Professor: Brugerbetaling af ældreplejen vil koste samfundet dyrt

Kort sagt, er det også den grundlæggende forklaring på, hvorfor analyser anbefaler, at det er fællesskabet, der skal betale for disse ydelser.

Mindre bureaukrati

Af en engelsk socialforsker blev velfærdsstaten betegnet som en opsparingsgris. Heri ligger, at vi alle betaler et mindre beløb til staten, som vi håber, vi ikke får brug for. Men hvis vi gør, er der penge i grisen til at betale for ydelsen.

Hvem der skal levere ydelsen, kan være såvel offentlige som private leverandører. Dette kendes også fra især praktisk hjælp i hjemmet.

Derfor vil denne ordning medvirke til at forstærke eksisterende uligheder i det danske velfærdssamfund. 

Bent Greve
Professor i Samfundsvidenskab, Roskilde Universitet

Det er administrativt enkelt og billigere med et fælles system fremfor at lave mange individuelle aftaler.

Et fælles system kræver mindre bureaukrati – blandt andet fordi der ikke skal laves risikoprofiler for den enkelte person, og fordi administrationen af hvem, der skal have adgang til de forskellige ydelser, er centraliseret.

En fælles løsning siger ikke nødvendigvis noget om omfanget af den offentlige hjælp, eller hvem der skal levere ydelsen.

Ulighed i ressourcer og behov

Problemet med brugerbetaling for ældreomsorg er, at det som udgangspunkt vil medføre uligheder i, hvem der har råd til at betale for ydelserne, da der også blandt ældre er en betydelig forskel i økonomiske ressourcer.

Dette kan mindskes gennem mere komplicerede ordninger, hvor betalingen afhænger af eksempelvis indkomst og formue.

Dette kan dog skabe problemer i relation til samspillet med skattesystemet og lysten til at foretage opsparing. Der vil også være ekstra administrative omkostninger ved at skulle opkræve brugerbetaling.

Tilsvarende vil en opsparingsmodel til at betale for ældreomsorg medføre en lang række problemer, og kan ikke sammenlignes med pensionsopsparingen.

Det skyldes blandt andet, som før nævnt, at ikke alle har eller får brug for omsorg før de dør – og hvis de gør, kan det være i meget varierende grad.

En opsparingsordning må også betyde, at penge, der ikke bliver brugt, udbetales til arvingerne. Det vil ydermere medføre ulighed mellem dem, der – grundet behov for omsorg – ingenting har tilbage, og dem der ikke har haft brug for ordningen.

Det vil samtidig medføre, at nogen har haft en større opsparing end, hvad der kan være ønskeligt, set ud fra den enkeltes afvejning mellem forbrug og opsparing.

Forstærkning af eksisterende uligheder

Lad os sige, at der ikke udbetales overskydende opsparing til arvinger. I så fald, vil de resterende penge være at betragte som en form for skat.

En skat, som vil have negative fordelingsvirkninger. Det skyldes blandt andet, at helbred er ulige fordelt. 

Personer med lav indkomst og/eller lavt uddannelsesniveau har typisk brug for mere pleje end personer med høj indkomst og/eller et højt uddannelsesniveau. Derfor vil denne ordning medvirke til at forstærke eksisterende uligheder i det danske velfærdssamfund.

Selv som forsikringsordning vil overskydende opsparing kunne sammenlignes med en skat – og hvor ulige en sådan ordning vil være, afhænger i høj grad af om der anvendes aktuariske principper eller ej.

Det vil antagelsesvist være vanskeligt at anvende aktuariske principper. Især hvis ordningerne skal tegnes meget tidligt i livet.

Anvendes disse, vil det alligevel medføre ulighed i betalingen, og teori vil tilsige, at dem med lille risiko vil danne deres egen gruppe med lille betaling.

Omvendt, bliver der ikke beregnet efter aktuariske principper, så vil det i høj grad minde om en flad krone skat, hvilket vil være mere økonomisk belastende for borgere med lav indkomst, end borgere med høj indkomst.

Fælles løsninger vil dermed, ud fra såvel en lighedsbetragtning, såvel som økonomisk og administrativt, være en bedre tilgang.