Der er meget godt at sige om de private fonde i Danmark, men der er også en række udfordringer. I vores optik handler udfordringerne om, at fondenes øgede indflydelse forrykker centrale balancer i det danske forsknings- og innovationssystem. Det kræver tilpasning.

Lad os starte med at slå fast, at de private fonde giver en global konkurrencefordel for dansk forskning og innovation. Det skyldes fondenes store donationer, men også deres forvaltning.

De mange ekstra midler flytter på centrale balancer i det danske system.

Frede Blaabjerg og Mette Birkedal Bruun
Hhv. formand og næstformand i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Fondene har som sektor udviklet legitime udmøntningsprocesser. Det giver hård, men fair konkurrence om midlerne.

Der er også kommet fokus på at udmønte midlerne med blik for samfundets behov. Klima, miljø, børn og unge samt fremadstormende teknologier prioriteres i stigende grad. Det er ikke kun sundhedsvidenskab, der tilgodeses.

Fondene påtager sig opgaver, som ikke kan løftes af det offentlige system. Det gælder i forhold til hurtig eksekvering, når der skal indkøbes supercomputere. På samme måde spiller fondene en vigtig rolle i forhold til udvikling af et kapitalmarked for videnstunge start-ups.

Dertil kommer, at fondsejerskabet giver de bagvedliggende virksomheder mulighed for at tænke langsigtet med udgangspunkt i Danmark. Det har været en styrke for virksomhederne og for den danske vidensproduktion.

Endelig har de største fonde indgået en aftale med universiteterne om at bidrage til finansiering af afledte projektomkostninger. Det er alt sammen godt. Rigtig godt.

Staten har ikke længere eneret

Men, for der er et væsentligt men, de mange ekstra midler flytter på centrale balancer i det danske system. Det kræver, at alle spillere justerer deres positioner.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) er sat i verden for at rådgive Folketinget og ministre, så lad os starte med, hvordan staten bør rebalancere sin rolle.

I forsknings- og innovationspolitikken er der en central balance mellem at sikre en solid og bred vidensbase og iværksætte strategiske initiativer på områder, hvor der er særlige behov eller potentialer.

Staten har traditionelt sikret balancen gennem et finansieringsmix af basismidler og konkurrenceudsatte midler, der udmøntes af en række separate råd, fonde og programmer. Denne balance flytter sig hastigt i disse år, idet fondene spiller en større rolle i forhold til strategiske satsninger.

Et eksempel er fra regeringens grønne forskningsstrategi, hvor en af de ambitiøse missioner vedrører Fangst og lagring eller anvendelse af CO2 (CCUS).

Sideløbende finansierer Novo Nordisk Fonden CORC – et center, der arbejder med en lignende og overlappende mission. Tilsvarende eksempler kan findes inden for Power-to-X, kvanteområdet og landbrugsforskning.

Statens strategiske satsninger skal i højere grad koordineres i dialog og samarbejde med de største fonde. Staten er ikke længere alene om at sætte retningen for dansk forskning.