Aftale om ældrereform efterlader fortsat mange ubekendte

Ny visitation skal skabe ny styring

Når man dykker ned i teksten, står det imidlertid klart, at det er mere end blot et par enkelte djævelske detaljer, der mangler at blive udfyldt.

Afgørende spørgsmål om, hvad kommunerne ’skal’ og ’kan’ gøre, er der dog taget stilling til.

Særligt etableringen af en ny tilgang til visitation har stået centralt i ældreministerens arbejde med reformen.

Målet har været at gøre op med den traditionelle ’bestiller-udfører-modtager-model’ (BUM), hvor en central visitationsenhed står for at tildele borgerne forskellige enkeltindsatser.

Det helt store element i ældreaftalen kan derfor blive den nye ældrelovs krav om, at den kommunale visitation fremover skal tage udgangspunkt i overordnede plejeforløb frem for enkeltindsatser.

Inden for disse overordnede visitationskategorier er det så i højere grad op til ældreplejens medarbejdere og deres ledelse løbende at tilpasse hjælp og pleje til den enkelte borger. I dialog med borgeren.

Helhedspleje står fast, men stadig uden sundhed

Den mere konkrete udformning af den nye visitationsmodel udpensles imidlertid ikke i aftaleteksten. Her lægges der blot op til, at den enkelte kommune skal indrette sig med ”få og rummelige pleje- og omsorgsforløb”.

Rammerne for dialogen med borgerne og dermed borgernes selvbestemmelse, beskrives heller ikke nærmere.

Alle de forhold vil først blive nærmere konkretiseret, når regeringen er klar med den nye ældrelov.

Visitation i pakker frem for enkeltindsatser sætter også nye rammer for private leverandører. Den nye ældrelov skal derfor bygge på et princip om ’helhedspleje’.

Det betyder, at den enkelte borger skal kunne vælge mellem forskellige leverandører, som så skal stå for den samlede pakke af både praktisk hjælp og personlig pleje, men også rehabilitering og visse ydelser inden for genoptræning.

Med sidstnævnte punkter udvides det frie valg.

Det fremgår af aftaleteksten, at borgerne skal have mulighed for at vælge mellem mindst to leverandører, hvor af den ene kan være kommunal.

Ingen krav om faste teams, men lidt penge

Den endelige aftale forholder sig ikke til den del af hjemmeplejen, som handler om indsatser efter sundhedsloven. Det på trods af, at idéen om helhedspleje er blevet kritiseret fra flere sider for at være noget rod, så længe man ikke også medtager sundhedsindsatserne.

Tidligere departementschef i sundhedsministeriet Per Okkels afleverede i 2022 en rapport som led i den tidligere S-regeringens forberedelse af en ny ældreloven. Her var omdrejningspunktet netop, at en ældrelov skulle sikre en bedre sammenhæng i en ældrepleje, hvor indsatserne aktuelt er splittet op mellem serviceloven og sundhedsloven.

Med den aktuelle politiske aftale er der i stedet for udsigt til, at ældreområdet nu skal navigere med endnu et lovkompleks i form af ældreloven.

Det fremgår dog af aftalen, at parterne bag vil mødes og drøfte eventuelle justeringer, når der på et senere tidspunkt vil være truffet beslutninger om ændringer af det nære sundhedsvæsen.

Den tidligere S-regering talte også varmt for, at ældreloven skulle understøtte, at omsorg og pleje i højere grad blev leveret af faste medarbejderteams.

I den endelige aftale er der imidlertid udelukkende lagt op til, at det er noget kommunerne kan vælge at arbejde videre med.

Det er dog lykkedes oppositionen at målrettet et engangsbeløb på cirka 375 millioner kroner fra 2024 til udbredelse af faste teams eller ”andre lignende faglige fællesskaber”.

Der er knyttet en række ambitioner om målsætninger til udbredelsen af denne måde at organisere ældreplejens medarbejdere på. Men ingen af dem er bindende for kommunernes indsats.

Private konsortier og mere kontrol

Rammerne for borgernes frie valg og private leverandørers mulighed for at tilbyde hjælp og pleje til borgerne fylder også meget i aftaleteksten.

I kølvandet på regeringens udspil blev der sået tvivl om, hvorvidt der vil være private leverandører, som reelt kan løfte opgaven med at tilbyde borgerne den samlede pakke af helhedspleje.

Særligt i kommuner hvor der er lidt længere mellem husene, og ’kundegrundlaget’ derfor er spredt mere ud.

Det er forsøgt imødekommet ved at lægge op til, at leverandører kan slutte sig sammen i konsortier eller indgå som underleverandører til større private aktører.

Efter mange år med kritik fra erhvervsorganisationer om kommuners uigennemsigtige og fejlbehæftede prissætning, lægges der nu op til forskellige ændringer, som skal skabe større gennemsigtighed omkring afregningspriserne.

• Der indføres en fast overheadsats for private leverandører, som fastsættes på baggrund af beliggenhedskommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger.
• Kommunerne får pligt til at genberegne afregningspriserne for friplejehjem og hjemmepleje minimum én gang årligt i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab.
• Der etableres en uafhængig kontrolenhed, som skal understøtte korrekt beregning af afregningspriser.

Herudover lægges der op til bedre adgang til statslige lån for friplejehjem i visse dele af landet.

Mange kokke kan have aflyst revolutionen

Samtidig vil der blive indført en ny og tredje plejehjemsform med såkaldte lokalplejehjem. De skal være kommunalt ejet, men skal i en vis udstrækning have frihedsgrader, der kan sammenlignes med friplejehjem og herunder ledes af en professionel bestyrelse.

De nærmere rammer for de nye lokalplejehjem skal dog først afklares. Men det står fast, at det er noget den enkelte kommune kan vælge at etablere.

Herudover indeholder aftalen også en omlægning af tilsynene og en række mindre initiativer.

Den enkelte kommunes tilsyn med egen pleje erstattes af et tværkommunalt tilsyn, og der skal ske en koordinering af forskellige tilsyn inden for ældrepleje. Men den nye tilsynsmodel vil dog også først vil blive uddybet på et senere tidspunkt.

Samlet set ligner den endelige aftale om en reform af ældreplejen umiddelbart en samling af en række afgrænsede tilpasninger, som modsvarer efterhånden mange forskellige partiers prioriteringer.

Men det er endnu for tidligt helt at udelukke, at det endelige resultat kan ende med også mere grundlæggende forandringer. Spørgsmålet bliver så, om det er de forandringer, som reformens mange kokke hver især har håbet på.