Mellemfolkeligt Samvirke: Udviklingsbistanden skal selvfølgelig gå til udviklingslande

For nylig kom regeringen med sit bud på en ny finanslov og som det er er sket flere gange tidligere, når statens husholdningsbudget skal på plads, er det verdens fattigste og mest udsatte, der må betale regeringen.

Denne gang bliver regningen tilmed ekstraordinært stor: Regeringen foreslår nemlig at tage tre milliarder kroner fra de midler, der ellers er tiltænkt udviklingslandene, og bruge dem på modtagelse af flygtninge herhjemme i Danmark.

Den øvelse har skiftende regeringer benyttet sig af i årevis, men de tre milliarder kroner er et rekordstort beløb. Så når Altinget Udvikling i den aktuelle temadebat spørger, hvad der bør være de vigtigste udviklingspolitiske emner for en ny regering, er mit og Mellemfolkeligt Samvirkes svar klart: Slå ring om udviklingsbistanden.

Stop udhulingen, som har den groteske konsekvens, at Danmark kan blive den største modtager af egen udviklingsbistand. Det stod klart, da regeringen i foråret bebudede, at den ville finansiere modtagelsen af flygtninge fra Ukraine med to milliarder kroner fra udviklingsmidlerne. Det er det beløb, som regeringen nu vil skrue op til tre milliarder kroner.

Udviklingsmidler skal gå til udviklingslande

Og ja, vi har krig i Europa. Og selvfølgelig skal vi hjælpe ukrainerne med at modstå den russiske invasion – alt det, vi kan. Men Ukraine er ikke et udviklingsland, og derfor skal Danmarks støtte til ukrainerne ikke finansieres af udviklingsmidlerne.

Selvfølgelig skal vi hjælpe ukrainerne. Men Ukraine er ikke et udviklingsland, og derfor skal støtten ikke finansieres af udviklingsmidlerne

Julie Koch
International direktør, Mellemfolkeligt Samvirke

Dem er der så rigeligt brug for i alle de lande, der har status af udviklingslande og som kæmper med tørke, fattigdom og sult, forfølgelse og manglende indflydelse på deres egne liv.

Mit mest grundlæggende ønske til de af valgkampens politiske partier, der har ambitioner om, at Danmark fortsat skal gøre en forskel globalt, er derfor, at de slår ring om finansieringen af udviklingsbistanden på tværs af politiske skel. Og ikke kun sikrer de 0,7% af bruttonationalindkomsten som niveau, men også sikrer, at midlerne bruges til det, de var tiltænkt, nemlig verdens mest fattige og udsatte.

Og lad os så derfra diskutere, hvordan vi bedst bruger midlerne, med udgangspunkt i den udviklingspolitiske strategi. Her vil jeg især pege på to områder, der bør prioriteres: Demokratiudvikling og menneskerettigheder.  

Lav en demokratistrategi med de unge

Diktaturer og autokratiske regimer er i fremmarch. Verden over oplever almindelige mennesker, at deres ytringsfrihed indskrænkes, at der slås hårdt ned på kritisk offentlig debat og mediedækning, og at det bliver sværere at organisere sig omkring sine mærkesager.

Utilfredshed får mange til at protestere. Uformelle sociale bevægelser og grupperinger vokser og især de unge går i front mod magthaverne. Desværre nogle gange med livet som indsats. De unge skal både beskyttes og understøttes.

Danmark bør lave en strategi for unge, der aktivt inddrager unge i tilblivelsen, og som har klare mål for støtte til unges demokratiske engagement i det globale syd. Kun sådan kan vi gøre os forhåbninger om at vende udviklingen mod en mere ufri verden.  

Vi skal også være klimaambitiøse globalt

Verden brænder, bogstavelig talt, og vi er på vej mod en global katastrofe af dimensioner, vi ikke tidligere har set, og måske ikke helt rigtig kan forestille os trods sommerens hedebølge og skovbrande.

Der er et stort behov – og en moralsk forpligtigelse – til at støtte den grønne omstilling i det globale syd i langt højere grad, end det sker i dag

Julie Koch
International direktør, Mellemfolkeligt Samvirke

Men befolkninger i nogle af de mest fattige lande oplever allerede konsekvenserne. Sultkatastrofen lige nu i Sahel grundet tørke, ekstreme temperaturer i Indien denne sommer og regelmæssige oversvømmelser i Bangladesh som grelle, men desværre ikke enestående tilfælde. Og det bliver kun værre.

Der er selvsagt et stort behov – og en moralsk forpligtigelse – til at støtte lokalbefolkninger i at modstå klimaforandringer, men også til at støtte den grønne omstilling i det globale syd i langt højere grad, end det sker i dag. Samt ikke mindst bremse udledningerne i den rige verden.

Pengene til udviklingslandene skal være ekstra midler som lovet på diverse topmøder og ikke tages af den nuværende udviklingsbistand. Og investeringer fra pensionskasser og banker, som Danske Bank, i sort energi, skal stoppes helt. Danmark skal gå forrest, både i og uden for Danmark.  

Der var en gang, hvor organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke kæmpede for at holde udviklingsbistanden på én procent. Det ønsker vi stadig.

Men i dag står kampen om langt mindre. Samtidig med at behovene ude i verden kun er blevet større. Kære politikere: Slå ring om den reelle udviklingsbistand og øg ambitionerne om klimaretfærdighed.