Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Sådan vil Carsten Hansen hjælpe indvandrere

SVAR: Bekæmpelse af fattigdom og diskrimination er afgørende for at indvandrere og efterkommere ikke isoleres i særligt udsatte boligområder. Derfor har regeringen sammen med Enhedslisten afskaffet fattigdomsydelserne og genoprettet børnefamilieydelsen til familier med mere end to børn

Kommunerne kan omdanne plejeboliger til ældreboliger

SVAR: Når der er tale om kommunale plejeboliger, har kommunen i kraft af sine ejerbeføjelser ret til at ændre status på plejeboligerne ved at frakoble de tilhørende servicearealer, hvorved plejeboligerne fremover får status som almindelige ældreboliger.

Krag vil undersøge lægeordineret heroin

SVAR: Sundhedsstyrelsens undersøgelse kræver indhentning af den nyeste forskningsbaserede viden og internationale erfaringer samt nedsættelse af en ekspertarbejdsgruppe med inddragelse af de behandlingsansvarlige overlæger fra de fem eksisterende danske heroinklinikker. Undersøgelsen forventes færdig i sommeren 2012.

Hækkerup afviser: Klagefrister er okay

SVAR: Der gælder en klagefrist på 4 uger i forhold til kommunernes afgørelser på det sociale område generelt. Jeg mener, at denne klagefrist også er rimelig, når det gælder en afgørelse, hvor en kommune ændrer en bevilling på hjælpemidler fra en type til en anden.

Krag undersøger sundhedsydelser til migranter uden lovligt ophold

SVAR: Der er igangsat et analysearbejde, som skal danne baggrund for regeringens videre overvejelser om sundhedsydelser til migranter uden lovligt ophold. Analysen skal beskrive problemets omfang, eventuelle konventionsmæssige forpligtelser for Danmark og afklare eventuelle økonomiske konsekvenser.

Hækkerup kigger på uddannelse i forbindelse med reform

SVAR: Jeg vil lave en reform af reglerne om godkendelse af og tilsyn med tilbud efter serviceloven, herunder anbringelsessteder for børn og unge. Som et led i reformen vil der også blive set på, hvordan der meningsfuldt kan stilles flere formelle og indholdsmæssige krav til tilbuddene, herunder i forhold til lederne og de ansattes kompetencer.

Skatteministeren forklarer "stressskat"

SVAR: Efter statsskattelovens mangeårige praksis er forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede skader og sygdomme imidlertid ikke skattepligtig for medarbejderen. Der er ikke tale om en ny skattefrihed.

Carsten Hansen ind i sag om bofællesskab i Ølsted

SVAR: Afdelingens budget forelægges afdelingsmødet til godkendelse. Det er således ikke korrekt, når det i spørgsmålet anføres, at beboerne ikke har mulighed for at protestere mod lejestigninger. Det kan de gøre ved at nægte at godkende det budget for afdelingen, som organisationsbestyrelsen har udarbejdet.