Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Klimaministeren: Ministerier skal få fart på energibesparelsen

SVAR: Det samlede niveau for statens energibesparelser lå i 2013 på 1,8 procent i forhold til 2006. Det er ganske enkelt utilfredsstillende, mener klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R). Han har nu bedt Energistyrelsen om at indkalde til drøftelser med de ministerier, der har et stort energiforbrug.

Sundhedsminister svarer om udvekslingsstuderendes sygesikring

SVAR: Ifølge dansk praksis betragtes studerende fra Danmark, der skal studere i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i indtil ét år fortsat som om de har bopæl i Danmark. De har derfor ret til behovsbestemt sygehjælp i opholdslandet i dette år med et dansk EU-sygesikringskort.

Hækkerup: Tidligere sundhedsminister vidste ikke at styrelse ændrede i redegørelse

SVAR: Ifølge sundhedsminister Nick Hækkerup (S) var hans forgænger Astrid Krag (S) ikke oplyst om, at der blev fjernet og slettet afsnit i redegørelsen fra Sundhedsstyrelsen til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vedrørende styrelsens håndtering af sagen om en nordjysk psykiaters overmedicinering af patienter.

Minister venter på tal for sundhedsbesparelser i regionerne

SVAR: Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er på vej med en oversigt over de budgetterede besparelser og reduktioner i personale i regionerne på sundhedsområdet. Han venter på bidrag fra Danske Regioner, som forventes at foreligge i uge 45.

Corydon: Staten har ikke regnskab for headhunting

SVAR: Venstre havde bedt finansministeren redegøre for statens samlede årlige budget til headhuntning. Men ifølge ministeren omfatter den centrale regnskabsregistrering i staten ikke særskilt information om statens udgifter til headhunting. Finansministeriet er derfor ikke i besiddelse af data, der kan give et overblik over de statslige institutioners udgifter til headhunting.