Wammen tager over, hvis Mette Frederiksen smutter til sommer

Sammenligner man med sidste forår, er der en afgørende forskel: Der synes ikke længere at være tvivl om, at finansminister Nicolai Wammen bliver statsminister og ny socialdemokratisk leder, hvis Mette Frederiksen allerede er væk efter sommerferien.

Bliver Mette Frederiksen valgperioden ud, kan det se anderledes ud, men på kort sigt er der intet, der kan true Wammen.

Sidste forår kunne det i yderste konsekvens være endt med en kampvalg mellem Wammen og Hummelgaard. Peter Hummelgaard og hans støtter kunne sådan set godt leve med Wammen som leder, men ikke i kombination med Morten Bødskov som finansminister og uofficiel nummer to.

Duoen Wammen-Bødskov blev set som über-teknokratisk og for højredrejet af kritikerne, der ønskede en mere ideologisk type som Hummelgaard som finansminister. Da man ikke kan stemme om finansministerposten, svævede truslen om et kampvalg om formandsposten i luften.

Den trussel er væk nu: Hummelgaard går ikke ind i et kampvalg, så længe Socialdemokratiet sidder i regering og har statsministerposten. 

Vil ikke have skurkerollen
Det er åbenlyst, at Hummelgaard ikke vil have rollen som skurken, der igangsatte et opslidende og destruktivt opgør om formandsposten, mens man havde regeringsmagten. Samtidig synes Hummelgaards chancer for at vinde en direkte konfrontation med Wammen at være små – i hvert fald på kort sigt. 

Det er åbenlyst, at Hummelgaard ikke vil have rollen som skurken, der igangsatte et opslidende og destruktivt opgør om formandsposten.

Det er til gengæld klart, at 41-årige Hummelgaard gælder som en fremtidig formandskandidat. Sådan ser han sig selv, og sådan ser man det i kredsen omkring ham – der rækker udover hans egen kaffeklub – samt i dele af fagbevægelsen.

Den forestilling lå i forlængelse af forventningen om, at Mette Frederiksen ville blive en historisk socialdemokratisk statsminister, der sidder i et årti, og at spørgsmålet om arvefølge først ville dukke op, når man nærmede sig 2030. Den tidshorisont synes at have genfundet sig i Hummelgaard-lejren, og det er med til at mindske risikoen for et opgør på kort sigt.

Det betyder dog ikke, at uenigheden er væk. Der er stadig betydelig modstand mod kombinationen Wammen-Bødskov i en pæn del af folketingsgruppen – "Grå og Grå," som en af kritikerne omtaler dem, mens kritikere af Hummelgaard beskriver ham som umoden og kommer med syrlige hentydninger til justitsministerens uheldige parkeringssag.

Der er også stadig skyggeboksning om andre ministerposter, og de karrieremæssige slagsmål suppleres af politiske uenigheder. Således er der meget varierende grader af begejstring for SVM-projektet i de forskellige kaffeklubber.

Strid om posterne
Morgenmadsklubben er med 18 medlemmer den største af kaffeklubberne, og her er udtalt utilfredshed med fordelingen af ministerposter. Klubben tæller en række tidligere ministre som Astrid Krag, Trine Bramsen, Benny Engelbrecht, Flemming Møller Mortensen og Mogens Jensen, men aktuelt er Morten Bødskov klubbens eneste minister.

Mens Wammen som den første brik er på plads ved et hurtigt Mette Frederiksen-exit, er Morten Bødskovs position knap så sikker.

I Morgenmadsklubben er der tilslutning til samarbejdet over midten, som man ser som den nye normal.

Netværket er betydelig stærkere repræsenteret på ministerholdet. Her er næsten halvdelen af de 10 folketingsmedlemmer ministre: Udover Peter Hummelgaard har klubben beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, skatteminister Jeppe Bruus og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Her står man for en mere klassisk S-profil, der er noget hæmmet af samarbejdet over midten.  

Miljøminister Magnus Heunicke leder den tredje klub, der bare hedder Kaffeklubben. Klubben har 8 medlemmer, men også her er det kun klubbens leder, der er minister, og også her er der frustration over fordelingen. Politisk ligger Heunickes folk nærmere Hummelgaard end Bødskov, men det forventes at Heunicke smider jetonerne ind der, hvor han kan få mest ud af det.  

Frokostklubben er den sidste klub, og her er Nicolai Wammen selv i spidsen. Klubbens 13 medlemmer kan mønstre fire ministre: Udover Wammen er det udviklingsminister Dan Jørgensen, undervisningsminister Mattias Tesfaye og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek.

Politisk er klubben svær at definere. Mens Nicolai Wammen og en mand som Christian Rabjerg-Madsen ligger nærmest Bødskov og Engelbrecht, er Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad og udlændingeordfører Frederik Vad mere ideologiske og politisk nærmere Hummelgaard.

Deres profil svarer til politikken i Mette Frederiksens første regering: En stram udlændingepolitik kombineret med en venstre-socialdemokratisk fordelingspolitik og et fælles projekt om at forandre samfundet og bevare velfærdsstaten via dybe reformer af dansk uddannelsespolitik.

I den klub er engagementet i SVM-projektet udpræget størst hos folk som Wammen og Rabjerg. 

Favorit som nummer to
Mens Wammen som den første brik er på plads ved et hurtigt Mette Frederiksen-exit, er Morten Bødskovs position knap så sikker.

