Udviklingen kan i høj grad tilskrives det faktum, at polyester er en billig fiber, hvilket også afspejles i, hvordan den og fast fashion historisk har fulgtes og følges ad.

Derfor findes det også i en række produkter, hvor det ganske enkelt ikke giver funktionel mening, og hvor der ikke er styr på langt mere basale parametre som pasform og komfort. Men hvor galt er det så?

Jo, spørger man det Europæiske Miljøagentur, er mode- og tekstilindustrien allerede indehaver af rekorden som den tredjestørste plastik-forurener, og det fremgår, at vi hælder mellem 200.000 og 500.000 tons mikroplast fra tekstiler i vores havmiljøer om året. Og især mikroplast fra tekstiler har desuden en enestående evne til at sætte sig i kropsvæv. Og mens produktionen buldrer afsted, drukner det globale syd i vores hovedsageligt syntetiske tekstilaffald.

Fossilindustrien har for længst øjnet tekstilindustrien som en oplagt og velvillig cash cow

Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Med andre ord: Der er god grund til at skrue på hanen. Alligevel står man i bedste fald bare med gulvmoppen i hånden og gør et halvhjertet forsøg på at håndtere plastik-suppen. 

Falsk genanvendt polyester

Men hvad så med al den genanvendte polyester, der har gjort sit indtog i såvel sommerkjoler som vinterjakker, tænker du måske?

Tjo, her har vi først og fremmest det centrale problem, at genanvendt polyester i 99 procent af tilfældene slet ikke er genanvendt polyester – det er fødevaregodkendt plastik (rPET).

Fødevaregodkendt plastik, der er blevet taget ud af kredsløb, for at lave tekstiler, der ikke senere vil blive genanvendt, og som, hvis det blev anvendt til sit oprindelige formål, kunne genanvendes adskillige gange. Noget af det har sågar aldrig været i brugs-cirkulation, før det ender som tekstiler. 

Samtidigt er datagrundlaget for, at det reelt skulle reducere den negative miljøbelastning højst tvivlsom. Tværtimod vurderes det at afgive over dobbelt så meget mikroplast som virgin polyester. Genanvendelse og cirkularitet er, som Danmarks Naturfredningsforening også skriver, blevet buzzwords i branchen. 

Hvad der dog foreligger dokumentation for er, at fossilindustrien for længst har øjnet mode- og tekstilindustrien som en oplagt og velvillig cash cow. Ja, flere større modevirksomheder lukker endda øjnene for tilstedeværelsen af russisk olie i deres produkter.

Minimumskravene for materialevalg er ikke blot tandløse –  de er potentielt vildledende

Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Kunstige bæredygtighedskrav

Og hermed når vi så til modeugen, hvor denne sæson også bød på et rigt udvalg af såvel virgin som "genanvendt" plastik. Især på messen var det ikke til at sparke sig frem for fake fur, plastikflaske fleece og syntetisk strik. Og det til trods for, at modeugen til stadighed opererer med og roses for sine Sustainability Requirements, hvoraf minimumskravene pålægges såvel show-brands som udstillerne på modemessen, CIFF. 

Lige præcist, hvad brugen af syntetiske materialer angår, er især minimumskravene for materialevalg dog ikke blot tandløse – de er potentielt vildledende. 

Eksempelvis fremgår det, at 50 procent af en kollektion skal være fremstillet i enten certificerede eller vagt definerede "foretrukne materialer", hvilket også dækker "genanvendte materialer", såsom plastikflaske-polyester, selvom de datamæssige forudsætninger for, at disse skulle være bedre, som sagt hænger i en tynd tråd. 

Kritikken var da også på sit højeste så sent som i sommers, hvor både Forbrugerrådet Tænk, Plastic Change med flere (herunder undertegnede) pegede på kravenes åbenlyse mangler i forhold til at sikre tøjets kvalitet og tackle overproduktion. 

Men intet sker.

Og alt imens vokser afhængigheden.