Debat

Enhedslisten til Liberal Alliance: I fremstiller kvinder som statsdisponerede fødefabrikker

Selvom Liberal Alliance markedsfører sig som frihedsparti, så svigter frihedstrangen totalt, når det kommer til at gøre kvinders ret til abort til en grundlæggende menneskeret i EU, skriver Per Clausen. 

Selvom Liberal Alliance markedsfører sig som frihedsparti og sælger t-shirts og andet merchandise i parti-web-shoppen, som prydes af ordet ”frihed”, så svigter frihedstrangen, når det kommer til at gøre kvinders ret til abort, skriver Per Clausen.
Selvom Liberal Alliance markedsfører sig som frihedsparti og sælger t-shirts og andet merchandise i parti-web-shoppen, som prydes af ordet ”frihed”, så svigter frihedstrangen, når det kommer til at gøre kvinders ret til abort, skriver Per Clausen.Foto: Arthur J . Cammelbeeck
Per Clausen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Enhedslisten har netop samlet flertal i EU-parlamentet for at anerkende kvinders ret til fri abort som en grundlæggende menneskerettighed i EU.

Det er jeg stolt over. Det er et vigtigt skridt for at udbrede den grundlæggende frihedsrettighed, som retten til en fri og sikker abort er, til alle europæiske kvinder.

Og Europa står i en skæbnestund. Vi står over for et skæbnevalg.

EU-valget handler om at skabe opbakning til helt grundlæggende menneskerettigheder i en situation, hvor den yderste højrefløj buldrer frem i mange steder i Europa. Og det troede jeg i grunden var et ret alment, dansk synspunkt.

Derfor har jeg været utroligt nedslået over at opleve, hvor stor modstanden imod det forslag er på højrefløjen i Danmark.

Herhjemme er der nemlig mange, toneangivende borgerlige partier, som ikke er med på, at EU anerkender retten til fri abort for kvinder på linje med alle de mange andre vigtige rettigheder, der står i EU’s charter og blandt EU’s grundlæggende menneskerettigheder.

For i EU-parlamentet stemte både Konservative og Dansk Folkeparti imod, at EU skulle tilføje retten til fri og sikker abort til EU’s grundlæggende menneskerettigheder.

Læs også

Hvor er højrefløjens frihedskamp?

Og herhjemme har jeg kunnet forstå på Liberal Alliance, som ikke er repræsenteret i EU-parlamentet, at de også er imod forslaget. Sig mig, hvor bliver jeres frihedskamp og solidaritet med kvinders fundamentale rettigheder af? 

For mig er det kampen for kvinders ret til fri abort en af vor tids vigtigste frihedskampe.

Det er en kamp, hvor der i 1960’erne, 1970’erne og frem blev vundet store, progressive fremskridt for kvinder i den vestlige verden. Og hvor der i de seneste år har været skræmmende, sorte tendenser til, at de fremskridt bliver rullet tilbage i både Europa og USA.

Derfor er det vigtigere nu end nogensinde at vise. at vi står helt bredt sammen om, at abortrettigheder skal være en grundlæggende menneskerettighed i EU. Så vi giver de kvinder, som endnu lever EU-lande, hvor aborten ikke er fri, en anledning til at presse på for at vinde nyt terræn.

Den holdning deler højrefløjen i Danmark desværre ikke. Tværtimod.

Hvorfor er det lige netop denne ene – i mine øjne fuldstændig afgørende – frihedsret for kvinder, som ikke må være en grundlæggende menneskeret i EU?

Per Clausen (EL)
Spidskandidat til Europa-Parlamentet

Højrefløjen er tilsyneladende styret af en meget principiel modstand imod at gøre kvinders ret til abort til en grundlæggende menneskerettighed i EU.

En modstand, som enten baserer sig på et EU-fjendtligt eller et frihedsfjendtligt fundament. Enten betyder det, at Liberal Alliance og Konservative er imod alle EU’s grundlæggende menneskerettigheder.

Det tror jeg nu ikke, for mig bekendt er de borgerlige partier – selvfølgelig - stærke fortalere for de menneskerettigheder, der beskytter borgerne mod overgreb fra staten.

Jeg har i hvert fald ikke hørt LA sige, at retten til privatliv, tankefrihed og ytringsfrihed "ikke skal dikteres af EU", eller at det er ”imod nationernes selvbestemmelse”, at de er indskrevet i EU-charteret.

Forhistoriske forestillinger af kvinder

Hvis ikke det er den slags hardcore EU-modstand, der er på spil, er konklusionen jo være meget mere dyster.

Læs også

For hvorfor er det lige netop denne ene – i mine øjne fuldstændig afgørende – frihedsret for kvinder, som ikke må være en grundlæggende menneskeret i EU?

Hvis man ser lige på Liberal Alliance nyere historik, finder man måske lidt af svaret.

De har kastet sig ud i en selverklæret ”frihedskamp” for at holde kvinder ude af værnepligten – med den ualmindeligt forhistoriske begrundelse, at kvinder er biologisk og socialt determinerede til at være dårligere soldater end mænd.

Men ikke nok med det, en af deres spidskandidater på listen til EU-parlamentsvalget, Mads Strange, kastede sig endda ud i fantasier om, hvad der for mig lyder som, at kvinder er en slags statsdisponerede fødefabrikker, som ikke kan sendes i krig, fordi de skal bruges til at genskabe populationen efter en potentielt fremtidig dansk krigsdeltagelse.

Med andre ord er det tydeligt, at kvinders frihed mere generelt ikke er ”top of mind” for det selverklærede frihedsparti Liberal Alliance.

Man må bare sige: Selvom Liberal Alliance markedsfører sig som frihedsparti og sælger t-shirts og andet merchandise i parti-web-shoppen, som prydes af ordet ”frihed”, så svigter frihedstrangen, når det kommer til at gøre kvinders ret til abort til en grundlæggende menneskeret i EU totalt.

I mine øjne er det både naturligt og rigtig, at EU viser tydeligt, hvilke grundlæggende og fundamentale frihedsrettigheder, samarbejdet hviler på.

Det må progressive kræfter på venstrefløjen så tage sig af at arbejde sagligt med, når højrefløjen svigter.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Clausen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (EL), byrådsmedlem i Aalborg, medlem af KLs bestyrelse, bestyrelsesmedlem i AkademikerPension
cand.phil. i samfundsfag (Aalborg Uni. 1988)

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA), politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00