Alle kan blive handicaphjælper. Det er jo nemt, ikke? Forfatter går i kødet på danske politikere med ny roman

Vil sparke gang i debat: "Mangel på respekt"

I januar besluttede regeringen af lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft, så det fremover bliver lettere at få udlændinge fra lande som Filippinerne og Indien til at løfte velfærdssamfundets omsorgsopgaver, eksempelvis i ældreplejen.

Men det bekymrer Stine Askov. Hun mener, at det afspejler en manglende forståelse for omsorgsfaget.

Fakta om bogen

 

Stine Askov (f. 1976) er uddannet pædagog og forfatter til en række romaner, herunder ’Nøjsomheden’ og ’Katalog over katastrofer’.

Hun er aktuel med romanen ’Varme hænder’, der er udgivet af Gyldendal 3. april 2024. 

"Jeg synes, det viser mangel på indsigt at tro, at vi bare kan importere 'varme hænder'. Det kræver jo en stor indsigt i det samfund, man lever i. I familiestrukturerne. I den måde man tænker omsorg, varme, kærlighed og nærvær. Det kan man ikke bare at hente fra et eller andet sted," siger hun.

Hendes bekymring handler blandt andet om, at regeringen med sådanne forslag signalerer, at omsorgsarbejdet er en type job, som ikke er attraktivt nok for danskerne.

"Jeg kan blive nervøs for, at man – ligesom man måske har set med rengøring og jordbærplukning – får sagt om nogle jobs, at de er for sløje til, at danskere gider at have dem," siger hun.

Hun ser en tendens til, at samtalen om omsorgsfagene netop glider i den retning.  

"Det, synes jeg, er rigtig voldsomt at tænke på, at det er vores nære omsorg for vores gamle, børn, syge og handicappede, man taler om," siger Stine Askov.

Der er ifølge forfatteren ganske få skønlitterære bøger, der beskriver det omsorgsfag, hun som pædagog i mange år selv har været en del af. Med bogen ønsker hun at tage læseren med ind i maskinrummet og vise, at arbejdet langt fra blot handler om have varme hænder og gode intentioner. 

Hun ønsker samtidig at sparke til debatten om området. Stine Askov lægger derfor ikke skjul på, at bogens titel, 'Varme hænder', har en sarkastisk undertone. For det bredt anvendte begreb bidrager til en forsimplet måde at forstå omsorgsarbejdet, mener hun.

"Jeg synes, det er meget tæt på at være nedladende, når man reducerer så mange menneskers arbejde til nogle løsrevne legemsdele. Det er mangel på respekt for, hvor stor en kapacitet det kræver, og at omsorgsarbejde selvfølgelig ikke bare er et håndens arbejde," siger Stine Askov.

Hun fremhæver, at omsorgsarbejde kræver både kreativitet, dømmekraft, viljestyrke og menneskekundskab.

Verdens nemmeste job?

I romanen møder man den garvede pædagog Camilla, der efter 15 år i børnehaven Radisen leder efter et "nemmere" omsorgsjob.

Jeg kan faktisk håbe, at denne her mangelsituation vil kunne skabe en anden respekt om faget

Stine Askov
Forfatter

Arbejdet med børn og de øgede krav til daginstitutionernes arbejde har næsten slidt Camilla op. En voldsom hændelse i daginstitutionen får bægret til at flyde over.

Da Camilla får jobbet som handicaphjælper for forfatteren Mathilde, ser hun frem til det job, der bliver omtalt som "verdens nemmeste". Men det viser sig hurtigt, at også dette job er svært.

Kemien med forfatteren bøvler. Der er ingen kolleger, Camilla kan spare med, og opgaverne er langt fra lette.

Som læser er man fluen på væggen, når handicaphjælperen Camilla bakser med at hjælpe den intellektuelle Mathilde i bad og sætter hendes hår efter nøje foreskrevne regler.

Mens Camilla hele tiden får at vide, at jobbet er så nemt, at alle ville kunne varetage det ("Du er heldig, at du får penge for at sove," som Mathilde på et tidspunkt siger til hende i bogen), kæmper hun med at løse de praktiske opgaver på umærkelig vis – samtidig med at hun forsøger at etablere en god relation til Mathilde.  

Med bogen ønsker Stine Askov at tegne et billede af omsorgsarbejdets væsen for at vise, hvor komplekst det er at arbejde professionelt med at drage omsorg for et andet menneske og varetage funktioner, som eksempelvis et menneske med handicap ikke selv kan.

"Mange, der har brug for omsorg, er tit mennesker, der har det svært. Og mennesker, der har det svært, kan være virkelig svære at være sammen med. Så omsorgspersonen er tit én, der skal kunne lægge sine egne følelser og impulser til side," siger Stine Askov.