Bødskov er ganske vist favorit til at overtage finansministerposten, og der synes at eksistere en forståelse mellem Bødskov og Wammen. Men det er ikke en urokkelig aftale, der er mejslet i granit.

Argumenterne for at gøre Morten Bødskov til ny finansminister er dels, at han er i spidsen for den største kaffeklub, dels at han var med på Marienborg sammen med Wammen og Mette Frederiksen, da grundlaget for SVM-regeringen blev forhandlet.

Kombineret med den højre-socialdemokratiske profil hos Bødskov giver det kredit hos socialdemokraternes borgerlige regeringspartnere, der måske vil kræve en højere pris for at acceptere Hummelgaard på posten.

Argumenterne imod Bødskov er lige så klare: De kritiske partifæller fremhæver igen og igen, at kombinationen Wammen-Bødskov mangler ideologisk kant og får  svært ved at begejstre bagland og vælgere i en tid, hvor partiformændenes personlige gennemslagskraft og karisma er meget afgørende. 

Minister i skudlinjen
Når det gælder fordelingen af de øvrige ministerposter, er der meget forskellige tilgange til sagen. Nogle socialdemokrater peger på, at fordelingen på ministerholdet så nogenlunde skal afspejle størrelsen af de forskellige kaffeklubber.

Andre peger derimod på, at fordelingen udelukkende skal basere sig på den enkeltes evner og præstationer. Og at man derfor må steppe op i sine præstationer, hvis man vil ind på ministerholdet. En slet skjult antydning af, at den politiske evne og tyngde i Bødskovs kaffeklub, antallet til trods, simpelthen ikke er der.

Mens folk som Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek anerkendes som stærke profiler, har de utilfredse socialdemokratiske MF’ere kig på et par af Netværkets ministre som kandidater til udskiftningsbænken. Her nævnes igen og igen skatteminister Jeppe Bruus og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Beskrivelsen af Jeppe Bruus efterfølges dog normalt af et forsonende: ”Men han gør egentlig et meget godt arbejde”, mens den slags er helt fraværende i beskrivelsen af Rosenkrantz-Theil, der ikke ligefrem er populær i folketingsgruppen.

Det er velkendt, at Rosenkrantz-Theil har et nært venskab med Mette Frederiksen, og med den stemning, der er i folketingsgruppen, hænger socialministerens job i en meget tynd råd, den dag Mette Frederiksen ikke er der længere.

Nej på skrømt
Er alt dette så bare kandestøberier, fordi Mette Frederiksen faktisk taler sandt, når hun blankt afviser at være interesseret i et internationalt topjob?

Næppe.

Selvom statsministeren er gået usædvanlig langt i sine forsikringer – hvor hun ligefrem erklærer, at hun vil sige nej, hvis hun bliver tilbudt et topjob i udlandet – er der meget få på Borgen, der tror på den forsikring. Det er almindelig anerkendt, at lige præcis på det punkt har en statsminister lov til at lyve, fordi man ikke i praksis kan sige, man går efter et sådant job, før man har landet det. 

I Socialdemokratiet er der almindelig enighed om, at Mette Frederiksen med glæde vil tage jobbet som formand for EU’s ministerråd, der bliver ledigt til sommer. Den danske statsminister har et godt navn i mange europæiske hovedstæder, og da jobbet som kommissionsformand går til kristendemokraten Ursula von der Leyen, skal der for balancens skyld en socialdemokrat på posten som formand for ministerrådet.

Skeptikerne peger på, at Syd- og Østeuropa ikke vil acceptere, hvis Nordeuropa rydder bordet, og både Danmark, Tyskland og Holland (Mark Rutte som Nato-generalsekretær) tager de tre vigtigste poster i det vestlige samarbejde. 

Det handler ikke kun om geografi, men om dybe forskelle i synes på EUs finans- og industripolitik, migrationsspørgsmålet og håndteringen af truslen fra Rusland.

Internt i Socialdemokratiet er der uenighed om, hvorvidt statsministeren også vil være interesseret i en post som EU’s udenrigskommissær – eller eventuelt en nyoprettet post som forsvarskommissær.

Det er den slags åbne spekulationer, man i Hummelgaard-lejren betegner som noget, der underminerer statsministerens autoritet her og nu. Ifølge Ekstra Bladet blev netop det konfronteret af Jeppe Bruus fra Hummelgaards kaffeklub på et socialdemokratisk gruppemøde for et par uger siden, og ved den lejlighed kritiserede Mette Frederiksen ligeledes spekulationerne. 

Analyser og ønskedrømme
Troen på Mette Frederiksens lyst og evner til at få et topjob i EU til sommer følger et tydeligt mønster:

Der er klar tendens til, at folk omkring Hummelgaard ikke forventer, at Mette Frederiksen får en toppost til sommer, mens folk omkring Wammen og Bødskov i højere grad tror på, at Danmark skal have en ny statsminister. 

Med andre ord: Des bedre muligheder man får, hvis posten med ministerposter rystes, des større er forventningen om, at statsministeren er kandidat. Og des svagere, man selv står, hvis posen rystes allerede til sommer, des mere overbevist er man om, at Mette Frederiksens chancer er forsvindende små. 

Så selv om den store socialdemokratiske borgerkrig efter alt er dømme er afblæst, driver de socialdemokratiske kaffeklubber det spil om magten videre, som blev åbnet meget abrupt sidste år.

Nogle følger Rolf Sørensens gamle regel for, hvordan man vinder et cykelløb fra et udbrud:
Den, der venter, vinder.

Andre hæfter sig mere ved rækken af kronprinser, der har ventet for længe.