Debat

Studerende: Vi vil gerne bruge den kollektive transport. Men det er for dyrt og ufleksibelt

Uden os unge mister man grundlaget for fremtidens kollektive transport. Derfor råber vi vagt i gevær. Hvis vi skal have mindre trængsel på vejene, et bedre klima og byer, der blomstrer på ny, skal beslutningstagerne stille sig bag den kollektive transport, skriver Frederik Jessen.

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Om eftermiddagen på Moesgaard campus, omringet af græs og træer, lidt uden for Aarhus, kommer et hold af studerende løbende.

De læser her, men hver eneste uge skal de fange bussen. Hvis de misser den, skal de vente: i sne, regn, sol, og altid med spild. Spild af tid.

Det betyder, at studerende ikke kan nyde, når en ivrig underviser går fem minutter over tid, fordi det betyder lange ventetider bagefter. 

Spørger man os studerende, og det bør man, hvis man vil holde på os, kan solide tiltag løfte kollektiv transport hurtigt

Frederik Jessen
Studerende og medlem af studenterrådet, Århus Universitet

Om aftenen er det godnat for fredagsbaren klokken 23, for det sociale liv slukkes, når den sidste bus ruller afsted.

Om morgenen i de kolde måneder skal man håbe på at komme til undervisning til tiden – vejene omkring Moesgaard er nemlig nogle af de sidste, der bliver ryddet. 

Alligevel er der håb: Vi vil gerne med bussen. Vi vil gerne bruge den kollektive transport. Men der er flere problemer, som holder den tilbage fra at løfte vores samfund. 

Tre ønsker til den kollektive transport

Spørger man os studerende, og det bør man, hvis man vil holde på os, kan solide tiltag løfte kollektiv transport hurtigt.

Herunder er tre ønsker, som vi mener er afgørende for, at offentlig transport bliver en succeshistorie i Danmark.

Prisfald. Måden vi får flere med ombord, er igennem prisfald. Der er mange muligheder: SF foreslår et prisfald på 25 procent for alle under 26 år.

Læs også

Andre foreslår, at man breder ungdomskortet ud, gør det nemmere at bestille samt mere fleksibelt, så det passer til de unges behov. Kun hver syvende ung ejer et ungdomskort. Regn unge ind i løsningerne.

Fleksibilitet. En fleksibel køreplan er nødvendig i et liv, hvor den enkeltes skema aldrig er fast. Behovsstyret kollektiv trafik er ikke nyt, det virker bare ikke for os som målgruppe. Vi synes, at man skal gøre det nemmere at bestille flex-trafik og øge tidsrummet for, hvornår flex-trafik kører. Det kunne være nøglen til, at mine medstuderende på Moesgaard kan dyrke studielivet og nyde de sidste 10 minutter af undervisningen.

Politisk vilje er afgørende for at få succes. Som det ses i Skåne, har den stærke opbakning fra politikerne betydet, at de har set en stigning i kunder på 30 procent de sidste ti år. Den udvikling giver nye muligheder for at cementere en stærk infrastruktur. 

Stigende billetpriser udelukker os fra at bruge offentlig transport

Frederik Jessen
Studerende og medlem af studenterrådet, Århus Universitet

Prisstigninger bliver en ond spiral

En undersøgelse fra Movia har vist at 74 procent af unge mellem 18 og 29 år vil bruge kollektiv transport mere, hvis prisen var lavere. Vi vil altså gerne.

Ser man på en analyse om unges økonomi fra Finans Danmark, forstår man godt de unges behov for lavere priser. En typisk ung skal bruge 1.400 kroner mere om måneden på generelle udgifter.

Denne stigning gør det svært for unge at have råd til kollektiv transport.

Læs også

Alligevel ser vi, at takststigningsloftet ramte historiske højder på 10,4 procent i 2024.

Forstå mig ret, priserne i samfundet er steget. Trafikselskaber har brug for midlerne. Men vi kan ikke være med, eftersom stigende billetpriser udelukker os fra at bruge offentlig transport.

Resultatet er en ond cirkel, hvor unge holdes ude af offentlig transport, og når vi endelig får råd til at købe en billet, vælger mange bilen i stedet. 

Tiden er til handling

Men vi er alligevel fortrøstningsfulde. For i regeringsgrundlaget står der, at "Regeringen vil tage initiativer, der bekæmper støj og trængsel og gør den offentlige transport mere attraktiv".

Læs også

Derudover vil den "understøtte busdækning for både byer og yderområder". Regeringen har endda nedsat et ekspertudvalg, som skal afdække behovet og belyse nye transportløsninger.

Vi er glade for, at der er nogen på sagen. Men ord kræver handling. Så vi unge holder vejret, indtil vi har set, hvilke løsninger der bliver foreslået, og hvorvidt disse løsninger har os i mente. 

Vi er fremtidens brugere. Uden os mister man grundlaget for fremtidens kollektive transport. Derfor råber vi vagt i gevær: tiden til handling er nu. Hvis vi skal have mindre trængsel på vejene, et bedre klima og byer, der blomstrer på ny, skal beslutningstagerne stille sig bag den kollektive transport.

Grib os og sæt os i et varmt bussæde – så bliver vi siddende i rigtig mange år.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00