoncere efter kandidater i store avisannoncer.

En af dem, der meldte sig og blev opstillet på vores tværpolitiske liste, var en for de fleste - også for mig - ganske ukendt lektor Else Hammerich fra Brønshøj i København.

Journalist Poul Smidt fra Danmarks Radio havde bedt mig fortælle ham, hvem der ville blive spidskandidat, lige før det blev annonceret. Så kunne han have kameraet indstillet, lige før det blev meddelt.

Pludselig stod han ved Else Hammerichs bord og fjernede et par tomme ølflasker.

"Hvorfor gør du det," spurgte Else let overrasket. "Fordi du om få sekunder bliver valgt som spidskandidat, og så skal der ikke stå to tomme flasker, som er drukket af dine sidemænd," svarede Poul Smidt.

Else blev spidskandidat. Og fik et kanonvalg med 78.164 personlige stemmer ved valget, som også bragte domprovst Jørgen Bøgh, journalist og forfatter Sven Skovmand og mig selv ind i parlamentet - som den største danske gruppe.

Else blev det naturlige midtpunkt i det kollektiv, vores lille gruppe etablerede i lejligheden i Avenue des Vosges. Der fik vi et kammeratskab, som jeg ikke har oplevet før eller siden i mit politiske liv.

"Folkebevægelsens Strasbourg-aktivister bor sammen i et hyggeligt bofællesskab for ikke at udvikle sig til euro-pampere eller nervevrag”, hed det i en reportagesamtale med Else i Folkebevægelsens avis Notat.

Else blev også formand for den første tværpolitiske gruppe, vi fik etableret i parlamentet.

Engagementet kom ikke fra fremmede. Else voksede op som det syvende af otte børn i et stort og åbent, aktivt kristent hjem i Hellerup, hvor begge forældre var dybt optaget af humanitært arbejde.

Hele den voksne del af familien var stærkt engageret i modstandsarbejdet under besættelsen. Broderen Kaj Ole blev i 1944 som 19-årig skudt og dræbt af Gestapo, men en anden bror Peter overlevede alvorlige skudsår 4. maj 1944.

Faderen Kai Hammerich var kommandørkaptajn på hospitalet Jutlandia under Koreakrigen, og Else sejlede i en periode med på Jutlandia.

Hjemkommet uddannede hun sig til lærer og senere cand.pæd. og virkede
som underviser og forsker i det kreative og antiautoritære miljø på Blaaaard Seminarium og på Danmarks Lærerhøjskole.

Undervejs deltog hun i Kampagnen mod Atomvåben og var meget aktiv i fredsbevægelsen.

I 1984 lykkedes det os at overtale Else til at genopstille til EF-Parlamentet. Hun blev valgt igen med et fordoblet stemmetal, 156.145, og blev efterfølgende valgt som formand for den brede Regnbuegruppe.

I alle sine 10 år i EF-Parlamentet argumenterede Else for positive alternativer og ikke et blot og bart nej. På den måde var hun med til at bane vejen for et tiltagende mere konstruktivt arbejde.

Også efter hun i 1989 valgte ikke at genopstille, var hun sammen med en række andre med til at flytte perspektivet fra Ud-af-EF til det arbejde for at forbedre EU, der kom til at kendetegne JuniBevægelsen.

Else gik fra det politiske arbejde, fordi hun ville skabe noget nyt. Hun var lidt af en iværksætter og stiftede "Center for konfliktløsning", der virker for konfliktløsning gennem uddannelse, mægling og offentlig debat.

Elses arbejde for fred og solidaritet gik via støtte til de chilenske kvinders modstandskamp over støtten til det lille ørige Palau, der kæmpede for at fastholde sin grundlovsbestemte modstand mod atomprøvesprængninger og frem til stiftelsen af Livia-fonden.

Fonden uddeler en pris til mennesker, som handler modigt, kreativt og ikke-voldeligt i verdens konflikter.

Der er få - eller rettere ingen - mennesker i Danmark, jeg har beundret så meget som Else. Det er en ildsjæl af de helt sjældne, der nu er brændt ud. Tak for det hele, kære "søster".

Else Hammerich var fra 1958 til 1968 gift med programsekretær Per Bethlowsky Rasmussen med hvem hun fik børnene Maria, Vibe (afdød) og Mikkel.

Og fra 1977 til 1987 med seminarielektor Søren Laurits Højmark-Jensen. Else blev født 7. september 1936 og døde 20. marts 2021 efter længere tids kræftsygdom.