"Alt omsorgsarbejde handler om relationer. Hvis ikke man som medarbejder formår at etablere en tillidsfuld relation, så kan du ikke lykkes med dine øvrige opgaver," tilføjer hun.

Det tager den tid, det tager

Den kompleksitet, Stine Askov forsøger at beskrive med bogen, ser hun ikke kun i pædagogfaget.

Det gælder også for sundhedspersonale, sosu-assistenter, handicaphjælpere og alle andre, der arbejder med omsorg, siger hun.

"Det er min påstand, at inden for alle de her faggrupper, vil du ikke lykkes, hvis du mangler den fortrolige relation, og hvis ikke du har opbygget en tillid. Hvis du er en sosu-assistent på et plejehjem og skal tage hånd om gamle mennesker, der har det rigtig svært, så er du nødt til at prøve at finde en måde, hvorpå der kan opbygges en relation," siger Stine Askov.

Hvad synes du, at vores beslutningstagere skal bruge den her viden til?

"Jeg synes, man skal bruge den indsigt til at erkende, at omsorgsarbejde ikke kan gå hurtigt. Det kan ikke effektiviseres. Det kan ikke optimeres. Det tager den tid, det tager," siger hun.  

"Man snakker altid om, at hjemmehjælperen ikke har tid til at få en kop kaffe. Og det er der, jeg synes, man har misset, at det faktisk er dét, der er arbejdet: Det er at tage den kop kaffe; at opbygge relationen. Hvis man endelig skal blive i den her effektiviseringstankegang, vil man måske få støvsuget hurtigere, hvis man har en ordentlig relation til den, man nu skal støvsuge for," siger Stine Askov.

Midt i en omsorgskrise

I en kronik i Politiken gik statsminister Mette Frederiksen søndag til kamp mod new public management-bølgen, der har præget den offentlige sektor de seneste mange årtier for at effektivisere velfærdsopgaverne og dokumentere dens effekt. Der skal være meget mere omsorg, sund fornuft og mindre dokumentation i fremtiden, skrev statsministeren.

Mange, der har brug for omsorg, er tit mennesker, der har det svært. Og mennesker, der har det svært, kan være virkelig svære at være sammen med

Stine Askov
Forfatter

"Daginstitutioner handler ikke blot om pasning, men skal være en kærlig ramme for mange af børnenes vågne timer," stod der i kronikken. "Den hjælp, vi skal give vores ældre, handler ikke først og fremmest om at klare rengøring. Men om omsorg for det gamle menneske og om værdighed i livets efterår," skrev statsministeren.

Stine Askov har i løbet af sin egen karriere som pædagog oplevet, hvordan der er blevet skåret ind til benet i pædagogfaget. Da hun begyndte som pædagog i en vuggestue i 1990'erne var de fem voksne til ti børn, fordi to børn havde støttebehov.

Dengang var der "ikke nogen børn, der var utrygge, eller stod ved lågen og græd," fortæller hun. Da hun forlod faget i 2020, var supervisionen, stuemøderne, trivselssamtalerne og mælken til kaffen sparret væk.

Er der ikke lige nu en tendens til, at politikerne faktisk erkender, at der mangler hænder, og at man måske skulle give mere tid til nærvær og den kop kaffe, du taler om?

"Enhver regering vil jo afbureaukratisere, og man har også været inde og tale om, at minimumsnormeringerne skal være bedre."

"Jeg tror bare, at indtil enhver pædagog kommer ind på sin stue om morgenen og oplever, at der sidder et ekstra menneske, så er der ingen pædagoger, der anerkender den form for minimumsnormering, man taler om på politisk plan," siger hun.

Et håb om noget andet

Det klinger hult, mener Stine Askov, når politikerne på den ene side taler om, at omsorgsarbejdet skal tilbage til kerneopgaven, samtidig med at man taler om at importere "varme hænder".

Måden man taler om, at der mangler hænder, risikerer samtidig at skræmme mange væk fra omsorgsfaget, mener hun.

"Jeg forestiller mig ikke, at man som ungt menneske, der skal vælge en uddannelse tænker: 'Nej, hvor fedt, det skal jeg da!', når man hører, at der mangler varme hænder," siger Stine Askov.

Hun mener derfor, at det er på tide, at samtalen om omsorgsarbejdet i højere grad handler om det faglige indhold i arbejdet og arbejdsforholdene for de mennesker, der løfter omsorgsopgaverne.

"Jeg kan faktisk håbe, at denne her mangelsituation vil kunne skabe en anden respekt om faget, og at folk, der arbejder inden for de her brancher, vil benytte øjeblikket til at stille nogle krav til dels deres arbejdsforhold og til deres løn," siger hun og afslutter:

"Og at man på bagkanten af sådan en omsorgskrise vil kunne skabe noget andet, end det der er fremherskende i dag."