Professor svarer igen: Det er ikke mit job at være enig med politikere og journalister

I uføre hos Danmarks Radio

Da krigen i Gaza brød ud, blev jeg blev kimet ned af journalister, der ville have et perspektiv på begivenhederne fra en af de få mellemøstforskere i Danmark, der arbejder med palæstinensisk historie, politik og samfund.

Kort efter begyndte en række journalister og politikere at omtale et debatindlæg fra 2021, hvor jeg sammen med kolleger opfordrede til en klarere fordømmelse af Israels behandling af palæstinensere.  

Da krigen i Gaza brød ud, blev jeg blev kimet ned af journalister.

Sune Haugbølle
Professor i mellemøstlige studier, Roskilde Universitet

Det virker som om, nogle danske medier har taget denne omtale som en advarsel imod at benytte mig som sagkyndig.

Siden slutningen af november har jeg stort set ikke været inviteret til at deltage på Danmarks Radio (DR), efter at jeg indtil da havde været en af DR’s mest anvendte eksperter i dækningen af Gaza-krigen.

Årsagen er, så vidt jeg kan skønne, at jeg ikke vil medvirke med deklarering. Men jeg er ikke helt sikker, da udmeldingerne fra DR har været selvmodsigende.

På den ene side forklarer DR’s ledelse mig, at der ikke foreligger en fast beslutning om at deklarere mig, og at det er en helt almindelig redaktionel og journalistik proces at vurdere fra gang til gang, hvad der er relevant at oplyse om en ekspertkilde i den givne kontekst.

Adspurgt af Magisterforeningen har de dog ikke kunnet pege på fortilfælde, hvor DR har deklareret på baggrund af en avisartikel.

Samtidig kan jeg konstatere, at er jeg blevet deklareret de seneste gange jeg har medvirket i radioen, og at jeg generelt ikke bliver ringet op af DR mere.

Forskere er uafhængige stemmer

Hele denne sag giver anledning til nogle principielle overvejelser om forholdet mellem forskere, politikere og journalister.

Som forsker kan det være svært at træde ind i medierummet for at analysere politik og samfundsforhold, da man ud over sin empiriske viden - og den verserende akademiske samtale om emnet - også skal forholde sig til de fortolkningsrammer, som politikere og medier opererer med.

Vi har fordelen af at have læst videnskabelig litteratur om emnet, hvilket politikere og journalister sjældent har tid eller kompetencer til.

Sune Haugbølle
Professor i mellemøstlige studier, Roskilde Universitet

Nogle gange udfordrer akademiske analyser disse rammer. Men det er en af forskningens vigtigste roller i demokratiske samfund at være en uafhængig stemme. 

Betyder det så, at vi slet ikke må markere vores holdninger ideologisk, politisk eller på anden måde, fordi der ellers kan opstå tvivl om vores uafhængighed?

Det mener nogle. Jeg mener, at vi har ret til også at være engagerede samfundsborgere.

Fordringen må være, at når vi går ind i den offentlige debat, skal den sagligt begrundede analyse stå skarpt. Vi har fordelen af at have læst videnskabelig litteratur om emnet, hvilket politikere og journalister sjældent har tid eller kompetencer til.

Til gengæld må vi forvente, at vi bliver behandlet med en vis respekt for den viden, som vi bringer i spil.  

Man må selvfølgelig gerne gå kritisk til en forsker og spørge ind til hvor dennes viden kommer fra. Men hvis man som udgangspunkt bliver mødt med et stempel, der meddeler, at man er partisk, er det til gengæld svært at udfylde rollen.

Den gensidige tillid skal være til stede.

Vi skal skubbe forståelsesrammen

Inviterer vi dog ikke selv til at undergrave den tillid, hvis vi for eksempel skriver under på erklæringer?     

Klimaforsker Stefan Gaardsman Jacobsen udtrykte præcist min egen holdning, da han for nylig blev spurgt af Adam Holm i radioprogrammet 'Kampen om Historien', om det ikke skadede hans troværdighed at have skrevet en kronik, hvor han sammen med kolleger opfordrede til nulvækst for at bremse klimaforandringerne? 

"Måske", svarede Gaardsman Jacobsen.

Det er vigtigt at forskere udtrykker sig nuanceret. Men der kan også være tidspunkter, hvor man har behov for at kommunikere direkte, fordi den viden man sidder på er så vigtig, at man bliver nødt til at udfordre den herskende forståelsesramme.

Det var sådan nogle af mine kolleger i 2021 opfattede Israels besættelse og behandling af palæstinensere, og det var derfor jeg skrev under på erklæringen.

Saglig kritik er velkommen

Jeg ved godt, at nogle politikere og journalister er uenige i den vurdering, som vi som forskere kom med i 2021.

Men det er ikke mit job at være enig med politikere og journalister.

Jeg taler uafhængigt og sagligt om det, jeg er ansat af staten til at forske i.

Sune Haugbølle
Professor i mellemøstlige studier, Roskilde Universitet

Jeg taler uafhængigt og sagligt om det, jeg er ansat af staten til at forske i. Og jeg fremlægger gerne de kendsgerninger, jeg har lagt vægt på. 

Saglig kritik er velkommen, også fra journalister og politikere. Og jeg prøvede at forklare mig og have en slags samtale med kritikerne, da angrebene mod mig begyndte at eskalere.

Jeg forklarede blandt andet, at jeg synes det er misvisende at kalde mig Israel-kritisk, da min (og mange andre forskeres) kritik af Israel går på grundlæggende principper som Folkeretten, krigsforbrydelser, besættelse og anstændig behandling af civile, som jeg også har rejst i forbindelse med andre regeringer og grupper i regionen.

Problemet med at få en deklarering, som man ikke selv er enig i, er at den stadfæster en kritik og dermed rubricerer forskeren som partisk og dermed også en utroværdig formidler af sagkundskab.

Vil ikke trække mig

I mit tilfælde gik kritikken langt ud over at have skrevet under på et debatindlæg.

Politikere og journalister anklagede mig for at være aktivist under dække af forsker, at være radikaliserende, antisemit, kommunist, og mange andre sære ting.

At deklarere er at slette den sagkundskab, der ikke passer i politikernes eller mediernes kram.

Sune Haugbølle
Professor i mellemøstlige studier, Roskilde Universitet

Jeg accepterer ikke, at de angreb skal definere mig.

Det er trættende, at skulle forholde sig til anklager. Det kan blive så stressende, at man trækker sig fra medierne.

Det har jeg ikke gjort, men jeg har fuld forståelse for dem af mine kolleger, der har valgt at gøre det i lignende situationer, og især for de mange yngre kolleger, der holder sig fra medierne.

En undersøgelse sidste år viste, at næsten hver tredje ph.d.-studerende afholder sig fra at udtale sig om egen forskning af frygt for reaktionerne.

Det tyder på et stort problem.

Forskere er og skal være medspillere i den demokratiske samtale, netop fordi de tilfører saglig viden. For at det kan lade sig gøre, skal de præsenteres og lyttes til som forskere.

At deklarere er ikke at betjene lyttere eller læsere, for det gør man ved at stille kritiske spørgsmål.

At deklarere er at slette den sagkundskab, der ikke passer i politikernes eller mediernes kram.