Download foto i høj opløsning
Født 1958, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1990.
Journalist og politisk kommentator på Altinget : christiansborg.
Journalist på B.T.s Christiansborg-redaktion 1993-2002.
Udgav i 2002 bogen "Det frontale kultursammenstød".
Udgav i 2003 "Fyrsten - et portræt af Mogens Lykketoft," og i 2005 en politisk biografi om Marianne Jelved.
Mette Frederiksens kamp mod bureaukrati og pseudoarbejde har været en fuser
Det er seks år siden, Mette Frederiksen først blæste til kamp mod bureaukrati og akademisering, men siden da er det offentlige bureaukrati kun vokset. Med LA's krav om en egentlig bureaukratilov bliver kampen mod bureaukrati forstærket frem mod næste valg, og regeringen er tvunget til snart at levere.
Erik Holstein
Journalist og politisk kommentatorMette Frederiksen var krystalklar, da Altinget interviewede hende:
Bureaukratiet var vokset ud af kontrol i en akademiseret og over-administreret offentlig sektor. Der skulle gøres op med akademisk pseudoarbejde og indføres en ”fingrene væk”-reform, der gav mere magt til den lokale ledelse. Det blev sagt med ildhu og engagement, ingen tvivl om det var en dagsorden, Mette Frederiksen brændte for.
Det var i 2018, knap et år før hun blev statsminister.
Siden da er der ansat stadig flere administrationer over hele linjen i den offentlige sektor. Det gælder kommunerne, hvor den kraftige vækst i antallet af akademikere siden kommunalreformen bare er fortsat, det gælder i regionerne, hvor der ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er kommet 144 procent flere akademikere siden 2008, men det gælder også i staten, som regering og folketing har et direkte ansvar for. En pæn del af stigningen er kommet i Mette Frederiksens tid som statsminister.