Debat

Ulykkespatientforeningen: Mennesker med handicap skal have hjælp til livet fremfor hjælp til døden

Frihed til at vælge døden er ikke ensbetydende med mere glæde, liv eller livskvalitet. Det er snarere tværtimod for alle os, der kæmper for retten til at leve et liv på trods af handicap og ikke ønsker at blive udsat for det pres, et tilbud om aktiv dødshjælp er, skriver Janus Tarp, formand for Ulykkespatientforeningen.

Vi skal ikke sætte mennesker med handicap i den situation, at de tænker, at samfundet godt kan undvære en som mig, for jeg bidrager ikke til det på samme måde, skriver Janus Tarp. 
Vi skal ikke sætte mennesker med handicap i den situation, at de tænker, at samfundet godt kan undvære en som mig, for jeg bidrager ikke til det på samme måde, skriver Janus Tarp. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Janus Tarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Er vi ved at ændre vores menneskesyn i Danmark? Noget kunne tyde på det, da vores sprog ændrer sig.

Regeringen har nedsat et nyt udvalg, der hedder ’Udvalget for en værdig død’.

Ikke udvalget for aktiv dødshjælp, må man forstå, men for en værdig død, og det kan de fleste danskere nok se sig selv i.

Som formand for Ulykkespatientforeningen, rygmarvsskadet og kørestolsbruger kender jeg til mørke dage

Janus Tarp
Formand, Ulykkespatientforeningen

Det nye udvalg skal ’facilitere samtalen’ om en værdig død og har sognepræst Kathrine Lilleør som formand.

Da hun var medlem af Etisk Råd i begyndelsen af 00’erne, var hun imod aktiv dødshjælp, men hun har ændret holdning på det punkt, hvilket naturligvis er helt legalt.

Men nu er Kathrine Lilleør så formand for det nye udvalg, ikke Etisk Råd, og det kan jo vise sig at være belejligt.

Vi udfaser altså lige så stille begrebet aktiv dødshjælp, indsætter en sognepræst, der ved, hvad hun snakker om, krydrer det med værdighed og vupti, så har vi en myndig blåstempling af statsministerens positive tilgang til aktiv dødshjælp.

Nu på en mere værdig og spiselig måde.

Hjælp til livet er vitalt

Nuvel, som formand for Ulykkespatientforeningen, rygmarvsskadet og kørestolsbruger kender jeg til mørke dage, særligt da jeg var teenager.

Læs også

Her gjorde jeg mig som alle andre tanker om kærligheden, karriere, familieliv og en fremtid, der lå åbent og udstrakt som de marker, jeg så ofte cyklede langs i 1980’erne. De åbne jagtmarker for min egen skaberkraft, ambition, formåen og fantasi. 

Den fantasi viste det sig, var noget, jeg fik brug for i tiden efter 1987.

Året, hvor jeg som 14-årig var ude på min triatloncykel og kørte frontalt ind i bagenden på en parkeret lastbil.

Fra den ene dag til den anden blev mit liv vendt på hovedet. Meget af min identitet og glæde i livet dengang var hængt op på at være fri og fysisk aktiv.

Det etiske dilemma, den etiske stress, frygter jeg, at vi stiller særligt unge handicappede og unge med psykiske lidelser i, hvis vi åbner op for aktiv dødshjælp

Janus Tarp
Formand, Ulykkespatientforeningen

Hvordan skulle jeg nu finde glæde og mening i tilværelsen? Hvem var jeg, og hvad kunne jeg få ud af livet? Og ikke mindst, hvordan skulle jeg kunne bidrage til samfundet og andre mennesker fra en kørestol, afhængig af en maskine, der trak vejret for mig?

Ville jeg blive en belastning for andre mennesker? For min familie, for en fremtidig partner? Var mit liv lige så meget værd som før ulykken?

Debatten og det etiske dilemma i forbindelse med lovforslaget om aktiv dødshjælp er derfor noget, jeg i en meget tidlig alder har gjort mig tanker om.

I dag priser jeg mig lykkelig over, at der var hjælp fra forældre, venner og fagpersoners råd til, hvordan jeg skulle gennemføre et universitetsstudie og i det hele tage leve som kørestolsbruger.

Jeg blev færdig som jurist i 1996 og var frivillig i Ulykkespatientforeningen, hvor jeg i dag er formand. Og det er jeg, fordi jeg, på grund af den hjælp til livet, jeg fik, fandt en vej til at leve et godt liv.

Og derfor vil jeg gerne hjælpe andre i samme situation til at få et godt liv, bare på nye præmisser. I dag er jeg ikke i tvivl i spørgsmålet om aktiv dødshjælp.

Læs også

Et unødvendigt etisk dilemma

Jeg er imod, for det er hjælp til livet, jeg arbejder for og tror på, er nødvendigt.

Havde jeg haft muligheden for assisteret selvmord, da jeg var ung, er jeg ikke sikker på, hvad jeg havde gjort.

Og det etiske dilemma, den etiske stress, frygter jeg, at vi stiller særligt unge handicappede og unge med psykiske lidelser i, hvis vi åbner op for aktiv dødshjælp.

Mange unge mistrives i dag og at leve med en funktionsnedsættelse, smerter og en stor afhængighed af andre mennesker, gør ikke livet lettere, tværtimod.

Når vi begynder at afgrænse til bestemte befolkningsgrupper, som kan benytte sig af aktiv dødshjælp, siger man også, at deres liv ikke er lige så meget værd som andres

Janus Tarp
Formand, Ulykkespatientforeningen

Skal vi sætte dem i den situation, at de tænker, at samfundet godt kan undvære en som mig, for jeg bidrager ikke til det på samme måde?

For når vi begynder at afgrænse til bestemte befolkningsgrupper, som kan benytte sig af aktiv dødshjælp, siger man også, at deres liv ikke er lige så meget værd som andres.

Udover at vi lægger et unødvendigt tungt pres på vores ungdom (og andre), er jeg modstander af aktiv dødshjælp af tre bevæggrunde, som jeg mener, er grundpiller i vores samfund hvis fundament, vi eroderer:

For det første for at sikre, at alle mennesker har ret til at leve et godt liv, ud fra betragtningen, at alle menneskers liv er lige meget værd, for eksempel formuleret i FN’s Handikapkonvention fra 2006.

For det andet for at sikre sundhedsvæsnet mod forråelse. At lægers fremmeste arbejde er at redde liv ikke også tage liv.

Og for det tredje, sikre pårørendes mentale helse ved, at familie eller nære venner ikke skal stå med afgørelsen og en eventuel skyldfølelse, uanset om det var efter eget ønske.

Derfor vil jeg og Ulykkespatientforeningen advare mod en åbning for aktiv dødshjælp – kald det, hvad du vil.

Bare fordi du får mere frihed, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det fører til mere glæde, liv eller livskvalitet – måske snarere tværtimod for alle os, der kæmper for retten til at leve et liv på trods og ikke ønsker at blive udsat for det pres, et tilbud om aktiv dødshjælp er.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kathrine Lilleør

Samfundsdebattør, foredragsholder, forfatter, sognepræst, Sankt Pauls Kirke
cand.theol. (Københavns Uni. 1991), ph.d. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00