Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Minister: Spændende med EU-planer for tjenestepas for byggesektoren

SVAR:

Regeringens er indtil videre "overordnet positiv" over for et EU-forslag om et servicepas inden for byggesektoren. Det konkrete forslag til et servicepas forventes dog først fremlagt i december 2016. Den præcise udformning af servicepasset kendes derfor ikke endnu, forklarer erhvervs- og vækstministeren.

Minister: Kommunerne hjælpes med ekstra jobreform-udfordringer

SVAR:

Kommunerne er forpligtet til at hjælpe ledige med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesministeren i et svar til Socialdemokratiet. "Jeg er klar over, at implementering af reformer giver ekstra arbejde i jobcentrene," tilføjer han og peger på, at regeringen har indgået en aftale med KL om økonomisk kompensation for ekstra administrative udgifter.

Minister: Vi prioriterer indsats imod social dumping

SVAR:

SF vil vide, hvordan beskæftigelsesministeren vil fortsætte indsatsen imod social dumping, "når SKAT, politi og Arbejdstilsynets indsats nu bliver så kraftigt beskåret". Ministeren oplyser, at regeringens ambition er at fastholde en myndighedsindsats på området, men han kan ikke på nuværende tidspunkt udtale sig mere konkret herom, "idet det vil bero på de kommende finanslovsforhandlinger".

Neergaard redegør for flygtninges førtidspensionsregler

SVAR:

Retten til førtidspension optjenes på baggrund af det antal år, man har boet i Danmark. Dette gælder dog ikke flygtninge, som i dag kan medregne bopælstid i oprindelseslandet ved beregning af førtidspensionen, forklarer beskæftigelsesministeren. De er dermed underlagt gunstigere regler end andre, som har haft bopæl i udlandet.

Hjort: Moderniseringsstyrelsen bidrager ikke til social dumping

SVAR:

Finansministeren mener ikke, at Moderniseringsstyrelsen bidrager til social dumping, når den benytter sig af vagtfirmaet Alliance Security System. Moderniseringsstyrelsen kræver, at leverandører og underleverandører overholder grundlæggende arbejdstagerettigheder, siger ministeren bl.a.

Minister løfter lidt af sløret for iværksætterstrategi

SVAR:

Regeringens iværksætterstrategi vil bl.a. sætte fokus på, hvordan regeringen kan styrke virksomhedernes vækstvilkår, skriver erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Socialdemokraterne. Flere danske virksomheder skal udnytte potentialet i en global og digital verden, tilføjer han.

Minister: Staten dækker kommunernes udgifter for flygtninges praktik

SVAR:

Uddannelsesministeren kender ikke til de ressourcer, der anvendes på daginstitutionsområdet i forbindelse med virksomhedspraktik, herunder særskilt for flygtninge og migranter i praktik. Ministeren oplyser dog, at staten som udgangspunkt dækker kommunernes samlede nettoudgifter efter integrationsloven til flygtninge og familiesammenførte i de første år.