Dan Jørgensen: I år skal vi kæmpe for, at udviklingslandene får penge nok til deres klimakamp

COP-formandens sidste hammerslag markerer kulminationen på et langt klimapolitisk år.

Men sandheden er, at COP-aftalerne langtfra kan forhandles på plads på kun to ugers COP-forhandlinger. Det kræver månedsvis af indledende møder, forberedelse, drøftelser og forhandlinger. Både på det helt tekniske niveau mellem embedsmænd og på de store politiske nagler, når for eksempel Kina og USA’s topfigurer mødes og forhandler nogle af de store knaster af, inden selve COP’en går i gang.

Det tager tid at få næsten 200 lande til at nå til enighed om så omfattende og komplekse spørgsmål. Interesserne er store og ofte modsatrettede. Det kan man ikke bare lige klappe af på 14 dages klimatopmøde sidst på året.

Vi har fra dansk side været optagede af at starte COP-processen tidligt hvert år, så vi har de bedst mulige chancer for at nå til enighed om en god aftale, inden året er omme.

Uden finansiering til den grønne omstilling er selv den bedste klimaaftale ikke ret meget værd.

Dan Jørgensen (S)
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

Derfor har vi de seneste tre år startet arbejdet i Danmark ved at samle klimaministre fra overalt i verden til Copenhagen Climate Ministerial.

Copenhagen Climate Ministerial har de seneste år fået en central plads i den internationale klimakalender.

Sidste års COP-beslutning om at tredoble udbygningen af vedvarende energi frem mod 2030 kom ikke ud af den blå luft. Det var et mål, der for første gang blev bragt på bordet til Copenhagen Climate Ministerial.

På den måde er det tanken, at ministermødet i København kan lægge sporene for ambitiøse COP-aftaler senere på året. Det skal det gøre igen i år.

På COP28 i Dubai i december blev alle verdens lande for første gang nogensinde enige om at omstille sig væk fra fossile brændsler. Der blev sat globale mål for vedvarende energi og energieffektiviseringer, og der blev oprettet en fond for klimarelaterede tab og skader.

Vigtige og historiske beslutninger.

Men uden finansiering til den grønne omstilling er selv den bedste klimaaftale ikke ret meget værd. Der er brug for penge til at bakke vores mål op. Ekstremt mange penge.

Ifølge en ekspertgruppe nedsat af COP26 og 27-formandskaberne har udviklingslandene og vækstøkonomierne – undtaget Kina – i 2030 brug for 2.400 milliarder dollars om året for at dække deres behov for klimafinansiering. Det er over 16 billioner kroner – 12 nuller – hvert eneste år. I dag investeres kun en fjerdedel af det beløb.

Så store summer kan ikke dækkes af udviklingsbistand fra verdens rigeste lande alene.

Vi skal have hånd om de helt store globale håndtag. Vi skal reformere vores multilaterale udviklingsbanker, så de i langt højere grad kan bidrage til den grønne omstilling. Vi skal finde måder at håndtere udviklingslandenes enorme gældsproblemer. Vi skal bruge vores bistand til at mobilisere private penge. Og vi skal undersøge globale beskatninger af CO2, herunder en afgift på skibsfart, som kan bidrage til den grønne finansiering.

En af de store opgaver på COP29 i Aserbadjan bliver at vedtage et nyt globalt klimafinansieringsmål, som tager højde for udviklingslandenes behov.

Skaderne fra klimaskabte tørker, oversvømmelser og storme koster mange penge at udbedre. Det samme gør det at lave klimatilpasning og at investere i den grønne omstilling, som skal bremse den globale opvarmning.

Det Internationale Energi Agentur vurderer, at Afrika har enormt gode forhold for vind-, sol-, og vandenergi.

Dan Jørgensen (S)
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

I dag har vi et mål om, at verdens rige lande skal mobilisere 100 milliarder dollar om året til klimafinansiering. Det tal skal mangedobles, hvis vi skal følge med de reelle behov.

Det er særlig vigtigt nu.

Verdens lande skal senest i starten af 2025 melde nye nationale klimamål, såkaldte NDC’er, ind til FN. Et højt ambitionsniveau her er fuldstændig afgørende for, at vi kan bremse den globale opvarmning. Men udviklingslandene har brug for hjælp med finansieringen for at kunne sætte ambitiøse mål.

Udfordringen med finansiering er særligt tydelig i Afrika. Det Internationale Energi Agentur vurderer, at Afrika har enormt gode forhold for vind-, sol-, og vandenergi. Alligevel er kun to procent af de globale investeringer i vedvarende energi de sidste to årtier blevet foretaget i Afrika.

Det skal vi rette op på. Ét greb er at skabe 'finansierings-snebolde', hvor vi bruger offentlige støttekroner til at rejse langt flere private penge – blandt andet ved at reducere risikoen for private investorer.

Vores erfaringer viser, at en krone i offentlig støtte kan trække op til fem kroner i private grønne investeringer med i udviklingslande. På den måde kan vi mangedoble effekten af vores bistand.

Det har vi gode erfaringer med i Danmark med vores egen Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der er en pionér i mobiliseringen af klimafinansiering.

Derfor har vi også styrket IFU, der ventes at tredoble mobiliseringen af klimafinansiering til udviklingslande fra cirka to milliarder kroner årligt til cirka seks milliarder kroner årligt frem mod 2030. 

IFU har blandt andet investeret i solcelleparker i Malawi, projekter, der sikrer mere klimaresistente afgrøder til bønder i udsatte områder, og et projekt, der sikrer borgere i Indien 50 millioner liter rent drikkevand om dagen.

Finansieringssnebolden kan imidlertid ikke rulle sig stor nok alene med offentlige støttemidler.

Som FN's generalsekretær, António Guterres, har sagt med en reference til en Hollywood-film, skal vi gøre "everything, everywhere, all at once".

Danmark arbejder allerede hårdt for at sikre mere klimafinansiering.

Dan Jørgensen (S)
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

Globale rammevilkår, CO2-skatter, privat finansiering og globale udviklingsbanker er alle led i ligningen.

Danmark arbejder allerede hårdt for at sikre mere klimafinansiering. Vi har fordoblet vores bidrag til den Grønne Klimafond. Vi har oprustet Investeringsfonden for Udviklingslande. Og vi har presset på for en reform af Verdensbanken, der nu har hævet målsætningen for dens klimafinansiering til 45 procent.

Enhver dygtig forhandler ved, at det er i rammesætningen af forhandlingerne, at halvdelen af indflydelsen ligger. De sidste to år har Danmark sammen med de afgående og indkommende COP-formandskaber været med til at sætte rammen for klimaåret med Copenhagen Climate Ministerial. Vi har set frugterne af det til COP-forhandlingerne.

I denne uge gør vi det så igen. Hvis alt går vel, vil drøftelserne på Copenhagen Climate Ministerial sætte et positivt aftryk på den endelige aftale i Baku til COP29 sidst på året. Danmark gør i hvert fald vores for, at det lykkes.