Debat

Erhverv Aarhus: Regeringens handlingsplan for verdensmålene mangler konkret handling

Regeringens handlingsplan for FN's verdensmål har mange hensigtsmæssige målsætninger for bæredygtighed. Hvis politikerne virkelig ønsker grøn omstilling, er det ikke nok med gode intentioner, skriver Marc Perera Christensen, Nina Carlslund og Esben Kjeldsen fra Erhverv Aarhus.

Erhvervslivet bifalder regeringens indsats for at styrke den bæredygtige udvikling i Danmark, men det er vigtigt at igangsætte initiativer, der motiverer virksomheder til at være innovative, mener Aarhus Erhverv.
Erhvervslivet bifalder regeringens indsats for at styrke den bæredygtige udvikling i Danmark, men det er vigtigt at igangsætte initiativer, der motiverer virksomheder til at være innovative, mener Aarhus Erhverv.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketingets tværpolitiske 2030-netværk præsenterede i juni 2021 regeringens handlingsplan for FN's 17 verdensmål.

Planen indeholder mange gode intentioner og målsætninger, hvilket vi som en del af dansk erhvervsliv bifalder. Dette til trods er der dog en række punkter, som kræver opmærksomhed.

For eksempel manglen på beslutninger og konkret handling. At klimaets tilstand er en global krise med behov for øjeblikkelig handling, er et uomtvisteligt faktum – et forhold, som i sig selv burde danne grobund for hurtig og bredt funderet politisk handling. Derfor er det vigtigt, at vi får igangsat initiativer, der motiverer det danske erhvervsliv til at gribe den grønne omstilling.

Herudover er det vigtigt, at dansk erhvervsliv forbereder sig på at efterleve lovgivningsmæssige klimakrav og de forventninger om ansvarlig virksomhedsdrift, som danske virksomheder i stigende grad vil blive mødt med fra kunder, partnere og andre interessenter.

Erhvervet mangler kompas for bæredygtig udvikling

Retningen og rammerne skal udstikkes politisk, men vejen dertil skal for optimal og langsigtet effekt komme organisk fra virksomhederne selv

Marc Perera Christensen, Nina Carlslund og Esben Kjeldsen
Direktør i Erhverv Aarhus, formand for Erhverv Aarhus' forretnings- og verdensmålsudvalg og næstformand for Erhverv Aarhus' forretnings- og verdensmålsudvalg

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at regeringens handlingsplan for FN's verdensmål ikke indeholder konkrete, handlingsanvisende initiativer og en plan for, hvordan regeringen påtænker at finansiere initiativerne og opnå den nødvendige politiske opbakning til planen i Folketinget.

Hos Erhverv Aarhus ser vi FN's verdensmål som et retningsvisende kompas for den bæredygtige udvikling, vi som erhvervsliv og samfund skal gennemføre de kommende år.

Ligesom med navigation til havs er det dog ikke nok blot at have kompasset. Der skal også udstikkes en klar retning for, hvad vi i fællesskab bevæger os mod. Ellers risikerer vi at spilde kostbar tid og ressourcer på at sejle i hver vores retning.

Rammerne skal ikke hæmme virksomhederne

Vi vil gerne opfordre til, at den grønne omstilling spændes for det vækst- og innovationslokomotiv, der ligger til grund for den levestandard og velstand, som vi kender i dag.

Afslutningsvist skal der lyde en opfordring til, at grønne partnerskaber på tværs af både sektorielle og nationale skel i endnu højere grad bringes i spil

Marc Perera Christensen, Nina Carlslund og Esben Kjeldsen
Direktør i Erhverv Aarhus, formand for Erhverv Aarhus' forretnings- og verdensmålsudvalg og næstformand for Erhverv Aarhus' forretnings- og verdensmålsudvalg

En velstand, som er blevet tilvejebragt gennem virksomheders konstante søgen efter optimering af produktionsmetoder og teknologisk udvikling med henblik på at levere det bedst mulige produkt.

Af samme årsag ønsker vi også, at der fra politisk hold hurtigst muligt udstikkes de overordnede rammer med en klar retning for arbejdet med verdensmålene.

Herigennem kan landets virksomheder allerede nu påbegynde tilpasningen til de forudsætninger, der skal sikre, at Danmark fastholder den grønne førertrøje.

Omvendt er det vigtigt, at de udstukne rammer ikke hæmmer virksomhedernes eget initiativ og innovationskraft gennem restriktive og bureaukratiske regler.

Retningen og rammerne skal udstikkes politisk, men vejen dertil skal for optimal og langsigtet effekt komme organisk fra virksomhederne selv.

Flere grønne partnerskaber på tværs af skillelinjer

Dansk erhvervsliv kan noget særligt. Med de rette rammer – for eksempel en handlingsplan, der understøtter erhvervslivets transformation i en endnu mere bæredygtig retning – kan vores opfindsomhed og virketrang understøtte den danske klimahandling. 

Hvis danske virksomheder bliver en foretrukken "grøn" leverandør i konkurrence med virksomheder fra hele verden kan det samtidig styrke dansk velfærd og velstand.

Afslutningsvist skal der lyde en opfordring til, at grønne partnerskaber på tværs af både sektorielle og nationale skel i endnu højere grad bringes i spil.

Når fremtidens bæredygtige forretningsmodeller skal udvikles, kan det politiske Danmark med fordel inddrage erhvervslivet i udarbejdelsen af de konkrete rammer, så vi sammen kan lykkes med at løfte initiativerne og målsætningerne i handlingsplanen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marc Perera Christensen

Underdirektør, regional erhvervsudvikling, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Sangkraft Aarhus
markedsføringsøkonom (Århus Købmandsskole)

0:000:00