Professor: Danmark overser en global milliard-økonomi og misser en oplagt chance for at bekæmpe fattigdom

Eksempelvis bruges sheanødder fra Vestafrika i fremstilling af chokolade og i kosmetikprodukter, mens sæbebær fra Sydasien sælges som alternativt vaskemiddel i det lokale supermarked.

Naturprodukter kan udgøre en stor del af økonomierne i lav- og mellemindkomstlande. Produkterne høstes typisk af småbønder, der sælger dem videre til mellemmænd, som ofte eksporterer varerne til udlandet uforarbejdet.

FN’s landsbrugsorganisation, FAO, har anslået, at naturprodukter indbringer producenterne mindst 600 milliarder kroner på verdensplan hvert år – og medregner man merværdien af forarbejdning og andre led i værdikæden, løber værdien op i billioner. Langt størstedelen af denne værdi stammer fra høst og brug af planter.

Derfor bør vi begynde at interessere os for varer som ginseng, sheanødder, acaibær, baobab og akacie-gummi. Hvis de forbliver 'usynlige' som nu, forpasser vi oplagte muligheder for at bekæmpe fattigdom.

Skæv arbejdsfordeling skaber ulighed

Men da handlen med sådanne produkter er usynlig, bliver de ikke prioriteret i forbindelse med investeringer i industrier og ny teknologi. Mange lande leverer råvarer, men går glip af de kolossale pengesummer, der ligger i at udføre forarbejdning.

I subtroperne og troperne anslår man, at cirka 28 procent af indkomsten i landbefolkningernes husholdninger primært kommer fra naturprodukter. Kun en tiendedel heraf er fra forarbejdede produkter.

Lad os i vores partnerskaber og udviklingsprogrammer få fokus på de enorme værdier og muligheder, der ligger i naturprodukter.

Carsten Smith-Hall
Professor, Københavns Universitet

Produkterne bliver også ignoreret, når man udvikler politikker til naturressourceforvaltning.

Officielle registreringer ville ellers også kunne gavne biodiversiteten, eksempelvis via investering i teknologi, der fremmer dyrkning af det enkelte produkt i stedet for at høste det vildt.

Men hvis investorer og beslutningstagere ikke kender til vigtigheden af produkterne, ryger pengene et andet sted hen.

Hvorfor registrerer man så ikke bare disse produkter og gør dem synlige? Det er en generel opfattelse både blandt forskere og myndigheder, at der simpelthen er for mange produkter at forholde sig til.

Men hvis man shortlister de produkter, som bliver handlet i så store mængder, at de er økonomisk vigtige for et land, ender man med måske 15 varer i stedet for eksempelvis 2.000. Så kan man fokusere investeringer i forskning og teknologi, som kan sikre indtægter lokalt og nationalt.

Vi har altså her et kæmpe uudnyttet potentiale, som kan bidrage til at tackle ekstrem fattigdom og samtidig bevare natur og biodiversitet i verdens fattigste lande. Men det kræver, at vi udvider vores horisont. Også i dansk udviklingspolitik.

Lad os i vores partnerskaber og udviklingsprogrammer få fokus på de enorme værdier og muligheder, der ligger i naturprodukter og lad os sætte det på dagordenen i FAO og andre fora, hvor vi har en stemme.